PETER OG DRAGEN: Kommer aldrig over børnehøjde

Af Mikkel Tengvad

Det var bare et spørgsmål om tid, før Disneys klassiker fra 1977 fik et større vingefang. Med topmoderne teknologi og skuespillere af højeste kaliber prøver filmen at gøre sig gældende i et år, der har budt på sammenlignelige familiefilm som Junglebogen og Tarzan. Peter og dragen, Elliot, formår dog ikke at fyre op under hele familien, men ender i stedet med at henvende sig lige lovligt meget til de mindste blandt publikum.

Når Elliot eksploderer i et slimbad af et dragenys, er det ikke svært at regne ud, at den intenderede effekt er en hel sal af mindreårige, der følger efter med et kollektivt ”aaaaad”. Der skal heller ikke det store regnestykke til at finde ud af, hvorfor den store grønne drage er et plysset hundelignede væsen og ikke en kæmpe reptil af en dræber. Filmen er skabt for at behage de små biografgængere, hvilket den for så vidt også har succes med.

Gennemskuelighed og uoriginalitet er dog med til at forhindre filmen i at komme over børnehøjde. Klichéerne fylder mere end træerne i den magiske skov, og man kan ofte sidde og fremsige replikkerne kort inden, skuespillerne selv leverer dem. Man kan heller ikke anklage filmen for at være subtil. Når den moderlige Grace (Bryce Dallas Howard) for eksempel tager Peter med hjem fra skoven, lyder Leonard Cohens sprøde stemme: ”I used to think I was some kind of Gypsy boy, before I let you take me home”. Heldigvis flyver de overfortalte scener, sandsynligvis, over hovedet på de ikke-engelsktalende.

ANMELDELSE AF:
Peter og dragen

ORDET SYNES: 3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

David Lowery

LAND:
USA

Apropos sprog, så er de danske stemmer en ufrivillig komisk instans, der forhindrer nogen form for indlevelse i børneeventyret. En legendarisk skuespiller som Robert Redford gennemgår en betydelig degradering, når Finn Nielsens danske stemme asynkront slipper ud mellem hans amerikanske læber. De danske stemmer er måske for børnene en nødvendighed, men for det resterende publikum er det en ærgerlig løsning – især når det originale cast ellers er så skarpt.

Vores modersmål er dog ikke det tungeste lod på ulempernes vægtskål. Den fantasifulde films fantasiforladte familieforhold er det mest kritisable element. I stedet for at hylde opfindsomhed eller Peter og Elliots aparte forhold, bliver kernefamilien præsenteret som det ultimative scenarie og den eneste rigtige konstellation. Mor, far, søn og datter giver fuldt hus, og så er lykken gjort.

Jeg siger ikke, det er dårligt at være samlet på sofaen til højtlæsning, men er det den eneste udvej?

Forholdet mellem den plyssede drage og den lille dreng er sødt, hvilket der også kommer et fint lille eventyr ud af, som børnene nok skal suge til sig. Der skal dog ikke vokse mange hår på kroppen, før filmens uoriginalitet bliver aldeles gennemskuelig og uinteressant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *