RAMPELYS: I livets skumring

Af Mikkel Tengvad

I flere årtier levede Charlie Chaplin et liv badet i filmscenens rampelys. Selv langs verdens periferi kendte man til hans ikoniske vagabond. Desværre varer intet for evigt, og tidens tand tærer på selv de klareste stjerner på nattehimlen. Dette er tilfældet for den udvaskede komiker Calvero (Chaplin), der i sin ungdom var en af sin tids største. Vi lærer i filmen, at Calvero var kendt som the tramp comedian, og spejlet til virkelighedens verden bliver klarere end nogensinde før.

Fra den piedestal, som kun tiden kan bygge, sidder Chaplin med sit fiktive jeg og kigger tilbage på en svunden tid. Tilbageblikket på en gloriøs karriere er også tilbageblikket på vaudevilletidens sorgløse dage. Vi ser Chaplin i hopla med humoristiske sangnumre, der kan få publikum til at bryde ud i ekstase. Gensynet med fortiden er dog lige så sørgeligt, som det er romantisk. Der hviler en smerte og en visdom i Chaplins øjne, der ikke eksisterer i nogle af hans andre film. Der hviler dog også en erkendelse af, at tiden er ungdommens, og det afføder håb.

Filmens force ligger i mødet mellem fortid og fremtid. Selvom Claire Blooms karakter, Thereza, virker hysterisk, så forsikrer hun os om, at der både er energi og masser af dans i næste generations fakkelbærere. Mere rørende er det at se Chaplin omgivet af flere af sine børn, hvoraf sønnen Sidney Chaplin har den største rolle. Alle med et bankende filmhjerte vil være syge af fryd, når Chaplin ligger med sønnike på sin ene side og ingen anden end Buster Keaton på den anden side. Det er et billede, der siger alt.

ANMELDELSE AF:
Rampelys

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
1952

INSTRUKTØR:

Charles Chaplin

LAND:
USA

I sin behandling af historie skriver filmen selv historie. På grund af Chaplins blacklisting i Hollywood fik filmen først premiere i 1972 i Los Angeles – samme år som han vandt en Æres-Oscar. Som en sand Ennio Morricone skulle han gå hen og vinde sin første og eneste reelle Oscar året efter for filmens fantastiske score. Samme branche, som formede og senere afviste ham, skulle altså i sidste ende hylde ham. 20 år efter filmen blev lavet, blev han forsikret om, at han ikke var udvasket, og at han aldrig ville blive glemt.

Rampelys er unægteligt Chaplins mest personlige film, og selvom han paradoksalt nok lavede to film efterfølgende, føles det som den definitive krone på værket. Det er den ultimative afsked, der både ser bagud og fremad. Hvis man ganske skødesløst vil reducere Chaplins karriere til en håndfuld hovedværker, så er filmen her uundgåelig. Den optimale filmoplevelse fordrer dog, at man forinden stifter bekendtskab med resten af hans oeuvre. Først der kommer filmen i sandhed til sin ret. Så opfordringen må lyde, at du ikke kun skal se Rampelys, du skal se dem alle!

Kommentarer