Redaktørernes Top 5: Årets bedste film 2014

Af Bjørn Juul Andersen, Ditte Fiil Ravn og Rasmus Molin Friis.

Nytårschampagnen er så småt smidt på køl, og filmåret 2014 har nået sin ende. Ordets redaktører har udpeget deres favoritfilm fra året, der gik.

I 2014 viste film som Guardians of the Galaxy, Captain America: Winter Soldier og X-Men: Days of Future Past, at blockbuster-bulder og kunstneriske ambitioner ikke er gensidigt ekskluderende. Samtidig demonstrerede James Franco og Seth Rogen, at drømmenes fabrik snildt kan skabe storpolitiske mareridt: Nordkorea synes fortsat lettere misfornøjede med The Interview.

I Danmark var Lars von Triers Nymphoniac et af få lyspunkter i et radmagert år. Senere barberede Trier hvert et hårstrå af kroppen og erklærede sig færdig med flasken og dermed også filmen, fordi kunst åbenbart kun opstår i vodkabranderter. Der er utvivlsomt mange meninger om den (knap så) anonyme alkoholiker, men kedeligt er det sjældent, når han dukker op i bedste sendetid.

Meget tyder dog på, at 2014 primært vil huskes som året, hvor Richard Linklaters 12 års-projekt ramte lærredet og fortryllede filmverdenen med en basalt gribende fortælling fra et oprigtigt sted. Boyhood løber ganske givet med de fineste statuetter, når Oscar-akademiet på ny inviterer til overflod d. 22. februar, men den er ikke strøget til tops på nogen af redaktørernes lister.

Tak, fordi I har læst med på Ordet.net. Vi ses i 2015!

 

Bjørn Juul Andersens Top 5

5. Min Søns Familie. Instrueret af Hirokazu Koreeda, Japan.

En lille film om et stort emne. Den japanske film stiller det tankevækkende spørgsmål: Hvis man fandt ud af, at ens barn ikke var ens eget, ville man elske det mindre? Følelserne flyver højt i Koreedas subtile fortælling om kærlighed og accept, men humoren og karaktertegningen holder den fra at drukne i sentimentalitet. Årets helt store overraskelse.

4. Nebraska. Instrueret af Alexander Payne, USA.

Alexander Paynes farveløse roadmovie er det mest ærlige og rørende portræt af et desillusioneret Amerika i mange år. Men bag det kolde ydre og de knuste drømme gemmer der sig en bittersød perle om at blive gammel og gøre op med fortiden. Årets bedste skuespilpræstation af Bruce Dern som den livstrætte Woody, der trasker af sted på de amerikanske landeveje på vej hans million.

3. The Wolf of Wall Street. Instrueret af Martin Scorsese, USA.

Nyd Scorseses flydende og dansende filmsprog, når det er bedst! Historien om 80’ernes forbrugsfest bliver aldrig en tung, løftet pegefinger, men en hylende morsom satire om livet i overhalingsbanen. En Casino på speed med en DiCaprio i absolut topform.

2. Boyhood. Instrueret af Richard Linklater, USA.

Ligesom alle andre anmeldere i verden blev jeg rørt af Linklaters ærlige og rørende dannelsesrejse 12 år in the making. Det banale faktum, at tiden går og mennesker ændrer sig, går i Boyhood simpelthen op i en højere enhed og gør filmens karakterer så ægte, som sjældent set før. Og så har Coldplay aldrig lydt så godt!

1. Force Majeure. Instrueret af Ruben Östlund, Sverige.

En lille perle af den svenske guldfugl, som fik mig til at krumme tæer, skraldgrine og ikke mindst tænke over, hvor satans forudsigelig vi egentlig er. Filmens sidste scene, hvor den hårdtprøvede Tomas skider på sin rolle og siger ja til en smøg, er den slags scener, man kun ser få af på ét år. Årets klart bedste og mest helstøbte film.

