Redaktørernes Top 3: De bedste film i 2016

Af Jakob Freudendal, Oliver Marc Noppenaug & Tilde Søgaard Carlsen

Nytåret nærmer sig, og det er blevet tid til at se tilbage på det forgangne år. 2016 har for mange fået en ubehagelig mislyd; men trods politiske forskrækkelser og stjerne-legenders dødsfald, kan man nu alligevel glæde sig over årets udbud af fantastiske filmoplevelser.

2016 har budt på alt fra superhelte- til super katastrofale franchises og fra eksperimenterende indiefilm til enorme blockbusters. Ordets redaktører har udpeget de bedste film som filmoplevelser fra året, der gik.

Tak, fordi I har læst med på Ordet.net i 2016. Vi ses forhåbentligt til endnu et formidabelt filmår i 2017!

Jakob Freudendals top 3: 

3. Arrival. Denis Villeneuve, USA.

Arrival er ikke bare en af årets bedste film, men også en af nyere tids mest interessante. Den er nemlig et eksempel på, hvor godt det kan gå, når visionære filmskabere får frie tøjler og ikke skal lade sig begrænse af Hollywood-studiers snæversynede kvalitetsbegreb. Filmen præsenterer det mest originale take på en alien-invasion til dato, hvor alt ikke går op i et festfyrværkeri af eksplosioner. Filmen giver sig tid til at fortælle sin historie og dvæler ved den på alle måder grænseoverskridende situation. Amy Adams brillerer som lingvistik-eksperten, Louise Banks, der får det enorme ansvar at skabe kontakt med de mystiske rumvæsener, der pludselig lander 12 forskellige steder på Jorden.

I Arrival spiller alt sammen, og man kan tydeligt mærke, at det er vor tids dygtigste filmfolk, der befinder sig bag skærmen. Ledet af den mesterlige Denis Villeneuve kommer Bradford Youngs smukke billeder og Jóhann Jóhannssons frygtindgydende score for alvor til sin ret.

2. The Revenant. Alejandro G. Iñárritu,  USA, Hong Kong & Taiwan.

Alejandro G. Iñárritus episke western om den hævntørstige pioner Hugh Glass var på mange måder kulminationen af årets prissæson. Med fantastiske fortællinger om vanskelighederne ved at filme i -30C, hvor kameralinser frøs til is efter få minutter, og den gigantiske produktion konstant blev forsinket af det omskiftelige vejr, var filmen allerede fra sin spæde start på vej mod en guldmine af priser.

The Revenant er da også en af årets største filmpræstationer, der til fulde viser Iñárritus mesterlige filmsprog, der til stadighed bliver stærkere og stærkere i tæt samarbejde med stjernefotografen Emmanuel Lubezki. Med en række uforglemmelige long-takes ætser filmen et stærkt billede af pionerkulturen i Nordamerika på nethinden, der bliver siddende i kroppen længe efter filmens slutning. Leonardo DiCaprio er fantastisk i rollen som Hugh Glass, men det er Tom Hardy, der for alvor stjæler billedet som ærkefjenden John Fitzgerald, der er svær at blive klog på.

1. Min far, Toni Erdmann. Maren Ade, Tyskland, Østrig & Rumænien. 

Årets absolut bedste film er af den slags, der potentielt kan ændre ens liv. Den tyske film behandler universelle temaer, som lykke og kærlighed, der i instruktør Maren Ades hænder bliver konkretiseret og gjort yderst nærværende. Det er svært at sige, om man skal grine eller græde, når man i løbet af knap tre timer følger Winfrieds (Peter Simonischek) desperate forsøg på at komme sin ekstremt karriereorienterede datter, Ines, nærmere.

Filmen handler om at finde sig selv i det accelererede samfund. Det lyder måske som en kliche, men Min far, Toni Erdmann er alt andet end det. Med en gruppe fantastiske skuespillere formår filmen at sætte ord på fænomener i det moderne samfund, som langt de fleste påvirkes af. Og så indeholder filmen en af de mest fantastiske scener, jeg har set i uhyre lang tid, hvor gråden og latteren konstant balancerer på en knivsæg.

Oliver Marc Noppenaugs top 3:

2016 har været en blandet pose bolsjer. Mange film har skuffet, men heldigvis har der da også været nogle titler, der har trukket gevaldigt op. Der er faktisk en del, som jeg ikke har set. Derfor er min ydmyge top 3 ikke nødvendigvis over de absolut bedste film, men derimod film, som af den ene eller anden årsag, har givet et godt indtryk af 2016

3. Doctor Strange. Scott Derrickson, USA.

Min inkludering af Marvels Doctor Strange kan givetvis være ganske kontroversiel, og jeg kan ligeså godt melde ud fra starten, at jeg ikke mener, at den er blandt de aller bedste film fra 2016. Der er andre grunde, end den filmiske kvalitet, der gør at den står som et af mine filmhøjdepunkter fra i år. Den primære grund er, at den gav mig troen på Marvel tilbage. Jeg var nået til et punkt, hvor udsigten til flere samlebåndsproducerede superheltefilm gjorde mig knotten og svag, men så så jeg Doctor Strange, og nu har jeg det meget bedre. Filmen skillede sig ud fra mængden af Marvels metervarer, og er i min optik kun overgået af Guardians of the Galaxy (2014) i Marvel regi.

2. Hacksaw Ridge. Mel Gibson, Australien & USA.

Mel Gibsons brag af en krigsfilm modtog en 10 minutter lang stående ovation i Venedig, og det var ikke uden grund. Historien om pacifisten Desmond Doss, der ene mand redder utallige soldaterkammerater under 2. Verdenskrig, er et skoleeksempel på en fed krigsfilm. Andrew Garfield er sjældent set bedre som den ydmyge syvendedagsadventist. Der går lidt lægeroman i den i starten, men de vanvittige krigsscener vejer mere end rigeligt op for det. Med Hacksaw Ridge har Saving Private Ryan (1998) fået konkurrence om de fedeste krigsscener på et filmlærred.

1. Spotlight. Tom McCarthy, USA & Canada.

Årets film ved dette års Oscars var, stik imod internettets forventninger, ikke The Revenant, men derimod Spotlight. Filmen fortæller den sande historie om en gruppe journalister på The Boston Globe, som undersøger og afslører en kæmpe pædofiliring i den Katolske Kirke. Det har resulteret i en utroligt gribende film, der kryber ind under huden og ikke forlader én igen før flere dage efter. Bevares, der vil da være folk, der synes, at Mark Ruffalo’s “Its time” monolog bliver lige lovligt meget, men ikke desto mindre vandt Spotlight den helt store Oscar, og det var meget fortjent.

Tilde Søgaard Carlsens top 3:

I 2016 har biograferne som sædvanlig budt på et tag-selv-bord, hvor jeg i år smagt på både Marvel, Oscarhits og nichefilm; men særligt har jeg bidt mærke i dette års indiefilm og filmdebutanter.

3. James White. Josh Mond, USA.

En af de bedste film, jeg har set i biografen i 2016 er faktisk fra 2015. Den flere gange prisvindende film fik heldigvis dansk præmiere takket være det nye initiativ Filmkaravanen, der har til formål at håndplukke festivalfilm af særlig høj kvalitet og lade dem få visning i Danmark. James White udmærker sig ved sin hjerteskærende, men sobre skildring af James Whites (Christopher Abbott) tragiske liv med en nyligt afdød far og en kræftsyg mor (Cynthia Nixon). Den er et enestående eksempel på en god, og ikke mindst effektiv, tåreperser, uden man føler sig audiovisuelt voldtaget af følelsesporno. For i sin portrættering af James og hans mor er der både plads til kærlighed og kynisme, der bidrager til en uovertruffen ægthed og gribende film; man skulle ikke tro, det var instruktøren Josh Monds første spillefilm.

2. American Honey. Andrea Arnold, UK & USA.

Det bliver næppe mere indie, end når Star (Sasha Lane) folder sig ud på de amerikanske landeveje i Instagram-format i den nærmest kvadratiske roadmovie. American Honey er en film, der for alvor forstår at skabe en vibe gennem sin solvarme billedside og sit sing-along hits-soundtrack med alt fra hip hop til sød pop. Filmen kommer både vidt omkring i geografi og karakterer, hvis alsidighed, men alligevel fælles historie, tegner et broget billede af USA og dets store samfunds- og klasseskel. Man forelsker sig i den smukke og ungdomsoprørske Star, der forelsker sig i en (overraskende) velspillende Shia LaBeouf, og i al elendigheden udspiller der sig en smuk og livsbekræftende historie om ungt mismod og amerikanske drømme.

1. Captain Fantastic. Matt Ross, USA.

Viggo Mortensen slår igennem som den slagkraftige vildmandsanarkist til en far, der sammen med sine seks børn lever i de nordvestamerikanske skove, afskåret fra den moderne virkelighed. Hovedrollen Ben Cash (Viggo Mortensen) er ikke blot sit superheltelignende alias til ‘Captain Fantastic’, men også et af 2016’s bud på den mest interessante filmkarakter. For Ben har hverken overnaturlige kræfter eller intentioner om at redde verden, men han vil for alt i verden skåne sine børn for virkelighedens rædsler og uretfærdigheder ved kynisk at pace dem og afholde dem fra “den virkelige verden”. Det er en alternativ fortælling om jagten på det gode liv, der både giver stof til eftertanke og en ekstrem hjertevarme udfoldet i den smittende kemi mellem filmens suverænt castede og velspillende karakterer — og i denne forbindelse også en særlig ros til filmens instruktør, Matt Ross, til trods for hans beskedne erfaring som filminstruktør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *