POINT BREAK: Point Less

Af Niels Harpøth

Remaken af Point Break er en sjov fisk. En cirkel, der startede med den første The Fast & The Furious, som i sin struktur dårligt er mere end en slet skjult remake, virker nu sluttet. For nu er det Point Breaks tur til at æde sin forgænger og inkorporere diverse elementer fra verdens højoktansactionfrachise numero uno.

Desværre er positive træk som ‘bromantic’ kemi, humor og karismatiske karakterer upåagtet passeret gennem systemet til fordel for globetrotteri og lige én sekvens for meget, hvor bikiniklædte dansepiger er de eneste objekter, der kan fange kameraets interesse.

Point Break er blevet ‘x-treme’, som man bedst kunne være det i starten af 00’erne.

Efter at den unge vovehals, Johnny Utah (Luke Bracey), mister sin ‘bro’, Jeff, der lider årets mindst overraskende død i filmens åbning, skifter han styrthjelm og energidrinksponsorater ud med alenlange lovtekster og rigide dagsstrukturer – for nu vil han være FBI-agent. Da en række dristige kup verden over begås af fandenivoldske forbrydere, ser Utah som den eneste den altafgørende sammenhæng: Disse røvere er ekstremsportsatleter. Ligesom ham.

Så der går selvfølgelig ikke længe før Utah har fået infiltreret gruppen, ledet af den spirituelt anlagte Boddhi (Edgar Ramirez). Med dem suser Utah verden over for at gennemføre ‘The Ozaki Eight’: Otte tilsyneladende umulige ekstremssportsøvelser, der foruden at hylde moder natur også agerer struktur for Boddhi og hans slængs forskellige økoterrorhandlinger.

ANMELDELSE AF:
Point Break

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Ericson Core

LAND:
USA

Dette betyder, at filmen får en repetitiv struktur hvor disse udfordringer – der selvfølgelig ikke undersælges i deres sværhedsgrad og livsfare – rimelig behændigt løses af atletiske polyhistorer. Selvom de blev udført af reelle mestre inden for ekstremsporten – og dermed, med grelle undtagelser, uden hjælp af CGI – formår instruktør Ericson Core hverken at formidle dødsfaren eller den zen-agtige opløftelse, der følger med den. Faren fejler, da man som tilskuer aldrig rigtigt får indtryk af ubekvemthed eller besvær, mens det står på. Følelsen af zen er ikke at finde, da hver eneste af disse scener drukner i lavbudgets-Hans Zimmer torden. Enkelte undtagelser er dog at finde: Både en næsten katastrofal surfing tur og en klimatisk klatrejagt op af en lodret bjergvæg giver momentære sug i maven. Ret skal være ret.

Men der ingen actionscener, der kan måle sig med originalens jagt til fods og når denne version påklistrer det ikoniske og ofte-refererede øjeblik, hvor Utah tømmer sin pistol op i luften, føles det mere som et på forhånd halvt opgivende forsøg på at vække bare et snert af nostalgi hos publikum.

Point Break (2015) savner at få udredet sit forhold til sin forlag. På den ene side er der en ganske beundringsværdig trang til at prøve noget nyt og udbrede spektret. Men hver goodwill, der findes af denne vej udlignes af en jammerlig – og jammerligt udført – genbrug af elementer fra Point Break (1991). Særlig grel er nyfortolkningen af sidekarakteren Pappas. Gary Buseys nervøse energi og karisma er blevet erstattet med en evigt tvær Ray Winstone og Tori er denne gang blevet til Samsara, som ingen funktion tjener – overhovedet.

Det er i sidste ende det største problem, der ender med at sænke hele projektet: Forsøget på at finde en eksistensberettigelse ved at gøre det større og vildere mislykkes i sidste ende. I stedet for at kaste sig hovedkulds ud i grandiose og adrenalinpumpende vildskab, slipper filmen aldrig rigtig sikkerhedslinen og resultatet er et fald pladask på maven.

Kommentarer