Pik og patter med hjerte bag

Af Daniel Hartvig Nielsen

Bad Neighbours har allieret sig med både frat-boy-komedien og Seth Rogen, så platte pik-jokes er nærmest uundgåelige, og på dette punkt ”skuffer” filmen da heller ikke – men den efterlader alligevel seeren med et indtryk af, at den indholdsmæssigt vil noget mere.

 

Mac og Kelly (Rogen og Byrne) prøver undervejs i Bad Neighbours at finde deres nye roller i voksen livet.
Mac og Kelly (Rogen og Byrne) prøver undervejs i Bad Neighbours at finde deres nye roller i voksen livet.

At blive voksen

Ægteparret Mac og Kelly (Seth Rogen og Rose Byrne) bor med deres nyfødte datter i et stille forstadskvarter og prøver at tilpasse sig deres nye voksenliv. Men da ”et college broderskab” (et såkaldt fraternity) med Teddy (Zac Efron) i spidsen flytter ind ved siden af, er de stille dage forbi. Ægteparret prøver i første omgang at være ung med de unge, men da dette ikke giver dem fred, må de tage hårdere midler i brug, og en regulær nabokrig startes!

ANMELDELSE AF:
Bad Neighbours

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Nicholas Stoller

LAND:
USA

Bad Neighbours handler i bund og grund om at acceptere at blive voksen. Dette bliver i de fleste tilfælde sovset godt og grundigt ind i replikker om pik, patter og stoffer, men filmen indeholder også enkelte melankolske scener, som er med til at give filmen indholdsmæssig ballast. De platte jokes til trods, så er flere af filmens scener ganske humoristiske, som da parrets baby tygger på, hvad, Mac i første omgang tror, er en ballon, men som viser sig at være et kondom.

 

Veludført, men udpenslet

Frat-guy vs. Family Guy. Zac Efrons vaskebræt bliver luftet i Bad Neighbours, men akkompagneres af Seth Rogens noget mere normale, men også halvfede kropsbygning.
Frat-guy vs. Family Guy. Zac Efrons vaskebræt bliver luftet i Bad Neighbours, men akkompagneres af Seth Rogens noget mere normale, men også halvfede kropsbygning.

Filmen lægger sig i strømmen af de populære Judd Apatow-komedier (Apatow har dog ikke været en del af tilblivelsen af denne film), som kombinerer seriøse emner med sort humor. Til trods for at filmen ikke når samme komiske højder som fx Apatows Knocked Up (2007) eller Superbad (2007), så er filmen som helhed veludført. Alle skuespillere, især de tre hovedrolleindehavere, er veloplagte og formår at give deres karakterer en grad af dybde, som er med til at adskille Bad Neighbours fra den gængse platte komedie.

Budskabet om at blive voksen er heller ikke til at undgå, for hen mod filmens slutning bliver dette udpenslet både direkte i dialogen og i fysisk forstand i kontrasten mellem Zac Efrons vaskebræt og Seth Rogens mere naturlige, halvfede kropsbygning. Dette er med til at udvande filmens ellers så fine budskab i unødvendig grad – den havde fungeret fint uden en dobbelt understregning.

 

Bad Neighbours er ikke et dårligt bekendtskab. Det er en vittig sommerfilm med noget på hjerte, om end tematikken ikke stikker så dybt igen. En veludført komedie, som kan give dig et smil på læben på en regnfuld sommerdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *