ROOM: Fangenskab som sindstilstand

Af Jakob Freudendal

Hvis du havde troet, at det ville være kedeligt at se en film, hvor størstedelen af handlingen udspiller sig i et lille rum med hovedsageligt to karakterer, så kan du godt tro om igen! Room fortæller historien om Jack (Jacob Tremblay), der har levet alle sine fem år med sin mor Joy (Brie Larson) indenfor Rooms fire vægge.

Verdenen udenfor eksisterer ikke; fra sit tagvindue kan han se det ydre rum, og de mennesker, som han ser på sit tv, er ikke virkelige. Der er kun ham og hans mor, og så Old Nick, der fra tid til anden kigger ind med søndagsgaver, og sover i sengen med moren, mens han selv gemmer sig i sit garderobeskab. Jack stiller ingen spørgsmålstegn ved sin tilværelse, indtil moren på hans fem års fødselsdag vælger at indvie ham i virkeligheden; der findes en verden udenfor med en hel masse andre mennesker.

Room er først og fremmest en rigtig, rigtig god historie. Forfatteren bag filmens litterære oplæg, Emma Donoghue, har selv skrevet manuskriptet til filmen med en af årets bedst komponerede fortællinger som resultat. Set gennem Jacks øjne bliver vi præsenteret for verden, som han kender den, eller rettere ikke kender den. Det er i sandhed rørende at se, hvordan den femårige dreng må omstille hele sin virkelighedsopfattelse, da moren fortæller ham, at de faktisk bliver holdt fanget af Nick. Samtidig fastholdes spændingen hele filmen igennem, mens man følger den lille families rutsjetur mod den virkelige verden.

ANMELDELSE AF:
Room

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Lenny Abrahamson

LAND:
Canada & Irland

Instruktør Lenny Abrahamson demonstrerer til fulde, hvor kraftfuld en fortælling kan blive, når alle filmiske parametre spiller perfekt sammen. Kamera, lys og lyd går hånd i hånd i dannelsen af en klaustrofobisk tilstand, som fastholder tilskueren i et jerngreb flere timer efter, at man har forladt biografsalen. Det er utroligt, hvor meget et enkelt close-up af Jack, der gemmer sig i sit klædeskab, kan sige, alt imens man svagt kan høre morens knagende seng i baggrunden.

I Tremblay og Larsons hænder kommer manuskriptet fuldkommen til sin ret med to fantastiske skuespilpræstationer. Skildringen af en mor, der bogstavelig talt er blevet berøvet, ikke bare sin ungdom, men hele sit liv, er utrolig stærk; og man kan da heller ikke fortænke Oscar-akademiet i deres valg af Larson for bedste kvindelige hovedrolle. Samtidig kan Tremblays fænomenale præstation som den unge og skyldige dreng med et enormt hjerte ikke understreges nok.

Room er en formfuldendt film baseret på et mesterligt manuskript. Man finder konstant sig selv på kanten af sædet, når man følger den lille families kamp for frihed. Særligt er filmens første halvdel meget underspillet, hvilket klæder den. Den anden halvdel spiller i højere grad på de store følelser, og i en sådan grad, at man som tilskuer godt kan føle sig en anelse fremmedgjort. Dette er dog intet at regne imod det helhedsindtryk, som filmen danner ved at lade os se, ikke bare hvordan fangenskab udspiller sig fysisk, men også hvordan det mentalt sætter sig i ofrene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *