QUEER EYE:
Regnbuefarvet katarsis

Af Sidsel Minuva

Det er yderst sjældent, at jeg vil indrømme at se reality-TV. Oftest kører det blot i baggrunden, når jeg ikke orker at se noget mere substansrigt; så trænger man til en overproduceret guilty pleasure.

I den kontekst er Queer Eye på alle måder et friskt pust. Der er intet syndigt over det. I stedet er det et katarsisk og yderst livsbekræftende program — en solid dosis optimisme efter en alt for lang dag.

Queer Eye er et reboot af Queer Eye for the Straight Guy (2003-2007). Her giver de såkaldte ”Fabulous 5”, fem homoseksuelle mænd, en sløset fyr en make-over. Det indebærer tøj, hår og bolig, men også madlavning og livsstil. Netflix har overtaget fra den oprindelige serie og har produceret to nye sæsoner her i 2018, som følger den samme skabelon.

Nu tænker du måske: ”det lyder egentlig som ethvert andet banalt realityshow”. Men Queer Eye er meget mere end et make-overprogram.

The Fabulous 5, kommer ikke for at diktere, hvordan dagens mand skal klæde- eller opføre sig. De tager altid udgangspunkt i den stil, han allerede har — eller gerne vil have — men de undersøger også, hvorfor han ikke har gjort mere ud af sig selv. Ofte anser dagens mand ikke egenomsorg som noget betydningsfuldt, og nogle af dem synes endda, at de ligefrem er grimme — og så ender de med at blive sjuskede. Pludselig bliver en omsorgsfuld make-over til mere end forfængelighed, når nyt tøj og en frisk frisure får sat skub i hans krakelerede selvtillid.

Del af pointen er netop at møde dagens mand, der hvor han er. Livsstilsterapien er ligeså vigtig som hans udseende. I f.eks. episode 4 i første sæson hjælper Fabulous 5 den unge mand AJ med at springe ud af skabet. Det er uden tvivl en af seriens stærkeste episoder; den er voldsomt hjertelig og dybtfølt, og serien er ikke bange for at lade AJ skinne igennem uden at fokusere for meget på Fabulous 5’s reaktioner.

For det at eksistere og begås i verden som homoseksuel er en anderledes oplevelse sammenlignet med at være heteroseksuel. Det er der ingen vej udenom. Man har et andet perspektiv at komme med, når man aktivt må differentiere sig fra normen og ofte har haft det svært pga. sin identitet. Og Fabulous 5 nedbryder barrierer og skaber anerkendelse og forståelse. Mange af de mænd, de hjælper, ender med at have en helt ny opfattelse af både dem selv og af homoseksualitet generelt. Serien indbefatter f.eks. mange samtaler om religion og dens betydning for visse af værterne, hvilket fører til nogle reelt øjenåbnende situationer. De er simpelthen med til at menneskeliggøre bøsser, hvilket især er betydningsfuldt i en sydstat som Georgia.

Men det er ikke uden slinger i valsen.

Episode 5 i anden sæson, hvor de giver transmanden Skyler sin make-over, starter f.eks. med at vise den operation, der fjernede hans uønskede bryster. Fokusset på kirurgi og den fysiske overgang er en meget stereotyp måde at portrættere transkønnethed på, og det fremstår som lidt sensationalistisk; operationer er kun en lille del af den lange proces, transpersoner som Skyler gennemgår. På den anden side påpeger episoden også, at homoseksuelle ikke nødvendigvis ved alt om transkønnede, på trods af at begge identiteter falder under LGBT-spektret. Netop kirurgiens betydning fik modeeksperten Tan France til at forstå, hvad det egentlig er, transkønnethed går ud på — i dette tilfælde accept fra omverdenen, og at kroppen matcher identiteten. Det er altså noget af et tveægget sværd.

En lignende problematik opstår i episode 3 i første sæson, der ikke slipper lige så godt fra det. Dagens mand er en politibetjent og Trump-vælger, hvis ven lod som om, han arresterede livsstilseksperten Karamo Brown, der er en sort mand. Stemningen er anspændt fra starten, og de tager kun fat på sidstnævnte problematik, der dog håndteres meget fornemt.

Men på trods af et par fejltrin er Queer Eye en ultimativ feelgood serie, der endda kan få seeren til at analysere sine egne tanker og følelser. Som kronen på værket har serien gjort mig endnu mere komfortabel med min egen seksualitet — som jeg ellers synes, jeg allerede havde det fortrinligt med. Det kræver da et ”yas, queen”!