Ditte Fiil Ravns Top 5

5. Stille Hjerte. Instrueret af Bille August, Danmark.

Gensynsglæden var stor, da jeg erfarede at Bille August med Stille Hjerte havde begået en fremragende film. Dette fintfølende kammerspil om en familie, der samles for at sige farvel, formåede på samme tid at bedrøve og berige og indeholdt flere fabelagtigte skuespilpræstationer. Jeg håber, at den vil blive husket som en film om relationer og ikke en debatfilm. Kære medier: Stop med at kalde den det!

4. Wolf of Wall Street. Instrueret af Martin Scorsese, USA.

Jeg tror, jeg så traileren til Wolf of Wall Street omkring 387 gange i ren og skær utålmodighed. Den levede på alle måder op til forventningerne og Scorseses talent for at skabe amerikanernes selvforståelse er stadig ligeså forfinet og effektiv som altid. En mastodont der fik tre timer til at flyve med overdreven underholdning og en rammende karikatur af de grådigste.

3. L’inconnu du Lac. Instrueret af Alan Guiraudie, Frankrig.

På en strand hvor homoseksuelle mænd mødes og knalder, finder Franck en mand, han ved der er morder. L’inconnu du Lac var en intens, underspillet thriller, men samtidig så faretruende. Fyldt med sex, men aldrig uden mening. Det var tiltrængt og forfriskende. I al sin stilhed og ro fremstår specielt filmens sidste minutter enormt nervepirrende. Uha!

2. Boyhood. Instrueret af Richard Linklater, USA.

Først og fremmest må man sige “a for effort” til den kære Linklater. Men resultatet af 12 års strabadser blev derudover også en fuldstændig unik film. Family of the Year synger i filmen “I don’t wanna be your hero (…) I just wanna fight with everyone else”, og de ord, synes jeg, siger det hele. Hovedpersonen Mason er som alle os andre, og at se hans barndom var lidt som at se sin egen igen. Det var rart.

1. Nebraska. Instrueret af Alexander Payne, USA.

Årets film for mig er en overset perle, der viste mod og hjerte. En far og søn på road-trip i sort/hvid gennem USA ramte noget helt elementært i mig. Tanker om hvordan vi er der for hinanden, og at vores ældre også har et liv og en værdi. Castingen af komikere til et drama er genial, æstetikken er smuk og historien tidløs. Jeg er lykkelig for, at jeg har set den her film. Den gjorde umiskendeligt det største indtryk på mig af alle film i 2014.

Rasmus Molin Friis’ Top 5

 

5. Force Majeure. Instrueret af Ruben Östlund, Sverige.

En ætsende dissektion af den skandinaviske kernefamilie anno det 21. århundrede tilsat tragikomik af Roy Anderssonsk kaliber. I sidste ende mere kulørt end godt er, men underholdende og tankevækkende som få.

4. Nightcrawler. Instrueret af Dan Gilroy, USA.

Travis Bickle spøger som inspiration for Gyllenhalls dæmoniske småforbryder gone sensationsjournalist i en film, der kun har fuckfingeren til overs for Hollywood’sk katarsis – og gud ske tak og lov for det.

3. Ida. Instrueret af Pawel Pawlikowski, Polen.

Alt fedt er skåret fra i Pawlikowskis lille og store film om en ung novices flirten med det moderne livs fristelser. Filmkunst i sin reneste form.

2. Inside Llewyn Davis. Instreueret af Ethan og Joel Coen, USA.

Til lyden af sorgfuld country tegner Joel og Ethan Coen et stilfærdigt gribende portræt af en musikers fald mod afgrunden. Få besidder samme blik for detaljen – teknisk og narrativt – som de gudsbenådede auteur-brødre.

 

1. Her. Instrueret af Spike Jonze, USA.

En skræmmende sandsynlig fremtidsvision fra Spike Jonzes kringlede sind. Ensomheden hersker i en verden af kommunikation, og længslen efter nærvær og kontakt gennemsyrer de overdådige billeder. Et melankolsk mesterværk med den helt rette timing.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *