Rejsen mod mørkets hjerte

Af Ditte Fiil Ravn

For Mikkel Frey Damgaard var det hverken let eller rart at være vært for DR3’s reality/eksperiment ”Ond, ondere, ondest”. Et program, der udadtil undersøger den bløde, danske mands evne til at gøre ondt, og samtidig giver stof til eftertanke – både for seere, men også for eksperimentets egen leder. Her fortæller Mikkel om sin udvikling i og opfattelse af det kontroversielle program.

Konsensus-Danmark

“Jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på et program, der var en krydsning mellem reality og et videnskabeligt eksperiment. Undervejs ville vi opleve, at der var nogle mennesker, der skulle træffe moralske valg om, hvad der var rigtigt og forkert, og det, syntes jeg, var sindssygt interessant. Vi lever i en konsensuskultur, hvor det er let at vide, hvad der er rigtigt på afstand. Men lysten og modet til at træffe beslutninger fra et rent hjerte har trænge kår i Danmark, og her var en mulighed for at komme det nær. Derfor synes jeg også, at det er sindssygt vigtigt public service-fjernsyn.”

I ”Ond, ondere, ondest” har 15 danske mænd meldt sig frivilligt til at deltage i et videnskabeligt eksperiment. 5 er blevet vagter, 10 er blevet fanger. Der er regler, som skal overholdes, og bliver disse brudt, kan vagterne straffe fangerne, som de lyster, fx ved at give dem stød gennem strømarmbånd. ”Ond, ondere, ondest” sendes på DR3 hver onsdag kl. 20:50. 4 programmer er vist, der er 2 tilbage. Det sidste afsnit kommer til at handle om Mikkels rolle i eksperimentet.

 

vagter
Vagterne skal styre fængslet og straffe fanger, der bryder reglerne.

At opgive den bløde mand

”Jeg vidste godt, at det ville være hårdt for mig, og at mine grænser ville blive overskredet. Det meste af mit voksenliv har jeg været optaget af at gøre det rigtige og tænke på andre. Jeg tror på, at vi grundlæggende har tillid til hinanden, indtil den bliver svigtet.

Og her havde jeg en gruppe mennesker, hvor jeg i stedet for

at spekulere på, hvordan de havde det, skulle fokusere på, hvad de gjorde. Det skulle jeg arbejde hårdt med. Men det med at fralægge sig en moderne, skandinavisk, blød mand, det syntes jeg på det tidspunkt var rigtig spændende.”

En let start

”De første tre dage havde jeg det fint. Jeg prøvede at lægge den bløde mand til side, og det faldt mig overraskende let. Det kan selvfølgelig have haft noget at gøre med, at jeg fik lov til at lege med dem. Det var måske også let, fordi fangernes og vagternes udfordringer og opgaver var banaliteter. Egentlig ville jeg gerne have, at de skulle være hårdere, end de var. Jeg var vildt skuffet, da vagterne delte maden med fangerne, og strømarmbåndene ikke blev anvendt ordentligt.”

I de første tre programmer havde vagterne svært ved at vinde autoritet over for fangerne. Da de en dag har fået for meget mad til frokost, deler de den med fangerne. De glemmer at låse dørene, så fangerne potentielt kan flygte, og de glemmer at påføre dem nogle strømarmbånd, som de egentlig skulle have på uden for cellerne.

Vendepunkt

fanger
Fangerne tilbringer dagene bag tremmer – vagterne bestemmer, hvornår de kan komme ud af cellerne.

”Men det holder op med at være sjovt tredje dag, da fangerne ikke reagerer på det, jeg beder dem om. Det er i virkeligheden det program, der er kedeligst for seerne, men det er det hårdeste for mig, fordi der sker et eller andet i mig. Det får nogle omkostninger, der opstår tvivl og angst inde i mig. Jeg tog faktisk hjem og sov efter dag 4, fordi jeg ikke kunne holde det ud mere og var mentalt udmattet af at arbejde 16 timer i døgnet. Jeg havde pludselig ikke lyst længere. Og derfra blev det mere og mere ubehageligt. Jeg er virkelig presset til sidst. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi stopper tidligere, og til sidst havde jeg det bare ikke sjovt længere.”

Der har hidtil ikke været tale om magtmisbrug i programmet, og de moderne danske mænd er langt fra onde. Men i fjerde afsnit begynder situationen at spidse til efter et hockey-spil, og en af vagterne beslutter at fratage fangerne deres morgenmad uden reel grund. Det er også heromkring, at det begynder at blive svært for Mikkel.

”Det når så langt, at den dag, vi laver programmet med strømarmbåndene, der er jeg helt tom. Jeg fik at vide, at Danmark var ved at indlede et bombetogt i Syrien, som normalt ville have interesseret mig helt enormt. Men jeg var helt tom, jeg var ligeglad. Jeg oplevede, at jeg havde lyst til at sove og først vågne op, når det hele var slut. Den følelse har jeg aldrig lyst til at opleve igen. Men nu når det hele er ovre, og jeg tænker på, hvad der er sket, så bliver det mere og mere rigtigt for mig, at jeg gjorde det. Det ville have været lettere at lade være, men det er noget fis at bruge det som undskyldning for ikke at gøre ting. Jeg har lært meget af det.”

Ude af fængslet

”Jeg er blevet mere sikker på mig selv, fordi jeg har været ude på nogle kanter, jeg normalt aldrig ville komme. Vi har en ide om, hvad der er rigtigt, og på afstand kan vi fordømme alt og alle. Hvis man ikke kommer derud, hvor der skal tages nogle ubehagelige beslutninger, og det gør nogle af deltagerne, ved man ikke, hvordan det er. Og derfor er jeg glad for at have været med.”

”Programmet siger også noget om, hvordan vi bør opføre os over for hinanden. Det er meget svært ikke at opbygge personlige relationer i denne del af verden, og derfor svært at fremprovokere ondskab. Vi kan ikke lade være med at passe på hinanden.”

Etisk kontrovers

Programmet har været offer for en del kritik af landets psykologer. De etiske aspekter af at fremprovokere ondskab har været på dagsordenen. Fx har psykologen Dorthe Birkmose skrevet på sin blog: ”Det er helt unødvendigt at lave den slags tv. Efter første afsnit må min konklusion være, at den eneste, der er forrået og handler ondt, er journalisten.”

 

”Jeg blev meget ked af al den kritik, programmet fik. Jeg synes på ingen måde, at programmet så meget som nærmer sig en etisk grænse. En dag er der nogle, der ikke får frokost, og så skal de spille lidt hockey. Det er banaliteter, vi snakker om. Det, der generer folk, er, at vi ser på det. Og hvis man nu så bort fra al den skæld ud, DR3 har fået for at lave programmet og ser på, hvad der rent faktisk sker, så er det en fortælling om nogle meget dygtige mænd, som er dygtige til at lytte til hinanden og løse konflikter og problemer.”

”Som jeg siger i en af mine dagbogsvideoer på Youtube, så var det her mit ”Mørkets hjerte”-projekt, ligesom det var for hovedpersonen i Joseph Conrads bog af samme navn. Jeg sejlede op ad floden og vidste, at ved enden ville der være noget forfærdeligt. Men måske ville der også være noget indsigt, og derfor fortsatte jeg. Jeg var nysgerrig.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *