ROGER CORMAN: Den levende filmmaskine

Af Bjarke Johansen 

Når samtalen falder på tidens største instruktører og producere, vil mange straks nævne folk som Steven Spielberg, George Lucas og Stanley Kubrick. De har alle lavet store klassikere, som f.eks. Jaws (1975), Star Wars (1977) og The Shining (1980), der har imponeret filmelskere i årtier.

Men det er ikke mange, der i samme samtale vil nævne Roger Corman, der på sit eget repertoire har titler som Attack of the Crab Monsters (1957), The Little Shop of Horrors (1960), Battle Beyond the Stars (1980) og X (1963). Og det er en skam. Han er nemlig en interessant herre – og mange af nutidens instruktører og skuespillere har meget at takke ham for.

En kavalkade af monstre

Corman havde ikke film som sit umiddelbare mål, da han bestod sin eksamen som ingeniør i 1947. Dette karrierevalg holdt dog kun fire dage, før han sagde op og i stedet tog job som postomdeler i 20th Century Fox. Her arbejdede han sig op til at blive manuskriptlæser, men da han ingen anerkendelse fik for de manuskripter, han godkendte, besluttede han sig for at forlade Fox.

Efter et studie i engelsk på Oxford gav han sig i kast med at producere hele fem film, navnlig gyseren Monster From The Ocean Floor (1954), westernfilmen Five Guns West (1955), som han filmede på bare ni dage, sci-fi filmen The Beast With a Million Eyes (1955), endnu en western kaldet Apache Woman (1955) og den post-apkolayptiske The Day The World Ended (1955). Og så begyndte det at gå stærkt.

Corman arbejdede nemlig rigtig hurtigt, præcist og billigt. For at forstå, hvor hurtigt Corman lavede film, kan man se på 1957, hvor han udgav hele ni af slagsen, heriblandt den førnævnte Attack of the Crab Monsters og den elskede ruminvasion-kultklassiker It Conquered The Earth (1957). Og han fik profit på hver eneste af dem.

Corman havde nemlig opdaget, hvor langt man kunne komme med det, der kaldes Exploitation-film; Film, der lover at vise alt det, de store film ikke gør. I dette tilfælde mere frækhed og flere gys, hvilket tiltrak et publikum, man indtil da ikke havde tænkt meget over, nemlig de unge biografgængere. Dette gjorde ham meget attraktiv for investorer, da alle hans film blev leveret til tiden med penge tilovers og garanti for biograf- og drive-in-billetsalg.

De penge, der blev tilovers, når han lavede en film, brugte han ofte til hurtigt at lave endnu en film ved siden af. Det var sådan gyserfilmen The Terror (1963) blev til, da Corman stadig havde Boris Karloff (kendt som Frankensteins Monster i Universal Studios’ Frankenstein (1931)) under kontrakt i tre dage efter at have filmet Edgar Allan Poe-klassikeren The Raven (1963).

Corman har også rekorden for verdens hurtigst optagede spillefilm, gyserkomedien The Little Shop of Horrors, der udover at være blevet filmet på kun to dage, også er en ung Jack Nicholsons første filmrolle og Roger Cormans største succes. Filmen om den lille splejs og hans kødædende plante blev nemlig omdannet til en Broadway-musical, der selv fik en filmversion instrueret af Frank Oz i 1986.

Corman gør oprør

Corman holdt altid øje med, hvilke kontroversielle emner, der var oppe i tiden. I 1962 lavede han f.eks. en film kaldet The Intruder (1962), baseret på en roman af Charles Beaumont. Her spillede en ung William Shatner (bedre kendt som Captain Kirk fra tv-serien Star Trek) en hvidklædt mand, der spredte had i en lille by ved at protestere mod sammenføringen af sorte og hvide elever i skolerne.

The Intruder var således en bidende kommentar til den på denne tid stadig huserende raceadskillelse i USA. I 1966 kom så The Wild Angels (1966), der skulle vise sig at blive den første i en lang række af biker-film.Mange af rockerne i The Wild Angels blev spillet af ægte Hells Angels-medlemmer, hvilket skabte en del utryghed på sættet.

Herefter kom The Trip (1967), hvor Corman forsøgte at give et objektivt kig på det kontroversielle rusmiddel ved selv at prøve det før optagelserne, hvilket man kan læse om i Cormans autobiografi. Også Peter Fonda, Jack Nicholson og Dennis Hopper, der alle var med i filmen, tog LSD for at forberede sig på deres roller. The Trip, lidt à la The Wild Angels, startede en hel bølge af psykedeliske film i tresserne og blev vist på Cannes.

Fra instruktør til producer

I 1970 startede Corman sit eget firma, New World Pictures, hvor han tog den primære rolle som producer på en lang række kultklassikere såsom Stephen King-filmatiseringen Children of the Corn (1984), Death Race 2000 (1975), Battle Beyond the Stars (1980), Piranha (1978) og Rock N’ Roll High School (1979). Nogle af disse film var tidlige film i karrieren hos blandt andre Sylvester Stallone (Death Race 2000) og Joe Dante (Piranha).

Gennem dette firma begyndte Corman, der selv var stor nyder af udenlandske kunstfilm, at importere en masse af samme slags til USA, heriblandt film af anerkendte internationale instruktører som Akira Kurosawa, Ingmar Bergman og Frederico Fellini, og over en periode på ti år vandt New World Pictures utallige Oscars for bedste udenlandske film, flere end alle de andre studier tilsammen.

Corman solgte studiet i 1983 og grundlagde i stedet Concorde Pictures og New Horizons, og en af hans sidste film var Battle Beyond The Stars indtil han ti år senere også instruerede Frankenstein Unbound (1990). Siden da har Corman ikke instrueret en film, men er stadig en aktiv producer. Alt i alt har Corman mere end 50 film under bæltet som instruktør og hele 400 som producer gennem sin lange karriere.

Corman høster sin belønning

Med al denne viden er det ikke svært at se, hvorfor Corman er højt elsket i industrien og blandt mange store skuespillere og instruktører. Ikke kun kunne Corman få selv det laveste budget til at give pote rent finansielt, han tog også chancer og lod folk uden erfaring vise hvad de kunne. Da James Cameron lavede sit kommentarspor til The Terminator (1984), sagde han: ”I trained at the Roger Corman film school”, og han er ikke den eneste.

Blandt dem, der fik deres start hos Corman findes Francis Ford Coppola, Joe Dante, Martin Scorsese, Ron Howard, Sandra Bullock, Robert De Niro og David Carradine. Og de, der ikke var hos ham, lod sig inspirere. Jaws (1975), der ofte anses som værende den første egentlige sommer-Blockbuster, blev i sin tid af New York Times-anmelderen Vincent Canby kaldt ”en højbudget Roger Corman film”, og havde Corman ikke populariseret drive-in-monsterfilmen, er det ikke sikkert, at Jaws og mange andre klassiske gysere, science fiction- og fantasy-film var kommet til verden.

Så næste gang du taler med dine venner om Star Wars, The Terminator, Jaws og Gremlins (1984), så husk  at sende en tanke til Roger Corman og vær taknemmelig for, at han hjalp til at gøre filmverdenen så genremæssigt adspredt, som den er i dag. Roger Cormans indflydelse blev i 2009 anerkendt, da han blev givet en Honorary Academy Award.

Vil man vide mere om ham, kan man se Alex Stapletons vidunderlige dokumentar kaldet Corman’s World: Exploits of a Hollywood Rebel (2011) eller læse Cormans autobiografi How I Made 100 Movies In Hollywood And Never Lost A Dime.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *