PASSENGERS: Starcrossed lovers

Af Anna Wied Kofoed

Et rumskib glider over det stjernespækkede himmelrum som et skib over blikstille hav. Det lader sig opsluge af det uendelige mørke og stjernevrimlen for derefter atter at tone frem på biograflærredet. Men noget går pludselig galt, da en regn af meteorer kolliderer med skibets forstavn og splintres til atomer. En af skibets 5000 passagerer vågner op af sin dvale 90 år for tidligt og strejfer nu ensom rundt på det sovende rumskib.

Passengers er utvivlsomt en smuk film, men på ingen måde ekstraordinær. Den følger i kølvandet på prisvindende sci-fi dramaer som Gravity (2013) og Interstellar (2014), men er lysår fra at vække samme beundring. End ikke universets storslåethed kan kompensere for filmens brister.

Den begynder ellers lovende med en forholdsvis veloplagt Chris Pratt, der som en anden Tom Hanks, strander i rummet. Med Jennifer Lawrences entré skifter filmen dog drastisk karakter og fortaber sig i længselsfulde blikke og tåkrummende kærlighedsklicheer. Sentimentalismen når nye, skamløse højder, når Jim Preston (Chris Pratt) og Aurora Lane (Jennifer Lawrence) smider om sig med begavede linjer som, ”do you trust me” og ”you die, I die”. De har lagt hele deres verden bag sig, men deres bevæggrunde er så vage, at karaktererne fremstår langt mere urealistiske end selve ideen om menneskets immigration ud i rummet. Aurora er villig til at opgive hele sit liv i jagten på den gode historie, og Jim søger nye, kreative udfordringer. Karaktererne og deres spirende forelskelse er uden tyngde, og de to hovedkarakterer reduceres til smukke, tomme hylstre, der betager, men aldrig rører os. Med et så svagt manuskript er det trods alt også svært at imponere selv som anerkendt skuespiller.

ANMELDELSE AF:
Passengers

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Morten Tyldum

LAND:
USA

Filmens sidste tredjedel er en rejse ud i en helt ny genre, når romantisk drama bliver til katastrofefilm. Spændingen stiger stødt i takt med, at problemerne griber om sig, men filmen formår endnu en gang at sabotere sig selv. Ikke én eller to, men hele tre gange står vores ”helte” overfor at måtte tage uigenkaldeligt afsked med hinanden, og filmen taber atter momentum. En ny karakter, med en meget klar dagsorden og afgørende betydning for plottets fremdrift, introduceres meget pludseligt. Motiverne for hans opdukken er dog så gennemskuelige, at man som tilskuer bliver direkte fornærmet over producenternes manglende tiltro til vores åndsevner. Den naive tro på publikums beskedne tankevirksomhed afspejles også i en voice over, der udpensler alle filmens moralske pointer og intet overlader til fantasien.

Filmens måske største problem er, at den lover en hel masse, den langt fra kan holde. Jeg gik ind i biografmørket med en forventning om at lade mig forføre af en stor kærlighedshistorie og lade mig føre bag lyset af et kynisk plot. Jeg fik hverken stor kærlighed eller tankevækkende science fiction, tværtimod. Spændingen lader vente på sig, og hvis sandheden skal frem, kunne filmen uden større problemer sagtens have udspillet sig i mindre ekstravagante omgivelser. For det er, trods alle løfter om hæsblæsende action, en kærlighedshistorie forklædt som sci-fi og endda en kedelig én af slagsen.

Traileren var mere medrivende end to timer i selskab med nogle af Hollywoods største stjerner. Kom igen Jennifer Lawrence og Chris Pratt, det kan i godt gøre bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *