PARIS OF THE NORTH: Kærlig kynisk trivialitet

Af Cécile Anna-Camille Zimmermann

Hugi løber gennem den lille islandske by, der ligger isoleret blandt kæmpe grålige fjelde. Vi følger hans løb langs byens slidte farverige huse og tomme områder, imens filmens åbningstekster popper frem over skærmen i store gule bogstaver. Musikken, som er gennemgående for hele filmen, sætter stemningen med sin skævt optimistiske blanding af 80’er pop og indierock. Allerede i disse første minutter af filmen præsenteres miljøet og filmens særegne kærlige skildring af Hugis og byens absurd-trivielle hverdag.

Der er ikke meget at lave i byen om sommeren – især ikke for sobre alkoholikere. Derfor bruger Hugi det meste af tiden på at løbe, gå til AA møder med hans ekskærestes far og ekskærestens ekskæreste, eller spille fodbold med ekskærestens søn – lige indtil hans ellers fraværende far kommer på besøg.

Til trods for at Hugi ikke vil have en terrasse, vil faren bygge en med ham, så de kan bruge tid sammen Desuden drikker faren voldsomt og skaber en del problemer. Filmen tematiserer på kærligt kynisk og tragisk morsom vis problematikker imellem fædre og sønner: behov for tæthed over for behov for selvrealisering og kampen for det ’fulde’ liv – uden alkoholisme.

Stilistisk set balancerer filmen flot imellem dynamik og rolig observans; bevægelige billeder som i filmens mange løbescener, der skaber både intensitet og indsigt i byens fortvivlende lille miljø; alt mens statiske billeder i store billedudsnit, eksempelvis ved terrassen foran Hugis hus, giver en tør distanceret stemning med indtryk af passiv fremmedgørelse.

ANMELDELSE AF:
Paris of the North

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Haffstein Gunnar Sigurosson

LAND:
Island, Frankrig og Danmark

Filmen formår at komme ind på tunge emner og situationer på både en rå, direkte og meget menneskeligt følsom måde og har samtidig en afslappet tilgang til fortællingen.

Skuespillerpræstationerne, især fra hovedrolleindehaveren, er virkelig imponerende, hvilket understøtter den nødvendige interesse i karaktererne så man fornemmer kærligheden bag de kyniske kontekster. Især musikken bidrager til at binde det hele sammen i filmens unikke melankolske sødme og tragikomiske stemning. Musikken er navnlig stærkt komisk i en scene i byens svømmehal, hvor nogle ældre madammer laver vandgymnastik.

En smuk, rørende såvel som tragikomisk film, der i den grad er værd at se.

Kommentarer