PACO DE LUCÍA: FLAMENCOENS MESTER: Som få og som så mange andre

Af Thomas Hasse Therkildsen

Paco de Lucía var en mester i af sit felt. Få har man set som ham. Men hvordan gør man en mesters liv interessant, hvis det interessante kun ligger i hans geni?

Denne dokumentar fortæller historien om de Lucías liv til tonerne af hans musik og med samme tempo. Paco medvirker selv, og det er ham, der fortæller. Med er også hans bekendte, og i stil med flere andre dokumentarer om store personligheder veksles der mellem arkivoptagelser, still-billeder og talking heads.

Men de Lucía er interessant. Hans personlighed er på mange måder mystisk, og det er svært at gennemskue om den nu afdøde musiker led af overtænksomhed, eller om han var prætentiøs. Han er dog med sikkerhed arrogant, men han har noget at have det i, og hans mesterlighed fremvises heldigvis gavmildt.

I hans fingre var en enorm hastighed. Desværre er det også med højt tempo, at filmen fortæller. Til tider går det for hurtigt, og man får som tilskuer ikke lov til at lade de informationer, man får, sænke sig. Det bevirker også, at hans liv bliver gennemgået overfladisk.

Men de Lucías liv virker heller ikke så interessant. Om det er sådan i realiteten, om det er instruktøren Curro Sánchez’ manglende talent eller hovedpersonens svage fortællerevners skyld, er svært at sige. Paco de Lucía er tydeligvis genert, og han beskriver sig selv som tosset. Han er eneboer og meget fattig for ord, så det har nok heller ikke været let at få ham til at fortælle.

ANMELDELSE AF:
Paco de Lucía: Flamencoens mester

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Curro Sánchez

LAND:
Spanien

Men som for så mange andre genier er det talentet, der er spændende – ikke så meget det bagvedliggende liv. Og hvorfor skulle det være det? Paco de Lucía var en fantastisk musiker, og han blev til det ved at øve fra barns ben. Det giver sig selv.

Det virker blot som om, at hans liv indeholdte en masse tilfælde, der efterlod ham det sted, han var til sidst i sit liv. Der er få erfaringer, vi som tilskuere kan tage til os, og om det blot er ydmyghed eller ren tilfældighed, at han blev til hvad, han var, så er det svært i dokumentaren at se de Lucía kæmpe for noget andet end at være god til at spille guitar, end ikke hans berømmelse. Det er en smule uinspirerende, og det efterlader uheldigvis dokumentaren meget svag. Filmen mangler betragtninger. Og mere præcist: hans betragtninger. I stedet for at høre en klassisk fortælling om en musikers liv, ønskede jeg at lære musikeren bedre at kende gennem hans personlighed. Hvad synes han egentlig selv om sit liv, og hvad kan han lære fra sig? Det er spørgsmål dokumentarer som disse burde have som grundlag.

Men dette bliver også en lidt for sur sang, for på trods mange muligheder for forbedringer opnår man via filmen større viden om en kunstner – og det er altid noget værd. Den fungerer som en simpel introduktion til Paco de Lucías liv og værk og gør det fint. Det er i hvert fald svært at hade filmen. Paco de Lucía: Flamencoens mester lider af at være ordinær, og det bør der egentlig ikke være nogen skam i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *