Portræt: Bille August

Af Anna Rosenberg

Der er ikke så lidt at sige om den danske filminstruktør, som siden sin debutfilm har sat sit præg i den danske filmkultur og til en vis grad også den udenlandske. Bille August lagde ud med sin filmdebut Honning Måne (1978), som vandt en Bodil-pris og slog temaet an for instruktørens kunstflade, dramaet.

Reuter og klassikerne

Efter debuten indledte August et gedigent samarbejde med forfatteren Bjarne Reuter, som resulterede i et par danske filmklassikere. Det var ungdomsfilmen Zappa (1983), som August lagde ud med, dramaet udspillede sig i 1960ernes Brønshøj og fulgte drengene Bjørn, Steen og Mulle. Ungdomsdramaet omhandler venskab, omsorgssvigt og gruppepres, og med den let uskyldige og alligevel pirrende scene med hulen, rokoko-puden og sneglen får filmen lige godt enhver danskers klokke til at ringe.

Bille August gjorde det således igen i 1984 med efterfølgeren Tro, håb og kærlighed, som omhandler den unge Bjørn og hans store forelskelse, samt de problematikker der følger i hans og vennernes kaotiske teenageår.

Samme år tryllebandt Bille August danskerne med den elskværdige karakter Buster Oregon Mortensen i filmen Busters Verden. Med debutfilmen og disse tre danske børne/ungdomsfilm overbeviste Bille August danskerne om sine evner som filminstruktør.

Men Augusts store gennembrud blev uden tvivl den anmelderroste Pelle Erobreren (1987), der blev modtaget med stor hyldest. Filmen, som er baseret på Martin Andersen Nexøs roman af sammen navn, vandt den Gyldne Palme ved Cannes Filmfestival i 1988 og året efter en Oscar samt en Golden Globe for bedste udenlandske film. Pelle (Pelle Hvenegaard) og hans far Lasse (Max von Sydow) immigrerer til Danmark i starten af det tyvende århundrede. Det er dog ikke let for Pelle og hans far, som bliver anset for at være vildt fremmede, og de er begge uaccepterede i landet. Alt i alt gik det nådesløse drama de færrestes hjerter forbi.

Udenlandsk og ordinært

Efter 1987 begyndte Bille August at markere sig som filminstruktør uden for landets grænser, både med større internationale successer og nogle få afstikkere. August lavede i 1992 den svenske TV-film Den goda viljan, med bl.a. Pernilla August, som var gift med Bille August fra 1991 til 1997. Filmen beretter om Ingmar Bergmans forældre og deres historie i starten af det tyvende århundrede, og også denne film vinder den Gyldne Palme.
Året efter laver August slægtsdramaet ”Åndernes hus” (1993) som har en rolleliste med blandt andre Jeremy Irons, Meryl Streep og Antonio Banderas. Filmen vandt to Robert-priser og baseret på Isabelle Alleendes roman, følger vi familien Trueba i et mere eller mindre kaotisk Chile fra sidst i 1920’erne til 1970’erne. I 1997 lavede August, efter Peter Høegs roman, filmen Frøken Smilas fornemmelse for sne og året efter instruerede han Les Misérables (1998), som var baseret på romanen af Victor Hugo. Dramaet fik en blandet modtagelse, og anses ikke for at være en af Augusts bedste film.

Alt i alt er Augusts forsøg på den internationale scene gået godt. Dog har film som Return to Sender (2004) fået en kold modtagelse. Kritikere har hævdet, at filmen var en anelse for ordinær, hvor netop emner som dødsstraf og skyldighed kontra uskyldighed burde gå ind og pille ved menneskets og ikke mindst seerens samvittighed og tolkning af (u)rimelighed, sådan som de gjorde det i Frank Darabonts hårrejsende The Green Mile (1999) og ikke mindst i Lars Von Triers fantastisk gribende Dancer in the Dark (2000).

Tre år efter lavede August filmen Farvel Bafana (2007), som beretter om James Gregory, Nelson Mandelas fangevogter, gennem 20 år, og deres lange og gribende bekendtskab.
I 2012 vendte Bille August så snuden mod Danmark og lavede Marie Krøyer, som fik en forholdsvis god modtagelse. Der blev sat stor opmærksomhed på Augusts hjemvenden til dansk film efter 25 år, og han havde med Krøyer-filmen lavet en traditionel film, som var elegant og følsom – og han levede dermed op til danskernes forventninger om sin kunnen inden for den klassiske drama-fortælling, som han i sin  karriere har lagt for dagen.

Året efter lavede August den internationale film Nattog til Lissabon (2013), hvor han til stor ærgrelse brændte sig gevaldigt på sin traditionelle stil. Anmeldere rundt i verden hævdede, at Bille August havde lavet en aldeles kedelig og ordinær film. Efterspørgslen på en god fortælling øgedes, og det var klart på tide, at August beviste, at han fortsat var en værdig instruktør.

Troen på instruktøren er tilbage  

August har vist os, at han mestrer dramaet især i de danske film og derfor er det også med håbefulde forventninger at danskerne snart præsenteres for Stille Hjerte, som er en film om aktiv dødshjælp. Omdrejningspunktet er uhelbredelig syge Esther (Ghita Nørby) som med sin mand (Morten Grunwald) og sine to døtre Heidi (Paprika Steen) og Sannes (Danica Curcic) samtykke, har bestemt sig for at tage sit liv inden sygdommen forværres og gør hende immobil.

Trods nogle af Augusts afstikkere kan man forvente en dramatisk og gribende skildring af en families historie og bearbejdning af den absurde situation, når et menneskes død bliver fastlagt til en bestemt dag. Den følelsesmæssige og psykologiske problematik med Esthers sygdom, skaber rammerne for en intens og gribende historie, som må siges at være en tematik og fortælling i instruktørens stil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *