OSCARS 2016: The Year of the Leo

Af Ida Lydom Thomsen

Award-sæsonen, der fejrer filmåret 2015, kulminerer i morgen ved det 88. Academy Award-show. Og hvilket år det har været. Et år med så mange ”wonderful performances” og ”heartwrenching stories” hvis man altså skal tro presenterne til BAFTA, Screen Actors Guild Awards, The Golden Globes og The Critics Choice Awards, der allerede er blevet afholdt. Men hvordan står det egentlig til i Oscarville? Jeg tager et kig på et år, hvor nomineringerne har været under massiv kritik, hvor der bliver gået til kamp mod et svigtende tv-publikum, og hvor én mandlig skuespillers navn ikke kan nævnes uden, at snakken falder på hans manglende statuette.

Og lad os starte med ham, The Man, The Myth, Leonardo DiCaprio. Der er ingen tvivl om, at hvis man kigger på listen over skuespillere, der har modtaget statuetter i deres karriere, så er det vildt og lidt utroligt, at han med sine hele seks nomineringer ikke er at finde der. Det mener alle mennesker i verden åbenbart også, for man skal lede længe efter en situation, hvor én mand synes at være så selvskreven til prisen. Problemer et bare, at The Revenant langt fra er mandens bedste rolle. Sat op imod hans arbejde i The Departet, What’s Eating Gilbert Grape eller The Aviator, for bare at nævne et par stykker, så er det næsten en skam, hvis det er denne film, der tager hans Oscar-mødom. The Revenant er en flot film, men rollen som den frysende, prustende og lidende savage kunne mange skuespillere, ifølge undertegnede, udføre med samme resultat.

Hvis der til gengæld er nogen, der fortjener en Oscar, så er det PR-holdet bag The Revenant. Allerede inden at der var sendt en trailer eller en titel ud på filmen, blev der hvisket i krogene om, at Leos næse nærmest var frosset af under optagelserne, at han havde sovet i et dyrekadaver og generelt været igennem alverdens prøvelser. Rigtig meget presse på filmen har kredset om de her forhold, men bare fordi en film er besværlig og udmattende at lave, er det så nødvendigvis årets bedste præstation?

Hele situationen omkring Leo og The Revenant synes som sagt at være gået lidt over gevind både i etablerede medier, hvor man nærmest har glemt de fire andre nominerede og på internettet, hvor Leo-GIFs og ’fang-oscaren’-spil blot er en brøkdel af Oscar-relateret Leo-content. Hvis han vinder, er det ligeså meget en hædring af en fantastisk karriere. Det er nok for langt at gå at kalde Leos (sandsynligvis) kommende Oscar-statuette for en decideret sympatipris. Men den store hype har alligevel stukket til spørgsmålet om, hvorvidt prisen er et udtryk for en flot karriere eller et enkelt værk. Tro mig, jeg synes også, det er på tide. Men hvis man har den tilgang til uddelingen, så underminerer man hele konceptet om at fejre det respektive filmår, og så kunne vi ligeså godt ændre hele showet til en stor æresfest for folk, der generelt er gode.

I mine øjne vil det være lidt det samme scenarie, hvis Ennio Morricone modtager prisen for årets soundtrack for The Hateful Eight, der udover at genbruge elementer fra The Things soundtrack, er lettere forglemmeligt og en svag konkurrent overfor Jóhann Jóhannssons enormt suspenseskabende og ubehagligt gode soundtrack til Sicario.

Ti hvide kvinder og ti hvide mænd er igen i år at finde i skuespillerkategorierne. Kvoter og regler for antallet giver ikke nogen mening at have, men det totale fravær af andre etniciteter er påfaldende. Akademiet bærer ikke skylden ene og alene. Filmbranchen vælger i højere grad hvide hovedroller, og såkaldt ”hvidvaskning” af oprindeligt eksotiske roller er stadig en realitet. Det er en kompleks situation med mange facetter og mange holdninger, og derfor virker det næsten fornærmende, hvis jeg kommer med en stor analyse som helt og aldeles udenforstående. Det giver kun mening om at tale om, hvem der mangler i opstillingen, og det virker mærkeligt, at Idris Elba for sin rolle i Beast of No Nation som eksempel ikke er nomineret.

Raceproblematikken har fyldt ekstremt meget i pressedækningen af dette års Academy Awards. Selvom denne prisuddeling stadig må betragtes som kronjuvelen blandt prisuddelinger, så skal akademiet til at passe på. I sidste øjeblik har man forsøgt at vende kritikken ved at ændre reglerne for både afstemning og diversitet i akademiet, men der er ingen tvivl om, at den negative presse, der er blevet genereret den sidste måneds tid, er svær at ryste af sig. Det bliver spændende at se, om det har indflydelse på seertallene, der de sidste ti år har haft svært ved at hamle op med 80’erne og 90’ernes høje tal. Showet er langt, talerne minder om hinanden, og så er folk, der ikke ellers er så filminteresserede måske bare mest interesserede i at se nogle stjerner få priser og ikke høre lydteknikere eller klippere takke deres mødre. Fra akademiets side prøver man også her at spice det hele lidt op ved at lave regler om mængden af ’tak’ i talerne. Tiltaget lyder lidt bizart, men måske gør det showet mere interessant for den dedikerede seer.

Flere seere får de nok ikke af disse justeringer, for der skal man nok i stedet kigge på længden af showet eller antallet af priser, men det er svært at tilfredsstille alle slags seere. Måske skal de bare acceptere og dyrke, at Oscar-showet er en mere filmnørdet begivenhed, som folk giver sig tid til og sætter sig ind i i en tid med rigtig mange andre prisuddelinger og tilbud generelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *