ON THE ROAD AGAIN: Roadmoviens mange ansigter

Af Trine Balle

”At rejse er at leve”. Sådan sagde den folkekære forfatter H.C. Andersen i sin tid. Det var dengang, hvor flyvemaskiner var den rene utopi, og hvor det mindst tog 80 dage at komme rundt om Jorden. Siden da er det blevet både nemmere og billigere at rejse – og vi gør det i stor stil, eller drømmer i hvert fald om det, også når vi ser film.

En åben, udefinerbar landevej

Menneskets eventyrlyst og nysgerrighed på det uvisse har været omdrejningspunktet for utallige film gennem tiden. Eksempelvis har dokumentargenren en langvarig tradition for at opsøge klodens uudforskede egne, og allerede i verdens først erklærede dokumentar Nanook of the North (1923), drog en filmmager til Grønland og undersøgte eskimoernes tilværelse. Halvdelen af filmen bestod dog af fiktive, iscenesatte optagelser… men det er nu en anden og lidt længere snak.

Holder vi blikket på fiktionen, findes der endnu en lang række film, der forsøger at indkapsle denne rejselyst og naturlige nysgerrighed, vi har på verden. Nogle vil måske argumentere for, at en fiktionsfilm, uanset form, tema og visuelt udtryk, altid vil skildre en form for rejse, men tager vi udgangspunkt i de film, der konkret portrætterer en fysisk færden over større afstande, er det interessant at se nærmere på den såkaldte roadmovie. Her bliver de åbne landeveje og mødet med tilfældige mennesker, fundamentet for protagonistens rodløse, afsøgende tilværelse.

Mere end en amerikansk drøm?

Roadmovien er dog en dynamisk størrelse, der er svær at placere i en endegyldig boks, hvilket netop kan hænge sammen med ”genrens” essens; uvisheden. Ingen ved, hvad der venter for enden af vejen, og hver eneste af disse film har sin egen måde at skildre uforudsigeligheden på. Fælles for de fleste, er dog netop forløbet af en fysisk rejse, der foregår simultant med karakterens indre udvikling. Forhindringerne, som karaktererne skal overvinde, foregår inde i dem selv, og manifesterer sig ofte kun symbolsk i den ydre verden.

Betegnelsen roadmovie blev nok først rigtig født med de to amerikanske fuldblods-roadmovies Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969), hvor et par lovløse makkerpar snyder sig gennem tilværelsen i hhv. bil og på motorcykel. Dykker vi længere ned i filmhistorien, findes der dog flere interessante roadmovies, der ikke nødvendigvis er karakteriseret som en sådan, men som indeholder adskillige af de førnævnte ingredienser. Fælles er menneskets grundlæggende behov for at udforske, samt den særlige eskapistisk følelse, der kan være både adrenalinvækkende og destruktiv.

Rejsen gennem filmhistorien

Fascinationen af det ukendte anes allerede i de spæde stumfilmsår, hvor den franske filmpionér Méliès’ magiske film A Trip to the Moon (1902) og The Impossible Voyage (1904), tog os med på utopiske ekspeditioner til både månen og solen. Med filmmediets fremkomst fik man altså pludselig mulighed for at tage på en visuel rejse gennem bevægelige billeder, og rejseskildringen var nu ikke kun forbeholdt litteraturens skrevne ord eller malerkunstens øjebliksbilleder.

Nogle år senere fornemmer vi igen en smule roadmovie-stemning i musical-klassikeren The Wizard of Oz (1939). Her tager den unge Dorothy på en drømmeagtig rejse til det fiktive land Oz, hvor hun møder en række sjove og finurlige væsener. Filmen ender dog med en nærmest messende sekvens, hvor ordene ”there is no place like home”, gentages om og om igen, og budskabet bliver mere en slags ude-godt-hjemme-bedst end en egentlig opfordring til at udforske verden.

Vender vi blikket længere ud i verden, findes der en lettere overset, men helt igennem nævneværdig film fra landevejen; den afrikanske Touki Bouki (1973), der udspiller sig i det tidligere franskdominerede Senegal. På en motorcykel forsøger et ungt, forelsket par med pariserdrømme, at stikke af fra en stillestående tilværelse. Inspireret af den franske nybølge, er filmen fortalt i et ganske særligt filmsprog, der slynger om sig med jumpcuts, montager og alternative visuelle elementer. På motorcyklen sidder et stort tyrekranie, der (så carpe-diem-agtigt som det end kan lyde) minder dem om, at døden er lige om hjørnet, og at de skal komme afsted, mens de kan.

Virkelighedens globetrottere

De sidste par år har vi desuden haft et ekspressivt boom i roadmovie-agtige biopics, der altså er baseret på virkelige rejsendes bedrifter. Into the Wild (2007) skildrede den frisindede Christopher McCandless’ tur på tomlen til Alaska, 127 hours (2010) gav med historien om den fastklemte bjergbestiger Aron Ralston et bud på en mere klaustrofobisk roadmovie, og i Tracks (2013) fulgte vi Robyn Davidsons vandring gennem Australien med en flok kameler.

Der skal altså ikke nødvendigvis indgå en bil og en asfalteret vej, før noget kan kategoriseres som en roadmovie. Men er disse grib-verden-fortællinger overhovedet relevante længere i dette globaliserede internet-samfund, hvor hele kloden alligevel er til rådighed på Google Maps? I min optik er svaret naturligvis ja. Roadmovien portrætterer ikke kun en kedsommelig, hvileløs vandren, men forsøger i mange tilfælde at opfordre til at omfavne det ukendte. De tre sidstnævnte film er tydelige eksempler på, hvordan modige unge mennesker turde brænde alle broer bag sig for at bygge nye med det ”fremmede” – hvilket vi vist alle godt kan lære noget af, især i en tid hvor åbenhed kan være et særsyn.

Selvom verden er blevet mere tilgængelig, vil den aldrig blive udtømt, og ligesom med roadmoviens uforudsigelige udtryk ved man aldrig, hvad der venter om hjørnet i den virkelige verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *