PERLEMORSKNAPPEN: Kosmologi der tager munden lidt for fuld

Af Ulrikke Xenia Sandby

Vandnomader, filosofisk kosmologi og grusomhederne under Pinochets diktatur er blot nogle af de emner, der tages op i Perlemorsknappen (2015).

En perlemorsknap er et lille stykke af naturen, som mennesket har taget ejerskab over: hullet, slebet og tvunget ned i en form, der er tilpasset til et menneskeskabt formål. Hele historien starter netop med to mystiske perlemorsknapper, fundet på bunden af Stillehavet; det hav der omkranser Chiles lange kystlinje. Ingen ved hvordan de er havnet der eller hvem de har tilhørt, men det forsøger dokumentaren at forklare.

Natureksperter, kunstnere og tidligere politiske fanger er blot et udpluk af de mennesker, der giver et bud på, hvordan det hele hænger sammen. Med en rolig og fattet stemme, guides vi hele vejen af Patricio Guzmán, og man får helt fornemmelsen af, at være inviteret helt ind i hans tankespind for halvanden time.

Vestens kolonisering og misbrug naturen er en gennemgående vinkel, vi ser i denne dokumentar om Chiles blodige historie og de grimme hemmeligheder Stillehavet gemmer på. Dette står i skarp kontrast til vandnomaderne, hvis forhold til naturen skildres som ærefrygtigt og nærmest asketisk. Det var i hvert fald indtil deres rettigheder og land (rettere vand) blev frataget af ”den hvide mand”.

I 1800-tallet var der omkring 8000 vandnomader og dagen i dag er der kun tyve tilbage. De var et vandrende folk, der altså har overlevet naturens barske forhold i mange hundrede år, men da de engelske sømænd forsøgte at ”civilisere” dem, døde størstedelen. Nogle af alkoholmisbrug og nogle af sygdom, men langt de fleste døde under et brutalt folkedrab, der også skildres i filmen.

ANMELDELSE AF:
Perlemorsknappen

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Patricio Guzmán

LAND:
Chile/Frankrig/Spanien

At det omkringliggende hav hedder Stillehavet, er derfor i filmens henseende meget passende, for ifølge Guzmán har havet en hukommelse, men ingen mulighed for at fortælle om de grusomheder, som det har set. Perlemorsknappen giver endelig havet den stemme, som de fortiede, forsvundne liv har manglet.

Isblå gletsjere, lette bølger i det glinsende hav og regndråber, der falder ned fra himlen i slowmotion. Den visuelle del af filmen bærer præg af en videlysten, essayistisk og filosofisk undersøgelse af de former og farver, som vand kan tage. I Nostalgia For The Light (2010), som kan siges at være forløberen til Perlemorsknappen, har Guzmán haft den samme filmfotograf, Katell Djian, hvilket er tydeligt at se, i det kunstværk, hvert enkelt shot fremstår som. De mange visuelle match fortæller en hel historie i sig selv, ved bl.a. at sammenligne gigantiske planeter og stjerner med mikroskopiske partikler i en vanddråbe, som indeholdt den også en hel galakse selv.

Det er også let at blive forgabt i Chiles smukke natur, og det er måske det, der er sket for Patricio Guzmán, for desværre mangler dette visuelle mesterværk en mere sammenhængende narrativ ledsager, til at følge filmen helt til dørs. Den mister helt fodfæstet, med den altfavnende kosmologiske og nationalhistoriske fortælling, som han forsøger at kommunikere. Der mangler simpelthen en stærkere forbindelse, mellem de elementer som sammensættes.

Guzmáns særlige præg er tydeligt og til stor fordel for filmen. Dog kan den til tider virke lidt, som et virvar af hans egen tankestrøm. Om vi nogensinde kommer til at kende den sande historie om perlemorsknapperne, må derfor forblive i uvisheden. Ikke desto mindre fortæller filmen en vigtig historie om chilenernes forsvundne kulturarv fra landets oprindelige beboere og om ofrene af Pinochets diktatur, der alle er blevet bragt til tavshed i det ligeledes stille hav.

Kommentarer