Anmeldelse
RAMBO: LAST BLOOD: Et farvel til en af genrens mest ikoniske karakter

Hvis der er en mand, der i den grad repræsenterer begrebet enmandshær, så er det John Rambo (Sylvester Stallone). Han er ensbetydende med dødbringene våben og overdådige, blodige skyderier, knivstikkerier og kvæstede knogler.

Men han gør aldrig brug af sine dødbringene evner uden grund.

I Rambo: Last Blood (2019) møder vi  John Rambo  og hans stedfamilie på Rambos ranch i Arizona. Her bor hans ven Maria (Adriana Barraza) og hendes barnebarn Gabriela  (Yvette Monreal). Det har de gjort de sidste ti år, og for Rambo er Gabriela som hans egen datter.  Rambo er faldet til ro. Dæmonerne fra krigen i Vietnam plager ham stadig, men som han selv siger det: han kan holde dem væk længe nok til, at han kan have en mere eller mindre almindelig tilstedeværelse.

Desværre begynder tingene at gå skævt, da Gabriela finder ud af, hvor hendes far er. Han forlod hende og moderen ti år forinden, og hun vil have en forklaring på, hvorfor han gjorde det, inden hun skal afsted på universitet. Faren bor i Mexico, og derfor krydser Gabriela grænsen alene.

Og da hun ikke kommer hjem fra Mexico, går det således fra godt til værre. Sprudlende blod, kvæstede knogler, og alle mulige fantasifulde tips og tricks bliver der masser af, som følge af Rambos redningsmission.

Last Blood gør sig særligt bemærket i kraft af den ærlige, ultra-amerikanske måde, den fortæller sin historie på. Dialogen lyder en gang i mellem for kunstig, men det giver filmen den ekstra charme, den skal have. Det er en Rambo-film, og derfor giver den også publikum lige netop dét, en Rambo-film burde give os. Jeg tør næsten sige, at denne film-franchise er en genre for sig selv – den gør alt det rigtige, der skal til i denne slags film, og derfor rammer den plet for mig. Også selvom den fik migtil at grine på tidspunkter, der måske ikke skulle grines.

Der uddeles one-liners og bank på samme tid, og når det lige grænser til at blive for meget, så sørger Last Blood alligevel for, at redde sig selv fra at blive en parodi. Filmen ligger sig på den rette side af den hårfine grænse mellem parodien og mesterværket, og det skal den have ros for. Det kunne have været gået så galt, men hold kæft, den klarer sig godt.

Jeg kom ud af biografen med lysten til at anbefale filmen til alle dem, jeg ved, ville kunne nyde den for det, Last Blood er.

Sylvester Stallone er en stærk skuespiller. Hans Golden Globe nominering for Creed (2015) var i den grad begrundet – og selvom Last Blood handler mere om blod end følelser, så er der stadig scener, hvor han formår at skinne igennem. Selvom der ikke kommer nogen  Oscar-statuetter til ham her, så kan han se tilbage på et eftermæle, han kan være stolt af. Filmens Arizona-sandfarvede æstetik sidder  lige i skabet, og jeg kan ikke se nogen anden ende på Rambos eventyr end Last Blood.

I traileren til filmen bliver Old Town Road forvandlet til en episk og dramatisk musikoplevelse. I sangen udtrykker Lil Nas X, at han vil ride, til han ikke kan mere – og mens komponist Brian Tylers sidste melodier spiller i biografens mørke, falder ordene helt og aldeles  på plads. Rambos eventyr slutter med en smag af blod, støv, læder og stål. Og det kunne ikke være en bedre afslutning på Rambos saga.

Kommentarer