PHANTOM OF THE PARADISE: Winnipegs Rocky Horror

Af Niels Harpøth

“He is looking for the new sound of the spheres to inaugurate his own Xanadu, his own Disneyland – The Paradise, the ultimate rock palace. This film is the story of that search, of that sound. Of the man who made it, the group who sang and the monster who stole it.”

Med disse ord er super-plade-producer-skurken, Swan, tilpas mytologiseret og scenen sat for Brian De Palmas Phantom of the Paradise, et vidunderligt filmisk kuriosum – en ægte kultfilm. Den serverer glamrock og glitter i et kaotisk og ufortrødent sammenkog af alt fra klassisk skræklitteratur til filmhistoriens hovedværker sat til musik af Paul Williams, som de fleste kun kender for ’The Rainbow Connection’.

Skelettet er taget fra Gaston Leroux’ The Phantom of the Opera. I De Palmas version er operaen dog skiftet ud med The Paradise: Et kombineret pladestudie og koncertvenue og fantomet starter som den nørdede, naive og temperamentsfulde sangskriver Winslow Leach. Han vil gøre alt for at skaffe sin musik et publikum og hans skødesløse tilgang til sit projekt resulterer i, at den djævelske Swan stjæler hans kantate, der genfortæller Faust-legenden, hvorefter han får smidt Winslow i fængsel. Her rives hans tænder ud og erstattes med et metalgebis, der er Jaws værdigt. Men Winslow bryder ud og hans kortvarige rasering af The Paradise resulterer i, at han får hovedet klemt i en vinylpresse, bliver skudt og formodes død.

Men han overlever og forvandler sig selv til Fantomet – komplet med sort læbestift, kappe og sølvhjelm – og påbegynder sin hævngerrige hjemsøgning af The Paradise, hvor Swan kværner gennem unge kvinder med sangstemmer og stjernedrømme.

De Palmas virtuose kakofoni

Fantomets første aktion er som taget ud af The Third Man. Han planter en tikkende bombe i en rekvisitbil, der langsomt skubbes ind på scenen under øvelserne til The Paradises store åbningskoncert. Her synger Swans band The Beach Bums (der starter filmen som The Juicyfruits og afslutter den som The Undead i en spids lille kommentar til underholdningsbranchen leflen for pøblens evigt skiftende smag) en banaliseret udgave af ’Faust’ til hvilken bombens tikken bliver en metronomen. Dette blander sig med diverse småskænderier, man kunne forvente bag scenerne til så stor en produktion og da lydmixet ikke favoriserer et af disse tre elementer, skaber det en herlig og lettere desorienterende kakofoni. Den filmiske larm bliver kun højnet af den split-screen effekt, De Palma nærmest har patent på. Publikum ser hele forløbet fra to perspektiver, men Phantom of the Paradise går lige det ekstra skridt ved at skabe overlap i de sidestillede motiver. De samme små øjeblikke vises fra forskellige vinkler og denne opbrydning af rummet kan næsten bedst beskrives som en art filmisk kubisme. Bilen er konstant placeret prominent i billedet og er derfor aldrig i fare for at drukne i blandt alle de indtryk, de på skift hvirvlende kameraer giver.

phantom split 3 

Phantom of the Paradise emmer af den slags visuelt overskud og fortælles i så rasende et tempo, at de snublerier, der uundgåeligt finder sted, hurtigt glemmes igen. Især skal man ikke tænke for meget over Winslows fængselsflugt, der skider så højt og helligt på kausalitet og logik som overhovedet muligt. Ens tankerne ledes uundgåeligt hen på en koncert, hvor musikere, back-up dansere og lysteknikere alle er så overgearede, at koreografien til tider skrider og man undrer sig over, hvorvidt der overhovedet kan være noget kokain tilbage i miles omkreds. Det er rock and roll.

En glamrockmusical der spidder det kærlighedsforladte ægteskab mellem den kyniske, kapitalistiske institution og det personlige udtryk, hvor den eneste vej til eksponering er en opslugning i maskineriet og en trivialisering af det kunstneriske udgangspunkt? Det budskab leveret i et plot, der frit låner fra Faust og The Picture of Dorian Gray foruden alle de andre nævnte værket? Det plot, pakket ind i et filmisk udtryk, der mest af alt giver indtryk af, at alle forslag er blevet mødt med en ny bane på glaspladen og et rungende ”JA!”? Alt det et helt år før Tim Curry for første gang sang Sweet Transvestite på det store lærred?

Afvist alle steder på nær ét

Selvfølgelig var den dømt til at blive en fiasko – holdt i live af en lille skare af passionerede fans, hvis rækker alligevel tæller både Daft Punk og Edgar Wright, hos hvem man kan se det gakkede og ekvilibristiske univers’ tydelige indflydelse. Den var en fiasko alle steder på nær iskolde og gudsforladte Winnipeg, hvor dens succes var tordnende. Det føles næsten perfekt, at den her blev så etableret en del af kulturmiljøet, at selveste Guy Maddin ikke turde give sig i kast med fænomenet i sin docufantasia My Winnipeg. Phantom othe Paradise var, som Maddin sagde, ganske simpelt ”for stort et emne”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *