Rørende og humoristisk portræt af udkantssverige

Af Sophie D’Souza

’Spise sove dø’ giver et originalt indblik i den sa- lat-pakkende fabriksarbejder Rašas rutinepræge- de hverdag i en lille provinsby i Sverige – og fil- men er den helt rigtige blanding af grå sørgmodig socialrealisme og forløsende galgenhumor!

Heltinde med bid og underbid
Den 21-årige Raša er tilfreds med sit liv i den lille by og stolt af sit arbejde på fabrikken, hvor hun er en af de hurtigste medarbejdere. Den kvabsede tom-boy med underbid har hverken gymnasial uddannelse eller kørekort, så da hun mister sit arbejde på fabrikken under en fyringsrunde, kastes hun og flere af hendes kollegaer ud i en håbløs jobjagt ledsaget af coaching- og selvtillidskurser. Raša bor sammen med sin far, der er nedslidt efter et hårdt arbejdsliv, og hun er derfor hjemmets eneste indtægtskilde. For den lille familie er det derfor livsnødvendigt, at Raša har et job. Hendes høje arbejdsmoral og desperation efter et arbejde kan dog ikke gøre det ud for hendes manglende kompetencer og muslimsk-klingende efternavn i jobsøgningen, men Raša mister aldrig håbet. Hun er en ukuelig fighter, der konstant støttes af sin brogede vennekreds, der alle er del af arbejderklassen med dertilhørende livsvilkår og problemer.

Rørende relationer i verdens røvhul
Netop skildringen af Rašas relationer fungerer som et lys i mørket. Specielt filmens fremstilling af far/datter forholdet er utrolig ømt og rørende: de to hyggeslås, leger og falder i søvn om aftenen arm i arm i mørket foran fjernsynet som ligebyrdige sjælevenner snarere end forælder og barn. Også forholdet mellem Raša og hendes bedste ven, den stille Nicki, fremstår ukompliceret, intenst og ægte. Rašas gode forhold til mange af byens indbyggere er med til at skabe et optimistisk billede af livet på udkanten: Raša elsker tilværelsen her, hun er vellidt og længes på ingen måde mod en fremmed storby. Det er denne her verden, hun kender til og kan begå sig i. Her har alle lige vilkår: ingen har de store fremtidsudsigter! Det skildres med en trovær- dighed og humor, hvordan tilværelsen i en lille provinsby forløber – med en høj grad af rutine og uden det store melodrama. Filmens store force er, at den demonstrerer en indsigtsfuldhed i livet i udkantssverige på både godt og ondt, og aldrig peger fingre af nogen – lige på nær af det ansigtsløse system, der ikke formår at hjælpe den lille mand i nød. Det er den indsigtsfulde skildring af karakterernes livssyn og omstændighe- der, samt solidariteten og ømheden mellem menneskerne omkring Raša, der gør fortællingen om det lille samfund gribende og smuk.

ANMELDELSE AF:
Spise Sove Dø

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2012

INSTRUKTØR:
Gabriela Pichler

LAND:
Sverige

Oplysende og original
Det er især Nermina Lukacs overbevisende præstation som den hårdtarbejdende og vellidte andengenera- tionsindvandrer Raša og hendes relationer til minisamfundet, der bærer filmen, som ellers hovedsageligt består af mindre dramatiske udsving. Publikum får ikke uddybende forklaringer på de forskellige karakte- rers situationer. Tingene er som de er – det har karaktererne øjensynligt selv accepteret, og ingen reflekte- rer meget over, hvorfor livet ser ud, som det gør, og om det kunne være anderledes. De accepterer deres livsvilkår, og prøver at få det bedste ud af dem. Den troværdige og realistiske skildring af eksistenserne i det lille samfund understøttes af et håndholdt, rastløst kamera, der bidrager med et naturalistisk, næsten do- kumentarisk præg til filmen, og production designet er lige i øjet. Fortællingen har på trods af de relativt få dramatiske udsving masser af energi og nerve, og der kastes et muntert og forsonende lys over alt det tra- giske i karakterernes situation, hvilket gør Spise sove dø til en gribende, troværdig, oplysende og ofte mor- som oplevelse med en rå kant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *