PEGGY GUGGENHEIM: ART ADDICT: ”It’s all about art … and love”

Af Trine Balle

Den kompromisløse kunstelsker Peggy Guggenheim levede et turbulent og omskifteligt liv. Flere forfejlede ægteskaber, endeløse rækker af elskere og et altoverskyggende afhængighedsforhold til kunsten havde sin pris for den flamboyante diva, hvem dokumentaren tegner et respektfuldt og nuanceret billede af.

Instruktøren har dog på filmens ”kun” 96 min. forsøgt at inddrage for mange petitesser om Peggys omskiftelige omgangskreds, og for selv den opmærksomme tilskuer bliver udtrykket overvældende og rodet. Peggy Guggenheim (1898-1979) gjorde store ting for den kunstneriske verden. Den amerikanske samler tog aspirerende artister under sine magtfulde vinger og byggede betydningsfulde broer mellem den europæiske og amerikanske artscene.Som én af de første kvinder i sin tid kæmpede hun sig frem i en ellers mandsdomineret verden, opførte flere storslåede museer og blev venner med alle de største kunstnere. Men ikke alle af hendes såkaldte venner havde rent vand i penselglasset, og Peggy blev ofte udnyttet for sin generøsitet og kunstneriske besættelse.

Filmens bærende element er et båndet, hengemt interview, som i flere årtier har været glemt og gemt for offentligheden. Interviewet blev Peggys sidste, inden hun døde i 1979. Mere end 30 år er gået, og filmen har derfor et tilbageskuende blik, hvor alle historiske facts og anekdoter krydres med appetitligt billedmateriale fra det omflakkende liv. Vi tages med på en visuel, illustrativ rejse gennem gamle sort/hvide fotografier, flimrende optagelser fra de pulserende storbyer, der skiftevis blev hendes hjem, samt stillbilleder af Peggys ilt og eneste kærlighed; kunsten.

ANMELDELSE AF:
Peggy Guggenheim

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Lisa Immorino Vreeland

LAND

USA, England, Italien

Men eftersom interviewet blot er auditivt, forekommer der kun momentvis videomateriale, hvor Peggy faktisk optræder. Hun opleves næsten udelukkende gennem de gamle fotografier, hvilket ikke er nok til at opnå den tætte relation, der skal til for virkelig at mærke hende. Der skabes dermed en mærkbar distance til vores protagonist, og filmen bliver i lige så høj grad en kunstnerisk periodeskildring fremfor et dybdegående portræt af personen bag samlingen.

Filmen inddrager et ubegrænset potpourri af personer, hvilket naturligvis giver et autentisk billede af Peggys liv og alle de interessante mennesker, der vandrede ind og ud af det. Men medmindre man er bekendt med samtlige af datidens store kunstikoner, bliver den endeløse namedropping forstyrrende, og der skabes ikke nok plads til de nære, menneskelige historier, der virkelig kunne være kød på. Eksempelvis berøres det kun overfladisk, hvordan Peggy evindeligt valgte kunsten fremfor sine børn, og at hendes datter, som følge deraf, tog sit eget liv.

Men måske er det netop filmens hensigt ikke at invitere os alt for tæt ind på den selviscenesatte kunstdronning – præcist som hun heller aldrig selv lod nogen komme for nær. Bag den bramfri og seksuelt udfarende fremtoning gemte der sig tydeligvis en usikker og privat pige med næsekomplekser og nervøse trækninger, der afslørede sig, når hun talte. Man efterlades derfor trods alt med både beundring for en hårdtarbejdende kvindes enorme bedrifter og en dybfølt sympati for en ensom eksistens, der aldrig rigtigt fandt kærligheden hos et andet menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *