PROJECT ALMANAC: Lige til at få næseblod af

Af Niels Harpøth

Efter at han finder sin afdøde fars gamle kamera på loftet, opdager teenageren David (Jonny Weston) ingen andre end sit nuværende selv i en video fra sin 10-års fødselsdag. Det viser sig, at faren har arbejdet på et tophemmeligt regeringsprojekt, og at der i kælderen findes ikke bare en halvfærdig prototype til en tidsmaskine. Han finder også tegninger, som gør det muligt for ham, og hans to ligeledes nørdede venner at færdiggøre den.

Forsynet med en fungerende tidsmaskine, der på behændigvis kan kontrolleres med en smartphone, kaster de unge sig nu ud i alle de klicheer, som man kunne forestille sig. De snyder i Lotto, til eksamener og er generelt usandsynligt uopfindsomme, når det kommer til anvendelse af maskinens uanede muligheder. Man skulle tro, at der ikke ville gå lang tid, før paradokserne, indviklingerne og manipulationerne hober sig op. Det er selvfølgelig også det, som filmen bygger op til. Men før man når dertil, tager filmen sin rumme tid. Man skal jo introduceres til de flerdimensionelle og interessante karaktere samt en bunke halvbagte set-ups. Host.

Filmen er found footage. Fordi det er billigere at producere. Eller noget. Der er intet i filmens start, der på nogen måde motiverer dette formgreb, som det var tilfældet med Cloverfield (2008) eller [REC] (2007). Den primære kamerafører, Davids søster Christina (Virginia Gardner) har tilsyneladende mindre respekt for privaten end NSA. De vælger selvfølgelig at dokumentere deres hop i tiden, bl.a. med GoPros, men denne mulighed for at skabe en organisk klipning går tabt, da perspektivet langt hen ad vejen er fra samme kamera. Nogen gange går den over i montage. Komplet med en ny hot single på lydsporet.

ANMELDELSE AF:
Project Almanac

ORDET SYNES:

1-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Dean Israelite

LAND:
USA

Eller måske ville det have været tilgivelig, hvis den så havde været lidt mere gung-ho. Det er en film, der kunne have fundet en tiltrængt charme, hvis den var gået amok. Det sker aldrig. Til tider virker det som et eksperiment i at sløve publikums mentale evner. Christina stiller hele tiden banale spørgsmål til nørdernes sprog, som selv de sløveste medlemmer af publikum burde kunne besvare. At en film om tidsrejser og temporale paradokser falder tilbage på så klodset en måde, at levere eksposition på, siger næsten det hele.

Project Almanac er nærmest beundringsværdig i sin komplette ligegyldighed over for det filmiske håndværk. Dens mangel på sans og samling grænser op til det – ja, nærmest avantgardistiske. Dens idioti virkede endda næsten charmerende i starten. Men så ser man filmen til ende. Hvem der bare havde en tidsmaskine. Så kunne man få de 100 minutter tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *