Den bedste skrækfilm nogensinde? Rosemary’s Baby set i nutidens lys!

Af Daniel Hartvig Nielsen

I denne uge har 80-årige Roman Polanski premiere på sin seneste film Venus in Fur, og i den anledning ser Ordet.net nærmere på den film, som for alvor gjorde Polanski verdens berømt, nemlig Rosemary’s Baby fra 1968. DVD-coveret proklamerer skråsikkert, at filmen er: ”den bedste skrækfilm der nogensinde er lavet”. Det er store ord – og det vil der nok være delte meninger om, for hvert årti har sine horrorfilm. Så hvordan opleves Rosemary’s Baby egentlig i dag? Vi ser den efter i sømmene!

Offeret, monsteret og gyset

Ruth Gordon fik en Oscar for sin rolle som påtrængende, Satan-dyrkende nabo.
Ruth Gordon fik en Oscar for sin rolle som påtrængende, Satan-dyrkende nabo.

Rosemary’s Baby fortæller historien om det unge par Rosemary (Mia Farrow) og Guy (John Cassavetes), der flytter til New York. Guy er en ambitiøs skuespiller, men jobbene hænger ikke på træerne – så han sælger sin førstefødte til djævelen, der til gengæld lover ham en succesfuld karriere. Og kort tid efter bliver Rosemary gravid.

I bogen ”I lyst og død” fra 1995 peger Rikke Schubart på tre grundelementer i horrorfilmen: Et offer, et monster og en intention om at vække uhygge/gys. Disse elementer kan findes i Rosemary’s Baby; offeret er den sagesløse Rosemary, der både gennem Mia Farrows spinkle fysiske fremtoning og det psykologiske spil leverer en kæmpe præstation som offer-heltinden. Monsteret opleves som sådan kun én gang, i en mareridtssekvens, hvor Rosemary befrugtes af dæmoniske kræfter – hvilket også står som filmens klart mest visuelle gyserscene. Herefter symboliseres monster-skikkelsen igennem den satanistiske kult med Ruth Gordon i spidsen – hun blev belønnet med en Oscar for rollen – og igennem Guys grådighed efter succes. Filmens uhygge er selve utrygheden ved ikke at kunne stole på sin partner. Den paranoia, der opstår når ingen tror på dig, og du er fanget i et spind, der ikke er til at komme ud af. Rosemary’s Baby er altså langt fra et ”chok-gys”, som søger at skabe adrenalinpumpende gys, den dyrker snarere det psykologiske spil og en uhyggelig stemning.

Rosemary (Mia Farrow) ved den sorte vugge i filmens klimaktiske slutning.
Rosemary (Mia Farrow) ved den sorte vugge i filmens klimaktiske slutning.

Slasherfilm og chokeskalering

Rosemary’s Baby indeholder alle de elementer, som kendetegner en horrorfilm, men hvordan oplever et moderne publikum den så i dag? Hvilke kriterier skal man opstille til at ”måle” dette? Det er svært at måle uhygge, for det kommer i mange former. Gyserfilmen har nemlig gennemgået mange forvandlinger og perioder, men gys er vel gys – eller hvad?

Rosemary’s Baby er dét, som gyser-ekspert Rikke Schubart vil betegne som et psykologisk gys, der udnytter den psykologiske terror og nedbrydelse af et menneske, som selve gysets omdrejningspunkt, men den udnytter også træk fra det dæmoniske gys i form af selve monsteret – Satan. Rosemary’s Baby var skelsættende og uhyggelig som bare pokker, da den udkom i 1968 og har på mange måder dannet skole for senere dæmoniske klassikere, som for eksempel Eksorcisten (1973, William Friedkin).

Men op gennem 70’erne vinder de fysiske gys mere indpas med de populære slasher- og splatterfilm, hvor blod, død og gore-effekter vægtes højt. I disse film går mennesket fra at være et psykologisk væsen i Polanskis mere sofistikerede gyser til blot at være en genstand af kød og blod. Op gennem 80’erne begynder industrien også i langt højere grad at vægte deres kernepublikum – teenageren. Gennem 90’erne og til i dag er horrorfilmen gået fra b-film til mainstream: Se blot på bølgen af lukrative horror-franchises som Scream (1996, Wes Craven), Saw (2003, James Wan) og Paranormal Activity (2007, Oren Peli).

De sidste 50 år har med andre ord ændret vores gængse forhold til gyseren – vi forventer mere blod, død og flere chok. Den yngre generation vil formentlig kassere Rosemary’s Baby på grund af dens magelige tempo og mangel på visuelle effekter, blod og skrig. Men dette er ikke nødvendigvis ens betydning med at det psykologiske gys er dødt. En serie som Paranomal Activity spiller på det psykologiske, men har blandet den med mockumentariske træk og chokeffekter. Grænserne for, hvornår noget er uhyggeligt, har rykket sig i takt med at horrorgenren og filmmediet har udviklet sig – det betyder ikke at ældre horrorfilm som Rosemary’s Baby ikke kan være skræmmende, men at forventningerne fra det yngre publikum i dag er højere til både effekter og fremdrift.

Folk vil formentlig pege på, at for eksempel en ældre vellidt film som Rosemary’s Baby vil have mere substans og mere på hjertet end en blockbuster-gyser i dag, og det kan de egentlig godt have ret i. Men i så fald bliver diskussionen en helt anden, det vil i langt højere grad handle om indhold end om filmens følelsesmæssige effekt. Kognitivister peger på, at horrorgenren blandt flere appellerer til en række grundlæggende følelser – men disse udvikler sig generationsmæssigt, så vi reagerer formentlig ikke på de samme ting som vores forældre – vi er i en eller anden grad blevet mere hærdede, for eksempel hvad gys angår. Så når vi eksempelvis ser badværelsesscenen i Alfred Hitctcocks Psycho (1960), der på daværende tidspunkt var kontroversiel, virker den i dag langsommelig og uinteressant, ligesom at Texas Chainsaw Massacre (1974, Tobe Hooper) i dag opleves som temmelig blodløs af en slasherfilm at være. Dette skal formentlig forstås ud fra, hvor hærdede vi som publikum er blevet: Vi skal have mere blod og flere skrig for at blive overbevist.

En klassiker og et kulturfænomen

Rikke Schubart betegner i Verdens 25 Bedste Gysere (2001) Rosemary’s Baby som en vellykket film på alle niveauer. Måske tager hun munden for fuld, for som det ovenstående viser, så er det svært at sammenligne gyserfilm over tid. Men måske skal vi se Polanskis film som mere end en horrorfilm. Den er sammen med film som Psycho og The Shining (1980, Stanley Kubrick) ofte nævnt som de bedste horrorfilm nogensinde – men de indeholder også alle tre et mere kunstnerisk touch, og instruktørerne er senere blevet betegnet som såkaldte auteurs. Et interessant fællestræk ved disse film er også, at de ikke ”forlader” sig til basere hele deres handling og gys på blodige skrækeffekter, som i mange kritikerkredse anses for at være ”underlødige”. Disse film har en række fælles udtryk, som rykker dem væk fra den gængse horrorfilm og hen imod kunstfilm. Rosemary’s Baby må i dag mere betragtes en klassiker, altså et værk som anses for at have haft en særlig betydning inden for en genre, end en egentlig skræmmende horrorfilm. Filmen kan ikke følge med nutidens hurtige, voldelige gys og special effects, men man kan heller ikke komme uden om dens store betydning for genren.

Sally Draper (Kiernan Shipka) læser Irv Levins bogoplæg, mens Don Draper og flere andre ser filmatiseringen i 6. sæson af Mad Men.
Sally Draper (Kiernan Shipka) læser Irv Levins bogoplæg, mens Don Draper og flere andre ser filmatiseringen i 6. sæson af Mad Men.

Selv serien Mad Men (2009-) beskriver på komisk vis, hvor stor bevågenhed og indflydelse filmen havde i slutningen af 60’erne. I afsnittet The Quality of Mercy (sæson 6, episode 12) ser både Don Draper og flere andre filmen, og den bliver sågar inspiration til en reklamefilm, ligesom at Drapers datter Sally også læser Irv Levins bogoplæg. Rosemary’s Baby er et kulturfænomen, så når den amerikanske tv-station NBC på søndag har premiere på mini-serien Rosemary’s Baby piller man næsten ved noget helligt. Samtidig har man dog også muligheden for at bringe historien til en ny generation med et højere tempo og tidsvarende brug af skrækeffekter i en populær tid for tv-serien.

Den 46 år gamle Rosemary’s Baby må i dag mere betragtes som et kulturfænomen end som en egentlig gyser, det moderne publikum bliver skræmt af. Filmen har haft stor indflydelse på genrens anerkendelse og i dens vandring fra b-film til et mainstreamprodukt, men i dag virker den både langsommelig og indholdsmæssigt tung set ud fra nutidige forventninger – dog med stærke skuespilpræstationer, især fra Mia Farrow og Ruth Gordon, og med enkelte uhyggelige øjeblikke. Det moderne publikum vil se Rosemary’s Baby på en anden måde end datidens, simpelthen fordi vores tolerance over for gys og uhygge har ændret sig. Men selvom Polanskis film nok ikke er ”den bedste skrækfilm nogensinde”, så er den kommet for at blive – lige meget om man kan lide satans yngel eller ej, så vil Polanskis film for evigt have en betydningsfuld plads på den filmhistoriske hylde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *