Professionelt orkestreret ungdomsbagatel

Af Jeppe Asholt Norup

Science fiction-eventyret Divergent viser, hvordan et endimensionelt fremtidssamfunds udstødte må kæmpe bravt for at bryde menneskelig undertrykkelse. Kampen forekommer dog som et sært kombineret matrix mellem Hunger Games og Harry Potter, og selvom tempoet er højt, actionfyldt og musikalsk dragende, forbliver Divergent, trods sin ungdommelige storslåethed, forudsigelig og uoriginal.

Den godhjertede heltinde Tris Prior (Shailene Woodley) må tage fanen i egen hånd for at løsrive sig samfundets strukturelle greb – her er menneskene nemlig opdelt i såkaldte fraktioner sorteret efter bestemte egenskaber. Det forudsættes herved også, at ethvert menneske kun har én bestemt ting, de er rigtig gode til. Under overfladen på dette ellers pænt polerede samfund ligger altså undertrykkelsen af den menneskelige natur. Umiddelbart et scenarie der kunne lyde som en interessant udfoldet frihedskamp. Dog er det svært at overse, at dette koncept er skabelonen til et plot, der er genfortalt igen og igen inden for netop science fiction-genren.

Som i den Orwell-inspirerede Equilibrium (2002), hvor en af systemets egne håndhævere bliver offer for samfundets følelsesundertrykkelse. Eller som i Fritz Langs storværk Metropolis fra 1927, hvor en skarpt bipolær verden kolliderer i et revolutionært slag.

ANMELDELSE AF:
Divergent

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Neil Burger

LAND:
USA

Heltinden Tris i desperat kamp for at undslippe systemets magtgreb. PR-foto.
Heltinden Tris i desperat kamp for at undslippe systemets magtgreb. PR-foto.

Science fiction tilsat pubertetskærlighed

Modsat disse films fortællemæssigt velkomponerede samfundskommentarer tillader Divergent sig på ungdomsromantisk manér at give plads til en sødmefuld pubertetskærlighed forløst som kedsommeligt teenagefluff. Erotisk flirtende undertoner får lov at blomstre mellem heltinden Tris og den mystisk medløbende James Franco-lignende Four (Theo James). Bejleriet udfoldes i ufrivilligt komiske episoder som ‘hov-der-kom-jeg-vist-til-at-tage-dig-på-numsen-så-du-ikke-faldt’ og replikudvekslinger som Tris’ afsluttende ord ”I don’t wanna go too fast” efter et klassisk Hollywoodkys på en letbelyst balkon. En sært ufordelagtig science fiction-hybrid står tilbage.

 

Et tidstypisk og forudsigeligt mønster

Divergent er første del af en trilogi baseret på amerikanske Veronica Roths bestseller-roman af samme navn – et tidstypisk mønster, når man ser på de senere års filmatiseringer af eventyrlige ungdomsbøger som Twilight, Hunger Games og senest The Mortal Instruments.

Som i Harry Potter skal en nytilkommen ungdom grupperes ved hjælp af et magisk ritual. Men i stedet for at lade en talende hat bestemme, skal de på mere ‘ungdom-rebelsk’ vis bløde ned i et fad. Og helt forventet finder heltinden Tris ud af, at hun er en ‘afviger’, da hun besidder hele tre førende egenskaber. Dette gør hende til en divergent – hun passer altså ikke ned i systemets kasser. Tris må camouflere sig i en fraktion af politi-lignende ordenshåndhævere og, som var det Hunger Games, tvinges hun til at besejre andre for at tilpasse sig systemet. Men som den “komplekse” hovedkarakter, hun er, kan hun ikke holde sig inden for disse rammer.

Kate Winslet i rollen som følelseskold skurk. PR-foto.
Kate Winslet i rollen som følelseskold skurk. PR-foto.

Den udstødtes kamp for overlevelse er sat i scene – imod det følelseskolde samfunds uvidende tilhængere. Så langt så velkendt!

 

Woodley og Winslet består som fint to-kløver

Ikke kun plottet, men også spillet er stift og uinspirerende – for ligesom menneskene i byens gader bevæger sig med en Sims-agtig kalkuleret præcision, bliver filmens overordnede cast af uprøvede unge skuespilleres repliklevering noget mekanisk i betrækket.

Dog skal det ikke forbigås, at Shailene Woodley som Tris besidder en vis naturlig glød og en underskøn skrøbelighed. Og takket være hendes hjertevarme spil sætter man sig med lethed ind i Tris’ identitetsforvirrede karakter. Samtidig leverer Kate Winslet en fornem præstation som filmens skurk, der som djævlens diktatoriske advokat med stramtsiddende heldragt drikker te i et iskoldt statskontor, mens hun indædt fordømmer den menneskelige natur.

En af Divergents adskillige action-sekvenser - Tris' flirt Four redder i sidste sekund Tris ombord på et af byens højhastighedstoge. PR-foto.
En af Divergents adskillige action-sekvenser – Tris’ flirt Four redder i sidste sekund Tris ombord på et af byens højhastighedstoge. PR-foto.

 

Fra indie til ungdommelig tomgang

Med Divergent virker det, som om instruktør Neil Burger efter nogle ellers udmærkede indiefilm har givet efter for et let tilfredsstillet ungdomspublikum, der sagtens kan nøjes med et særdeles gennemtærsket sci-fi-plot med budskabet om ungdommelig frihed tilsat naiv og eventyrlig kærlighedseufori.

Filmens ellers veloplagte soundtrack af pulserende tribal-trommer, eventyrligt drømmende kvindesang og frembrusende teknobeats understreger da også denne skabelonprægede løsrivelsestematik.

Det sagt vil enhver, der har hang til ungdomseventyr og et kulørt pust i en ellers fastkørt hverdag kunne nyde denne professionelt orkestrerede ungdomsbagatel. Og med kærlighed til ungmøerne og action til de livslystne drenge, hvem tænker så over, at det er set så mange gange før?

Det lystdrevne og håbefulde budskab, om at bryde fri af rammerne og finde sig selv, er i sidste ende altid svært at være modstander af. For alle er jo forskellige – også selvom vi vidste det i forvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *