PAPER TOWNS: Ung og uskyldig

Af Ida Lydom Thomsen

Til pressevisningen på Paper Towns var der ud over pressematerialet mulighed for at få et par badges med filmens hovedroller og citater på med hjem til eventuelle børn eller søskende.  Med denne lille uskyldige reklamegave blev man lige mindet om, at John Greens romaner og filmatiseringer dyrkes på samme måde som Twillight-, Divergent– og Hunger Games-fænomenerne med deres fangrupper og merchandise. Dog er vampyrer og dystopiske verdener skiftet ud med søde, uskyldige hjerteknusere, en masse god indiepop og et meget ordentligt amerikansk middelkassesamfund. Paper Towns har det hele.

Den kejtede Quentin (Nat Wolff) bliver som barn meget forelsket i sin nye nabo Margo (Cara Delevigne), og de to bliver hurtigt venner. Da de når high school er de to dog gledet fra hinanden, for mens Quentin er en fornuftig, målrettet og ikke særligt populær fyr, er Margo blevet skolens lækre, smarte pige, der er omgæret af mystik og konstant interesse. Da Margo en nat dukker op ved hans vindue og efterspørger hjælp til en mission, kommer de to tæt på hinanden igen, og pludselig som Quentin tror, at tingene vil blive anderledes i skolen, er Margo forsvundet. Sammen med vennerne Radar og Ben sætter han sig for at finde hende.

ANMELDELSE AF:
Paper Towns

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Jack Schreier

LAND:
USA

Paper Towns er, ligesom sidste års succesfulde kræftdrama The Fault in Our Stars, en filmatisering af en af en John Greens ungdomsromaner. I denne omgang har vi dog med en noget lettere fortælling at gøre. Filmen behandler vante ungdomstematikker som popularitet, venskab og jagten på lykke. Quentin, der er mere end bare almindeligt artig, bliver konfronteret med den rebelske og egenrådige Margo, men begge forekommer de en anelse for karikerede.

Verdens mest hypede person i øjeblikket, supermodellen Cara Delevigne, har med denne film fået sin første store rolle som den uopnåelige og interessante nabopige. Delevigne er dog egentlig ikke så dominerende en karakter, for Quentin og hans to venner er med i næsten alle scener, og hendes fravær er faktisk positivt. Karakteren lever mest i omtalen i hvilken hun gøres til et fuldstændig overlegent menneske. I de scener hvor hun rent faktisk er med, virker hun mest af alt bare lidt irriterende og prætentiøs.

Alt ved Paper Towns er nuttet. Hovedrolleindehaveren Nat Wolff er akavet på den helt rigtige måde, og både handling og locations er uskyldige og søde. Universet er meget poleret og pænt, og med en lang række ungdomsfilmsklichéer som fx det evige prom eller de hårde drenge, der skal være ved at smadre de kiksede, går man ud af biografen med en følelse af, at den ikke bringer ret meget nyt til genren.

Paper Towns bliver helt klart bedre, som den skrider frem, men når dog aldrig derop, hvor det bliver rigtig interessant.  Dog kan den godt kan udgøre harmløs underholdning en eftermiddag i biffen, nu hvor vi alligevel tager to gange efterår i træk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *