Anmeldelse
PUSH: Vellykket menneskeliggørelse af den uoverskuelige boligkrise

Af Gustav Stubbe Arndal

Leilani Farha, specialrapporter for FN, taler om boligrettigheder til et rum af diplomater fra alle verdenshjørner. Hvad hun beskriver, er en af vor tids store politiske problemstillinger. Tilskuerne kigger ned på deres smartphones. Nogle tjekker mails eller videoer fra andre konferencer. En af dem shopper efter armbåndsure.

Push, en internationalt produceret dokumentar, der vandt publikumsprisen på CPH:DOX, er ikke ude efter at løse boligmarkedskrisen. Den vil løse et andet problem: Hvordan man kan engagere folk, når nye lejlighedsbyggerier og finansiel statistik er de bedste billeder på problemet.

Så hvad er problemet? Årtiers deregulering har gjort opportunistiske kapitalfonde til de største boligudlejere på planeten, og global finans har forvandlet boliger til aktiver, der kan købes og sælges for profit. Huslejen stiger enormt i de store byer, og arbejder- og middelklassen mister sikkerhed og skubbes ud af deres nabolag, mens luksusboliger står tomme, ubrugte og lukrative.

Vi får et godt overblik gennem ekspert-interviews, der forklarer, hvordan finanssektoren tjener milliarder uden at udøve nogen service, mens deres pengespil er så uigennemtrængelig, at kun finanssektoren selv kan forstå det. Denne ugennemsigtighed er mærkbar, selv i denne film, som ikke spilder tid på komplekse grafer og specifikke finansmanøvre.

Push finder i stedet de menneskelige fortællinger, der kan få selv den mest søvnige diplomat til at kigge med: En familiefar i Harlem, der skal til at bruge 90% af sin løn på leje. En tysk bager, der enten skal sætte priserne op for sine lokale kunder eller lukke sin forretning ned og lade en Starbucks overtage. En mand i Toronto, der bor uden varme og gas og uden en anelse om, hvem der nu ejer hans bolig.

Større tragedier nævnes også, som branden i Greenfell Tower, der dræbte 72 mennesker i et statsejet boligkompleks og efterlod over 200 mennesker til enten at flytte ud af London eller blive hjemløse. Ikke blot en ulykke, men et symptom på en større, usynlig sygdom.

Det hele er præsenteret med en simpel dokumentarisk stil med masser af ufokuserede, håndholdte dækbilleder og en musikside, man hurtigt glemmer. Men Push er ikke filmisk uinteressant. Et urbant landskab, der altid synes at have kraner i baggrunden, skaber en dyster tone, og sjælløse kædeforretninger i kontrast med glade lokale butikker giver en nærhed til filmens subjekter.

Der klippes også vildt mellem forskellige lande, forskellige emner og forskellige hovedpersoner, hvilket nemt kan skabe forvirring, men her skaber en fornemmelse af krisens globale, altoverskyggende størrelse.

Men kan problemet løses? Selv en koalition af borgmestre og ledere fra verdens storbyer virker som underdogs oppe imod globale aktivfirmaer. For Leilani er den retoriske kamp et vigtigt skridt – vi skal først og fremmest forstå, hvad vi snakker om – men hun indrømmer selv, at hun måske er naiv.

Push berører en masse interessante idéer, den desværre ikke går i dybden med. Skal vi fundamentalt ændre vores forståelse for, hvad ejendomme og boliger er? Er det finans, der er ”fundamentalt amoralsk”, eller er det selve det kapitalistiske system? Hvad er nationernes ansvar i denne situation?

Med det sagt er det en vellykket, menneskeliggørende introduktion til et kompliceret emne. I starten af filmen har man svært ved at finde hoved og hale i det. Men da en af eksperterne senere nævner, at væksten i boligfinans har nået en slags ”stase,” får man næsten myrekryb af tanken. Hvis Leilani har ret i, at kampen er retorisk, så er Push uden tvivl en sejr.

Kommentarer