THE REVENANT: Overlevelseskamp efterlader én iskold

Af Niels Harpøth

The Revenant er noget af en nådesløs filmoplevelse. Efter at blive sønderflået i et langvarigt og brutalt bjørneangreb er pelsjægeren Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) så godt som uskadeliggjort. Han spændes fast til en improviseret båre, en ægte hæmsko for den samling af mænd han skulle lede gennem vildnisset. De er på flugt fra en flok blodtørstige indianere, der kort tid forinden reducerede deres antal med omkring 75% i et velorkestreret og velrealiseret bagholdsangreb. Med dem i hælene beslutter de desperate mænd sig for at efterlade den invaliderede klods om deres ben. Foruden Glass’ halvindianer-søn Hawk (Forrest Goodluck) melder den suspekte Fitzgerald (evigt mumlende Tom Hardy) og den unge Bridger (Will Poulter) sig til at våge over Glass i hans sidste timer.

Så let skal det dog ikke gå. Før nogen ved af det, har Fitzgerald slået Hawk ihjel og sammen med Bridger efterlader han Glass halvt begravet. Det tænder ilden i Glass på ny og drevet af ufortyndet hævnbegær slæber Glass sig op af graven og ind i den rå natur humpende med betændte sår og væbnet med en viljestyrke uden lige.

Så går den store rejse igennem de majestætiske landskaber med alt, hvad dertil hører af udfordringer, for Glass’ prøvelser er selvfølgelig langt fra overståede. Nej, instruktør Iñárritu får klemt rigtig megen lidelse ind i filmens lammende længde af 156 minutter. Okay – 2.5 time er ikke enormt lang tid for en film, men her føles det som fire. Problemet er, at oplevelsen bliver monoton som bare pokker. Elendigheden leveres i en stadig strøm med ingen variation i sigte. Efter tre kvarter af Glass, der trasker gennem sneen, begynder man så småt at håbe på, at der sker en eller anden forandring i filmens rytme eller tone. Så nemt skal det ikke være. Publikum skal være vidne til hvert skridt på rejsen – hvilket var mere distancerende end indlevende. Det hele begynder at føles mere end bare en smule ligegyldigt, og jeg fandt, at jeg var blevet kold over for, hvor meget Glass frøs langt før hans rejses afslutning.

ANMELDELSE AF:
The Revenant

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Alenjandro G. Iñárritu

LAND:
USA

Og det er en forbandet skam! For DiCaprio kaster sig ud i både rollen og iskolde floder med skiftevis snot, savl og blod frosset i det lange gedeskæg. Man kunne nemt kalde indsatsen prisværdig.

Men DiCaprio er ikke den mand på holdet, der fortjener mest ros. Emmanuel Lubezki viser endnu en gang, at han er en af de bedste inden for sit felt. For hold da op, hvor er The Revenant forbandet smuk at se på. Lubezkis veksler behændigt mellem at afbilde de ærefrygtindgydende landskaber med iskold ro og de desperate overlevelseskampe, hvor kameraet i konstant bevægelse glider fra at fange den ene blodsudgyldelse til den næste. Det giver filmen nogle helt eminente øjeblikke, hvor det førnævnte bjørneangreb i filmens første akt især udmærker sig. Det udspiler sig i ganske få indstillinger og er både intenst og medrivende. Hvorfor Glass så vælger at genoptage kampen efter, at bjørnen er ved at gå til sit, må du dog ikke spørge mig om. Jeg kan kun gætte på, at Iñárritu ikke mente, at han hverken havde lidt nok eller i lang nok tid.

Kommentarer