Prøven: Lov, moral og alt derimellem

Af Oscar Pedersen

Den rumænske instruktør Cristian Mungiu viser i ”Prøven” sin evne til at skabe foruroligende og paranoide øjeblikke med få midler. Tag for eksempel den allerførste scene, hvor en sten pludseligt brager igennem vinduet hos lægen Romeo Aldea og hans familie. Er stenen en trussel, møntet mod familien, eller er det umotiveret hærværk, som man blot må leve med, når man bor i Rumæniens grå betonblokke?

 

Rumænien er i hvert fald et land i fordærv, ifølge Romeo. Han er derfor meget opmærksom på sin datter Eliza, som har fået tilbudt et stipendium til et prestigefyldt engelsk universitet, forudsat at hun består sine kommende eksaminer med bravour. Men da Eliza udsættes for et voldtægtsforsøg, bliver det sværere for hende at kunne koncentrere sig om skolen. 

Målet helliger midlet 

Det er ikke overgrebet på Eliza, der er filmens drivkraft, men hvordan de pårørende reagerer på overgrebet. Heri ligger filmens styrke. Romeo nægter at lade ulykken stå i vejen for sin datters fremtid. Der går ikke lang tid, før han roder sig ud i en moralsk gråzone og indkasserer vennetjenester højt oppe i systemet. Det er han dog ikke ene om. Bedemænd har aftaler med ambulanceførere, politikfolk med politikere, og der tegnes hurtigt et billede af et samfund bygget på korruption og vennetjenester. 

 

 

ANMELDELSE AF:
Prøven

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Cristian Mungiu

LAND:
Rumænien

Mungiu formår at fremhæve en socialpolitisk tematik uden at virke moraliserende. Fortællingen om familien Aldea er også fortællingen om et vakkelvornt system. Det minder til tider om Krzysztof Kieślowskis afbildning af 1980’ernes Polen i ”Dekalog” (1989). Men hvor Kieślowski var i stand til at finde skønhed i den grå beton, er der ikke meget håb at finde i ”Prøven”. Mungius gennembrudsfilm ”4 måneder, 3 uger og 2 dage” (2007) skildrede det barske liv under Ceausescus styre i 1987. ”Prøven” skildrer et samfund, der stadig ligger i åndeligt forfald, tredive år senere.

Én scene, én indstilling 

Én af årsagerne til, at ”Prøven” fungerer så godt, skyldes dens simple stil. Der klippes i mellem scenerne, men meget sjældent i en scene. I stedet lader Mungiu dramaet udspille sig i lange indstillinger, hvor det håndholdte kamera kun bevæger sig, hvis karaktererne bevæger sig. Hvis de sidder stiller, er kameraet stille. Man kan forestille sig kameraet som et slags usynligt væsen, der nysgerrigt observerer menneskets færden – uden nogensinde at dømme. Man bliver bevidst om det håndholdte kamera, men de lange indstillinger gør paradoksalt nok, at man glemmer dets tilstedeværelse. Det er form igennem indhold og det er gjort med mesterlig snilde.

 

”Prøven” er fortællerkunst på højt niveau. Mungiu formår med grå nuancer og tilbageholdte følelser at skabe et komplekst drama, som velfortjent indbragte ham instruktørprisen på sidste års Cannes filmfestival.

 

Kommentarer