RUTH & ALEX: En ældre perle på 5. sal

Af Ditte Fiil Ravn

Nogle ville måske mene, at det ville være praktisk at flytte, når man i pensionsalderen skal bestige et mindre Eiffeltårn for at nå sit hjem. Men skal man give slip på et livs minder og drømme, fordi de gamle ben snart begynder at knirke? For Ruth & Alex er det realiteternes faretruende banken, der får dem til at sælge deres lejlighed i det hippe Brooklyn. Filmen er en lille fortælling om livets gang og nuets betydning i et elegant tempo, hvor der bliver taget sig god tid til at komme op af trappen.

For det er ikke en drøm for Ruth (Diane Keaton) og Alex (Morgan Freeman) at sælge lejligheden. Faktisk er det utroligt for dem, hvad man skal finde sig i fra griske købere og en travl ejendomsmægler (Cynthia Nixon). For hvad der for andre er et rent lærred, er for Ruth og Alex en bombe af minder og kærlighed. Især Alex har svært ved at sige farvel til dette dengang håndværkertilbud, der er blevet til et Hipster-mekka. Hans sind vandrer tilbage i tide og utide, mens han tænker på sit og Ruths liv sammen. Oven i alt dette er der også bomber uden for hoveddøren, hvor en formodet terrorist er eftersøgt, samtidig med at deres gamle hund Dorothy er syg. Udfordringerne flokkes om Alex og Ruth.

Historien er ikke stor, men dét er kemien mellem Keaton og Freeman. Som seer tror man virkelig på, at de har tilbragt deres liv sammen, og at deres kærlighed stadig er ligeså stærk, som den var engang. De udstråler den tryghed, tillid og telepatiske evne til at forstå hinanden, hvilket gør det 40 år gamle forhold troværdigt. Det er denne kemi, der er filmens drivkraft. Den vedligeholder interessen for en ellers simpel og langsommeligt opbygget idé om livet i de gyldne år. Dertil kommer, at humoren er underfundig i sin udstilling af hysteriske børnefamilier, New Yorker-par og gamle mænds bitterhed.

ANMELDELSE AF:
Ruth & Alex

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Richard Loncraine

LAND:
USA

Kernen i Ruth & Alex er god, men filmen lider af sin lille historie, der derfor må understøttes af nogle ellers undværlige elementer. Som Alexs voice-over, der egentlig ikke rigtig bidrager med andet end det åbenlyse. Eller flashbackene, som til tider drager personerne mod fortiden modsat filmens fokus på nuets tilfredsstillelse. Det kan hurtigt blive for nostalgisk og nuttet, hvilket langtfra klæder filmen.

Selvom der er flere elementer at sætte fingeren på, kan det dog ikke overskygge den varme og lethed, som filmen så fint udtrykker. Dialogen er velskrevet, skuespillerne troværdige og historien let med en vis dybde, der er skøn at støde på. Det er ikke en diamanthalskæde, men en lille perle, som har fået ynde og betydning med årene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *