A CIAMBRA – ET HJØRNE AF ITALIEN:
Råt og ufølsomt på Italiens sydside

Når du møder Pio Amato, er det med en smøg placeret filmisk i mundvigen. Den vipper op og ned, vrikker og rokker så rutineret, når han taler, at du må konstatere, at han er fast ryger. Pio er 14 år gammel så hvorfor ikke, og han er roma i en syditaliensk udørk. Pio og hans familie lever ikke på det italienske samfunds bund, nej de lever under den. Og under dem igen findes de afrikanske immigranter i flygtningelejrene. Et fast hierarki af samfundstabere. Når Pios mor en sjælden gang serverer spaghetti, føler familien sig som italienske grever og grevinder, og den vin, der serveres i rustikke glasflasker, og som der drikkes vel rigeligt af, er vist ikke amarone.

Ved det danske folketingsvalg i år 2015 skete et jordskred, da Dansk Folkeparti blev næststørst. Dette skete til stor forundring for journalister, analytikere og storbyboere. Kombinationen af et ønske om større offentligt velfærdsforbrug og en meget stram flygtningepolitik tiltalte en del af den danske befolkning, der var blevet glemt. Efterfølgende sagde man, at fremover var det nødvendigt at forstå og påtænke disse. Men hvor er deres fortællinger her tre år senere?

Det er den virkelighed, instruktør Jonas Carpignano taler ind i. I 2015 stod Carpignano bag Mediterranea, fortællingen om den burkinske Ayiva (Koudous Seihon), der tager den farlige rute over Middelhavet til Italien. Såvel Mediterranea som A Ciambra portrætterer et Italien, hvor alle sparker nedad. Det er en sydvendt kyst meget langt fra lyse nætter og paraplydrinks. Her møder vi trængte italienere, der udser romaerne som syndebukke, og romaer der af at godt hjerte hader afrikanerne. Det er svært at fortænke dem i det, for det er en romantisering, at armod skulle få det bedste frem i mennesker.

Pio møder Ayiva, der fint er vandret fra den ene film til den anden. I trods udvikler de to mænd et fint og spirende venskab, der luner i filmens 118 ellers kølige minutter. Men som bekendt sætter det gode og smukke effektivt det onde og grimme i relief. Derfor er det også først med de to mænds usandsynlige venskab, at følelser bliver vakt og noget bringes på spil. Carpignanos tone er en hårfin balance mellem objektivitet og kynisk distancering, og desværre befinder filmen sig ofte på den forkerte side af skellet.

Det er måske ikke så overraskende, at Italien samler depechen op og formidler det splittede og trængte Europa. For på fin vis kombinerer A Ciambra to af italiensk films stolte traditioner, nemlig mafiafilm og realisme. Ligesom i Vittorio De Sicas Cykeltyven (1948) øjensynliggøres det, hvordan tyveri kan forklares (hvis ikke forsvares).

Men i A Ciambra er det ikke en cykel, der hugges. Her er der Fiat’er og Alfa Romero’er, der efterfølgende kan videresælges for sølle 200-300 euro. Og her bliver børnene ikke skånet, som den nuttede Bruno (Enzo Staiola), der fortsat kender forskel på ret og uret og bare gerne vil hjælpe sin fader med at tjene til føden på ærlig vis i et faldefærdigt Rom i efterkrigstiden. I Carpignanos Italien er al moral udvisket, al humanisme er devalueret. Det er utvivlsomt vigtigt, det er sikkert korrekt, men det er måske alligevel for ufølsomt.