PAUL THOMAS ANDERSON: Troværdighed og nærhed

Af Rasmus Angelsnes Hansen

“These movies: they’re movable feasts. It’s out there, and it exists, and it’s gonna be something different all the time.” – Paul Thomas Anderson.

Los Angeles, Californien. Populærfilmens mekka. Hundredtusindvis af film er lavet af tusindvis af filmskabere i de solbeklædte dale omkring byen. Det er i disse dale, at Paul Thomas Anderson voksede op. Hans familie var flyttet fra Cleveland, hvor hans far, Ernie Anderson, var kendt som den gakkede Ghoulardi – en fjernsynsfigur med transylvaneraccent der præsenterede gyserfilm i de sene nattetimer. Faren vender vi tilbage til.

Familien var stor. Paul Thomas Anderson havde 3 søskende og 4 halvsøskende på sin fars side.
Faderen havde fået arbejde ved tv-stationen ABC som oplæser, og sønnen Paul Thomas fik lov til at komme sidde med i de tekniske baglokaler. Den samme type lokaler, han for 6 måneder siden sad i, da han klippede sin nyeste film Inherent Vice (2015).

Da Paul Thomas var omkring 10 år gammel, fik han et af de helt nye videokameraer af sin far, og der var ingen andre i familien, der fik lov til at røre det. Fra da af var han en af byens filmskabere.

Ilddåb

Han debuterede som spillefilmsinstruktør allerede som 23-årig med Hard Eight (1996). Selv beskriver han processen som en ilddåb ind i Hollywood. For det var en vanskelig proces. Firmaet, som havde skudt penge i projektet, nægtede at udgive den med PTAs gennemklip og valgte at klippe hele filmen om. Det ville han ikke finde sig i og valgte at kæmpe en lang hård kamp for at få det på sin måde – og til sidst lykkedes det. Der var dog en hage: filmen måtte ikke længere have originaltitlen Sydney, men skulle hedde Hard Eight. PTA har senere udtalt om at lave film i Hollywood: ”Be Paranoid, be protective, don’t trust anyone”.

Skuespilleren: filmens centrum

I dag har Paul Thomas Anderson lavet syv spillefilm. Alle vidt forskellige, men når man ser en PTA-film, så ved man at det er en PTA-film. Den tålmodige klippegang, de nærmest maleriske billedkompositioner og måske mest karakteristisk: de lange involverende og indviklede one-shots er alle kendetegn ved hans film.

Måske overraskende kommer alt dette i anden række for Paul Thomas Anderson. For ham er skuespilleren absolut det vigtigste: Skuespilleren og skuespillet er grunden til, at vi ser film; det er det, vi ser på, det der får os til at føle og tænke.

Det kan være, at det er derfor, at PTA caster som han gør. Han samarbejder som andre auteurs, f.eks. Quentin Tarantino og Martin Scorsese, med de samme skuespillere over flere projekter. Han arbejdede med John C. Reilly i sine tre første film, Joaquin Phoenix i de to nyeste og Philip Seymour Hoffman i hele 5 af hans 7 film. Dette intense samarbejde med skuespilleren er gennemgående i PTAs film. Han kender sine skuespillere, og bruger det til at få det bedst mulige skuespil op på lærredet og ud til seeren.

Familie – i porno, sekt og død

Paul Thomas Andersons store familie betød meget for ham som barn. Han tog med sine ældre halvsøskende rundt i bil i den flade storby og de lærte ham om de film, de så, og de rockbands, de lyttede til. Hans bedstemor boede også i byen over for et pornostudie, og det skulle blive medinspiration til filmen om pornoens guldalder: Boogie Nights (1997) – en film der i høj grad handler om at være del af en familie.

Familietematikken skinner igennem i flere af hans film. I There Will Be Blood (2007) følger vi den ultra-ambitiøse Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) og hans adopterede søn, mens han langsomt begynder at svigte sønnen til fordel for sit virke som oliemagnat.
I The Master (2012) følger vi den enfoldige, men meget fascinerede Freddie Quell (Joaquin Phoenix)l mens han forsøger at blive del af en scientology-lignende sekt. Han nærmest forelsker sig i den Hubbard-inspirerede leder, spillet af Philip Seymour Hoffman.

En af hans mest personlige film er nok Magnolia (1999) – en multiprotagonistfortælling og en ægte tour-de-force. Det er her, vi vender tilbage til hans far.  Ernie Anderson med det vanvittige alter-ego Ghoulardi dør i foråret 1997 af kræft. Dette er et hårdt slag for sønnen, og han beskriver det, at få at vide at ens far skal dø på samme måde, som hvis det regnede med frøer.
I Magnolia regner det med frøer, da en af filmens mange karakterer, Earl Partridge (Jason Robards) er ved at dø. Samtidig er hans unge kone ved at få et nervøst sammenbrud. En fortælling som er meget tæt på Paul Thomas Andersons virkelighed.

”…Something different all the time”

Det indledende citat er sagt med henvisning til Paul Thomas Andersons yndlingsfilm The Treasure of the Sierra Madre (1948) (han så den klassiske guldgraverfilm igen og igen, mens han skrev There Will Be Blood), men det passer næsten bedre på hans egne film. Hver eneste gang man ser en PTA-film kan man drage noget nyt fra den. Det dybt personlige og den entusiasme, som han bidrager til sine film, gennemsyrer hver eneste indstilling og replik. Det er sandt både for hans egne originale manuskripter, og dem der, som den nye Inherent Vice, bygger på romaner. Om det er umulig kærlighed, dødens sorg, en hashtåge eller familiens skød, så formår PTA at videregive det til sit publikum på ekstremt troværdig vis.

Paul Thomas Anderson er i hvert fald ikke bare en af filmskaberne i dalene omkring Los Angeles.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *