Rockmusik in between

Af Nichlas Bjerring Larsen

En ung vordende cellist og datter af Portlands undergrundsmusikscene forelsker sig i skolens lækre fyr og fanges  i et dillema mellem karriere og kærlighed. R.J. Cutlers film If I Stay ligger op til en klassisk coming of age-film, hvor hovedpersonen Mia, spillet af Hollywoods nye stjerneskud Chloë Grace Moretz, må lære, at livet ikke altid kan planlægges, og alting har en pris. Alt vendes dog på hovedet, da familien kører galt, og Mia vågner op og ser sig selv blive kørt bort i en ambulance. Hun står nu over for det filosofiske valg mellem at vågne op af koma og have mistet sin familie eller sige farvel til kærlighed, venner og karriere.

If I Stay er ikke en typisk ungdomsfilm, men ej heller et stykke intellektuelt indie-kunst. Vi følger Mia i real-tid op til ulykken, og derefter fortælles hendes liv af en række flashbacks, mens hun løber rundt på hospitalet i mellemlandet mellem denne verden og den næste. Historien flyder jævnt derud af, og det krydres af nogle smukke billeder af familiestunder, kærlighedsdramaer og rockkoncerter.

Mange har nok set og nydt den lidt akavede fortælling om Charlie i The Perks of Being a Wallflower, og If I Stay henvender sig utvivlsomt til samme publikum. Men hvor The Perks of Being a Wallflower handler om frigørelse og første kærlighed, mister If I Stay sit fokus i sit forsøg på at hylde musik, ung kærlighed, selvopofrende forældre og samtidig stille det komplekse spørgsmål om, hvornår man må give op.

ANMELDELSE AF:
If I Stay

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
R.J. Cutler

LAND:
USA

Det er en fornøjelse at høre Iggy Pop og Beethoven i en ungdomsfilm, og musikken hyldes i allerhøjeste grad. Det kulminerer i Mias lykkeligste minde, hvor alle generationer og genrer finder sammen i en jam-session omkring bål i haven. Scenen er umådelig stærk, og man skal være ganske kølig for ikke at føle trang til at være med.

Det havde været en uovertruffen film, hvis man havde valgt at lade det handle om musikkens evne til at overskride barrierer og samle mennesker på tværs af alle distancer. Desværre bliver det store fokus på musik en smule malplaceret, når man få minutter senere skal forholde sig til en let overdramatiserende Moretz’ kamp for at finde meningen med det hele.

If I Stay vil alt for mange ting på en gang og magter det ikke helt. Der bliver aldrig rigtig kradset i overfladen og selvom det kunne lyde sådan på ovenstående, så bliver det aldrig rigtig farligt. Personerne er for flade, de seje, overbærende forældre bliver højst en smule platte, og kærlighedskomplikationerne drukner i musik og “jappen af sted” for, at vi kan få svar på om Mia vælger at vågne.

Når det er sagt, er If I Stay så propfyldt med patos, at jeg ikke kan undsige mig fra at have fået en lille klump i halsen i ny og næ, og dermed må jeg konkludere at den, selvom den på mange måder irriterer mig, alligevel rammer mig. Den sniger sig forbi enhver filmkritisk fiber i min krop og kilder mig lidt i øjnene. En film, der formår det, må jeg nødvendigvis anbefale. Du skal se If I Stay, hvis du godt kan lide indie-rock, ung kærlighed, The Perks of Being a Wallflower og ikke kan undsige dig for at fælde en lille filmtåre fra tid til anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *