THE SEAGULL:
Russisk tungsind i amerikanske klæder

Af Alma Nordenbæk

Sommervarmen bager, og samovarerne glimter, men bag idyllens facade ligger menneskets voldsomme natur på lur. Alle vil have, hvad de ikke kan få, og livet er ikke andet end et tragisk nulsumsspil mellem kærlighed, succes og personlig integritet.

Nogenlunde sådan lød mine tanker, da The Seagulls rulletekster først begyndte at køre over skærmen. Jeg følte mig overmandet af en særegen russisk melankoli, der fik mig til at drømme om ulykkelige forelskelser og forbitret vodkamisbrug.

Men Michael Mayers filmatisering af Tjekhovs teaterstykke går også langt for at skabe følelsesmæssig tumult.

I The Seagulls bringes vi tilbage til 1800-tallets Rusland, hvor en familie og venner tilbringer sommeren sammen på et smukt palæ ved en sø.

Her sukker den romantiske Konstantin (Billy Howle) efter den smukke Nina (Saoirse Ronan), men Nina er mere interesseret i den succesrige forfatter, Boris (Corey Stoll). Boris er imidlertid sammen med Konstantins mor, Irina (Annette Bening), og hun tolererer ingen rivaler til titlen som husets ombejlede frue.

Samtidig er den deprimerede Masha (Elisabeth Moss) ulykkeligt forelsket i Konstantin, men den eneste, der kigger hendes vej, er den gode skolelærer Medvedenko (Michael Zegen). Foruden dette er husholdersken Polina (Mare Winningham) sin mand utro med lægen Dr. Dorn (Jon Tenney), som måske har et godt øje til Irina.

… det er lige til at tabe pusten, når man skal finde hoved og hale i det uoverskuelige antal af forviklinger og forsmåede forelskelser, som filmen prøver at fastholde.

Set i lyset af filmens 98 relativt korte minutter, er The Seagull’s største problem dens fokus på for mange forskellige karakterer, og for mange forskellige handlingsforløb. Som et resultat går mange af de finere nuancer i karakterernes følelsesliv og indbyrdes relationer tabt, og dramaet bliver nogle steder så kondenseret, at det fremstår utroværdigt.

Scenerne med stor passion får lidt smag af sæbeopera, og de personudviklinger, som bl.a. Konstantin, Nina og Boris undergår, virker hurtigt en smule forhastede og umotiverede. Når man tænker på, at det meste af filmens handling skal forestille at udspille sig over blot to dage, virker flere af karakterernes følelsesudbrud og kærlighedserklæringer for eksempel komisk overgjorte.

Heldigvis redder filmen sig delvist hjem ved dens mange flotte skuespilpræstationer. Annette Bening især er perfekt som den forfængelige diva, Irina, familiens matriark, som ikke kan tåle tanken om at skulle dele selskabets opmærksomhed med nogen som helst.

Billy Howle formår også at tage den lidt vattede Konstantin og gøre ham til en sympatisk person, mens Saoirse Ronan charmerer publikum som den lettere naive landsbypige Nina. Begge har et par følelsesladede scener, hvor de virkelig får lov til at spille med talentmusklerne.

Det er ikke helt nok til at gøre filmen til en rigtig god film. Men den holder sig svævende med sine flotte billeder, fænomenale skuespil og triste, indtagende melankoli – The Seagull flyver blot på lidt usikre vinger.