Rejsen mod sig selv

Af Rasmus Molin Friis

Manden spejder ud af sit vindue, idet spæde solstråler omfavner storbyens tage. Foran det underskønne skue genkalder han sin barndom og tynges af melankoli; han må sande, at fortidens minder er uløseligt forbundet til erkendelsen af altings reducerede værdi. Forundringen er forduftet, magien ligeså, og timeglasset accelererer unænsomt. Fremtiden er ikke så løfterig, som den engang var; den forsvandt, før den overhovedet nåede frem.

At gribe efter det uhåndgribelige

Indledningen på Palermo Shooting (2008) opsummerer grundsituationen for Wim Wenders’ rejsende, en mand, der ikke rejser mod en destination, men rejser for at finde en. Han har mistet ideen om sig selv som andet end en brik i universets spil og strejfer forvildet rundt i forsøget på at forlade fremmedgørelsens ødemark – at mærke virkeligheden og føle momentet.

Som i Alice i byerne (1974), hvor journalisten Philip Winter (Rüdiger Vogler) fotograferer alle objekter af betydning i hans diffuse rejse gennem USA. Han flakker søvnløst rundt mellem faldefærdige hoteller og forsøger desperat at opleve øjeblikket frem for blot at se det passere. Men som han erkender i smertelig resignation: ”Fotografiet viser aldrig rigtigt, hvad man så”. I stedet ser vi hans rejse, som han selv gør det, i usammenhængende brudstykker, hvor umiddelbart trivielle hændelser bliver sigende for hans situation (heri Wenders’ tydelige inspiration fra den japanske mester Yasujiro Ozu).

Hullet i historien

Det er således i road moviens rammer, at Wenders’ fascination af nuets flygtighed stimuleres mest naturligt. Frodige landskaber afløses af golde ørkener og brølende storbyer, som uhåndgribelige vægmalerier, der passerer forbi ruderne på den rejsendes bil. Allerede i den tidlige kortfilm Alabama: 2000 Light Years From Home (1969) placerede Wenders sin seer på bagsædet af en bil med blikket rettet mod landevejen og chaufførens hvileløse øjne i bakspejlet – en indstilling, der skulle definere Wenders’ virke som filminstruktør.

Instruktørens optagethed af såvel det moderne menneskes rodløshed som den amerikanske kultur kan ses som en effekt af hans opvækst i et tysk samfund med kollektivt hukommelsestab. Den nazistiske fortid blev begravet i lykkelig glemsel og erstattet af populærkultur fra de nordamerikanske sejrherrer – rock & roll, jazz og Hollywoods klassiske fortællinger. På sin vis voksede Wenders op uden en kulturel identitet, uden en fortid at definere sig selv ud fra, og det er netop denne distance til egen identitet, som motiverer rejserne i hans film. Selv om Undervejs (1976) netop behandler Tysklands historie gennem to mænds rejse langs den østtyske grænse, søger Wenders ofte ud af hjemlandets grænser og mod USA’s overflod. Fascinationen udtrykkes ikke blot i udforskningen af den amerikanske geografi, men tillige i de fængende toner af moderne pop- og rockmusik, der akkompagnerer hovedpersonens færd på endeløse landeveje og understreger såvel rejsens dynamik som dens – i hvert fald indledende – tomhed.

Håb ved rejsens ende

 

Isolationen forbliver dog ikke altomsluttende, for især i Wenders’ senere værker finder den rejsende mening og selvindsigt ved vejens ende. I mange tilfælde bliver det afgørende vendepunkt mødet med barnets uforfalskede glæde: Den ufiltrerede adgang til virkeligheden og nysgerrigheden, der fryser tiden og ophøjer øjeblikket, fascinerer den rejsende, da det netop er de kvaliteter, han selv har mistet. Men det smitter, og barnet farver den rejsendes førhen monokrome verdensbillede med reel optimisme.

Temaet om barnets helende kraft dominerer også i hovedværket Paris, Texas (1984). Harry Dean Stantons mystiske drifter er både på flugt fra og på jagt efter sig selv, først i Texas’ ørken til tonerne af Ry Cooders klagende guitar, senere i et trøstesløst Los Angeles, hvor det tunge lydtæppe af motorstøj aldrig viger bort. Det er først efter mødet med hans søn, at han bryder ud af sin isolation og finder den nødvendige styrke til at blotte sine følelser for sin tidligere kone i det peepshow, hvor hun normalt blotter sig for sine kunder. Et melankolsk mesterværk fuldbyrdes med lyset for enden af rejsen.

Wenders tilføjede road movien et eksistentialistisk grundelement og forfinede den filmiske rejse, der snarere end en simpel bevægelse fra a til b blev en symbolsk søgen efter mening. Noget, som vi, i en verden uden universelle sandheder, konstant må lede efter for ikke at miste forbindelsen til os selv.

Læs mere om Cinematekets tema “Undervejs – Wim Wenders on the Road” her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *