ROBINSON CRUSOE: Pinlig økuller

Af Bjarke Johansen

”Vil I høre, hvad der virkelig skete på den ø?” spørger papegøjen Tirsdag publikum med et blink og et smil på næbbet og stikker hovedet helt frem i lærredet for lige at minde alle om, at filmen er i 3D, mens manden fra den øde ø prøver at fortælle den samme historie til de sørøvere, der lige har reddet ham. Allerede her vil de fleste nok begrave ansigtet i deres håndflader og tage en lang, dyb, frustreret indånding over det, de nu skal til at opleve.  Denne tegnefilms-genfortælling af klassikeren om den skibbrudne Robinson Crusoe er nemlig blevet marineret godt og grundigt i nogle af de mest irriterende fordomme og formularer for animerede børnevenlige film.

Papegøjen Mac (som senere bliver givet navnet Tirsdag af vores titelhelt) bor på en lille, øde ø sammen med en gruppe andre dyr, der alle ser deres ø som et paradis. Men Mac mener, at der er en større verden et sted bag horisonten. Så da en ung mand overlever et skibbrud og skyller op på øen bliver det pludselig spændende. Men dyrene stoler ikke på det fremmede nye væsen. Og som om det ikke var nok, så har et par lede katte også overlevet skibbruddet og gør nu deres bedste for at overtage øen.

Så vi har allerede en bunke talende dyr uden mere personlighed end deres art, en drømmer der vil ”se mere af verden” og nogle åbenlyse skurke til at krydse af børnefilms-tjeklisten. Tilføj et par elendige vittigheder, der var forældede før størstedelen af filmholdet overhovedet selv kunne se film. Sørg for at alle dyrene taler et virkelig akavet, påtaget ungdomssprog. Glem ikke en historie, hvor to partier der i starten ikke kan fordrage hinanden langsomt skal lære at blive rigtig gode venner, selvom de ser forskellige ud. Tilsæt så til sidst en Robinson Crusoe, der aldrig rigtig afslører, hvorfor han er sat til søs til at begynde med, eller hvorfra han kan alle sine overlevelsestricks, og som er ude af stand til at forsvare sig med en flok underernærede huskatte. Resultatet bliver et dovent skrevet og pinligt udført stykke samlebåndsfilm. Det eneste der mangler er sange, men dem slipper vi heldigvis for i denne omgang. Hvis resten af filmens kvalitet er noget at dømme ud fra, er vi virkelig heller ikke gået glip af noget.

ANMELDELSE AF:
Robinson Crusoe

ORDET SYNES:1-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Vincent Kesteloot & Ben Stassen

LAND:
Belgien & Frankrig

Bevares, i teorien er filmen tilforladelig. Der er ikke noget, der er decideret upassende, og selvom filmens rytme er helt skæv, så er historien – tynd som den er – forståelig og sammenhængende. Animationskvaliteten er også udmærket, selvom holdet åbenbart ikke har kunnet bestemme sig for, om filmen skulle se realistisk eller tegnefilmsagtig ud, og som resultat har den bare et larmende middelmådigt look. Og der var nok ikke nogen, der oprigtig regnede med, at en animeret børneversion af Robinson Crusoe ville holde sig synderligt tæt til romanen, hvilket egentlig er helt forståeligt. Så at forsøge at fortælle en ny historie med de samme grundideer er ikke et problem i sig selv.

Men der er én ting, der er værre, end når folk prøver at lave et stort værk for så at fejle og som resultat ender med at lave en dårlig film. Og det er når folk, der ellers ser ud til udmærket at have forstand på, hvad de laver, sjosker sig vej gennem både manuskript og instruktion uden at gide lægge sig lidt i selen, sikkert fordi ”filmen jo bare er til børn”. Der findes bestemt meget værre film, man kan tage sine børn med ind og se, det er sandt. Men få er så gennemsyret dovne og intetsigende som Robinson Crusoe.

Børn er klogere og fortjener bedre end det her. Og det gør alle de forældre, bedsteforældre og søskende der bliver hevet med i biografen også.

Kommentarer