C'EST LA VIE:
Overdådigt bryllup krydret med slagkraftig fransk satire

Makkerparret bag nyere tids største franske filmsucces leverer varen med træfsikkert manuskript i historien om et storslået bryllup bag kulisserne.

Du er hovedarrangøren af en bryllupsfest, som afholdes på et gammelt fransk slot. Gæstelisten tæller flere hundreder mennesker, og den forkælede og arrogante brudgom forventer et perfekt show af en dag med ham i centrum. Du har været i branchen i mange år og garanterer ham, at du har styr på sagerne. Men hvad stiller du op, da du få minutter inden serveringen af hovedretten får besked om, at den uduelige tjener, som din assistent mod din vilje har medbragt, har valgt at skifte strømstikket til køleskabet ud med sin barbermaskine, så al kødet er rådnet?

For eventkoordinatoren Max er løsningen såresimpel: Butterdejsstænger med masser af salt.

Plottet til Olivier Nakaches og Éric Toledanos sidste nye skud på stammen er både enkelt og originalt. Nok lyder historien som noget, man har hørt før, eksempelvis i Phillip de Chauverons Qu’est-ce que qu’on a fait au Bon Dieu? (2014) med den danske titel Bryllupskaos, som bestemt også kunne være en passende dansk titel til Le Sans de La Fête (som i stedet hedder C’est la vie herhjemme). Filmen går med andre ord formentlig hurtigt i glemmebogen, men det mangfoldige karaktergalleri, den kvikke ping-pong-dialog og den elegante kameraføring er under alle omstændigheder af højeste kaliber.

Manuskriptforfatter Toledano formår kontinuerligt at beskæftige seeren med replikker, der leveres så nonchalant, at man knap fanger den ene replik, før den næste serveres. Filmen emmer af klassisk fransk sarkasme og ansatte, som konstant mundhugges i en arrogant, overfladisk humor, der giver et fint indblik i den prætentiøse branche.

Max Angély (Jean-Pierre Bacri) agerer tovholder for endnu et bryllup, som brudgommen Pierre (Benjamin Lavernhe) nærmest egenhændigt sætter rammerne for. Det er Max’ opgave at bide i det sure æble, finde Colgate-smilet frem og overbevise Pierre om, at det hele forløber efter planen.

Det er dog ikke tilfældet – tværtimod: Det oprindelige loungeband erstattes af flødebollen DJ James (Gilles Lellouche), som ikke kan nogen af de ønskede sange; fotografen Guy (Jean-Paul Rouve) smadrer en kameratelefon i irritation over at blive overskygget og spiser en halv snes hors d’oeuvres, inden de overhovedet er blevet serveret for gæsterne; og køkkenpersonalet er oprørte over at skulle servere iført turkise renæssancedragter og parykker, når de alle sammen har et ærinde at skulle løbe til festen.

Det hele indfanges af instruktør Nakache i en stor rundtosset pærevælling i lange indstillinger med Max, der bogstavelig talt farer rundt om sig selv, imens han overdynges af nyopståede komplikationer, som skal løses på rekordtid. Den stressede tone understøttes skarpt af den rappe jazzmusik, der desuden giver associationer til de ikoniske trommer fra Birdman.

C’est la vie er en hyggelig komedie, man umuligt kan undgå at blive i godt humør af. Filmen overrasker ingen og kommer bestemt ikke i nærheden af De Urørliges niveau (2011), men har man en forkærlighed til fransk romantik og velskrevet sarkastisk humor, bør man helt klart give den en chance.