THE POSTMAN’S WHITE NIGHTS: Russisk køkkenvaskrealisme med et strejf af magi

Af Line Worm Poulsen

Langt ude i den russiske ødemark findes en lille landsby, der både kulturelt og beliggenhedsmæssigt er komplet afskåret fra resten af verden. Det lokale postbud, Lyokha, er med sin motorbåd og faste postrute landsbyens livline til omverdenen. Filmen bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentar, da mange af filmens medvirkende ikke er skuespillere, men landsbyboere, der agerer som sig selv. Det dokumentariske islæt understøttes af et simpelt narrativ og en række karakteristiske optagelser i hjemmevideostil.

Filmen foregår i et særdeles meditativt tempo. Der dvæles ved den smukke, russiske natur, livets små glæder og den simple hverdag i ødemarken. Optagelserne af søen og skovene er utroligt smukke. Filmens første halvdel foregår i denne eftertænksomme stil, hvor der bliver drukket te og udleveret post. Herefter stiger spændingskurven gevaldigt.

Lyokhas motor bliver stjålet, og postbuddet har nu halvvejs inde i filmen pludselig et motiv – han skal finde en motor til sin båd og bliver nødt til at forlade det trygge landsbyliv. Med dette sideplot virker det som om instruktøren har forladt sit eget mål om at lave en autentisk og dybtfølt film, hvor det er sanseligheden og ikke handlingen, der er i centrum. Det virker som en beslutning baseret på frygten for at kede sit publikum halvt ihjel.  Det er ærgerligt, for nok går filmen langsomt, men det salige tempo er netop en af filmens absolutte kvaliteter.

ANMELDELSE AF:

The Postman’s White Nights

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Andrei Konchalovsky

LAND:
Rusland

Det er i filmens stillestående øjeblikke, at historien folder sig ud og bliver medrivende. I filmens emotionelle klimaks, hvor Lyokha tager drengen Timka med på bådtur, når filmen nye højder. Her fortæller postbuddet uhyggelige historier om heksen Kikimora og skræmmer drengen fra vid og sans. Scenen er helt fænomenalt udført, og skuespillet er blændende. Det er én af den slags scener, der giver gåsehud.

Her præsenteres desuden endnu et sideplot, nemlig landsbyboernes hang til russisk folklore og overtro. En begyndende mysticisme sniger sig ind i filmen, og Lyokha begynder at se syner om natten. Filmens overnaturlige elementer hæver køkkenvaskrealismen til nye højder, hvor russisk folklore og hverdagsdokumentarisme går overraskende godt i spænd.

Filmen føles på trods af et noget tyndt narrativ oprigtig og autentisk i kraft af de finurlige landsbyboere og det gode skuespil fra postbuddet og den unge dreng. Samtidig imponerer den flotte billedside, med usædvanligt skønne naturoptagelser, og de overnaturlige elementer giver et friskt pust til hele affæren. Man nyder de 90 minutters ophold i den russiske intethed.

Kommentarer