LADY BIRD:
Rørende og relaterbart portræt af et mor-datterforhold i humoristisk indpakning

Det er ikke sådan lige at befinde sig på sit sidste år af high school og skulle beslutte sig for, hvor man skal på college, og hvordan i alverden man skal blive taget seriøst som semi-selvrealiseret ung kvinde i mellemtiden. Slet ikke, når man er født i en så ubetydelig by som Sacramento, Californien, ovenikøbet ”on the wrong side of the tracks”, og desuden er i daglig krig med sin lige dele varme og skræmmende mor. Dét er vilkårene for Christine ”Lady Bird” McPherson (Saoirse Ronan) i Greta Gerwigs nyeste coming-of-age-film Lady Bird. Og det er ikke nemt.

Men underholdende er det til gengæld. Det er både fantastisk morsomt og rørende at følge hovedpersonen Lady Bird (et navn givet til hende – af hende) i sit fandenivoldske teenageoprør, der får hende til at kaste sig ud af køretøjer, vandalisere skolens hovednonnes bil in the name of Jesus and popularity, råbe om kap med sin mor (og verden) og ikke mindst opleve en række ikke specielt vellykkede ungdomsromancer.

Romancerne i filmen er et friskt pust i denne genre, der ellers ofte begår sig i kvalmende flødelegerede første forelskelser, da de netop ikke tager sig selv for højtideligt. I stedet er scenen, hvor Lady Bird og hendes nye kæreste Danny (Lucas Hedges) erklærer kærligheden for hinanden, både kær, kikset og noget så morsom i sin portrættering af deres overdrevne respekt for hinanden og enigheden om at kalde deres stjerne på himlen for Bruce. For ikke at tale om Lady Birds senere badboy-periode, hvor hun drages af den mukkende, overprætentiøse emo-idiot Kyle (fremragende spillet af Timothée Chalamet).

Det er dog ikke romancerne, der hverken er filmens hovedfokus eller -force; det er snarere skildringen af det komplicerede forhold mellem Lady Bird og hendes mor (en kraftpræstation i form af Laurie Metcalf). Det er både forrygende smukt, hjertegribende, frustrerende og ikke mindst skræmmende relaterbart, måske især når man selv – som jeg – tydeligt husker de svære teenageår, hvor den mindste udveksling med ens mor hurtigt kunne udvikle sig til rabalderskrig og større eller mindre karakterdrab.

Forholdets kompleksitet skinner særligt stærkt igennem i en bestemt scene, hvor Lady Bird skal udvælge sin prom dress. Kritiske kommentarer fra moren udmunder i Lady Birds frustration over, hvorfor i alverden moren ikke bare kan rose hende én gang, hvorfor hun ikke kan lide hende… Morens svar er selvfølgelig, at hun elsker sin datter umådeligt højt, hvortil Lady Bird stiller det utroligt sigende spørgsmål: ”But do you like me?”

Dét er essensen, og det er så fandens rammende og virkelighedsnært i en film, der ellers meget af tiden har humoren i højsædet og drøner afsted i samme fart som hormonerne i en teenagepige.

De morsomme indspark fungerer ganske vist også helt efter planen, men efter min mening er filmen sjovest, når den er varmest. Det er den brede vifte af velspillede, velafrundede karakterer, der gør Lady Bird til så meget mere end bare en ny ungdomsfilm om en pige, der prøver at finde sig selv i en verden, der både har alt for mange og alt for få muligheder.

Og karaktererne er virkelig gennemarbejdede og nuancerede, hvilket er underskønt i en genre, der ellers er kendt for at arbejde med stereotyper. Moren er ikke bare et uretfærdigt forældremonster, men vises fintfølende, især sammen med faren Larry McPherson (Tracy Letts), fra bag kulisserne, hvor der kæmpes med pengeproblemer og depression. Selv mødomstyven Kyle har faktisk et ekstra lag i form af en døende far.

Alt i alt har Greta Gerwig skabt en varm, morsom og knivskarp film med Lady Bird, der både bevæger sig ud i den helt store relationsudforskning, men aldrig tager sig selv for seriøst.