Ordets Top 5 – Amerikanske Remakes

Af Pelle Hegelund

I anledningen af denne uges anmeldelse af Oldboy, Spike Lees amerikanske remake af Chan-wook Parks kult-film fra 2003 af samme navn, bringer Ordet denne uge en top 5 over amerikanske remakes. Nogle er gode, nogle er forfærdelige: Jeg når hele pladen rundt.

Den succesfulde: The Ring (2002) / Ringu (1998)
The Ring (2002) var noget nær en skandalesucces, da den kom ud i Danmark. Historien om det forbandede videobånd trykkede på de helt rigtige knapper i en teenagekultur, der brugte mange weekender på videoaf- tener. Den blev siden efterfulgt af en hel række remakes af japansk-teen-horror af meget svingende kvali- tet, men de fleste er stadig enige om, at The Ring som et minimum er ganske underholdende og i bedste fald virkelig uhyggelig.

Den kompromisløse: Funny Games (2007) / Funny Games (1997)
Med Funny Games (2007) gennemførte Michael Haneke, hvad de fleste instruktører nok ville betegne som et kreativt mareridt, da han genindspillede sin succesfulde, østriske gennembrudsfilm Funny Games med amerikanske skuespillere, i en billede-for-billede efterligning af originalen. Det viste sig dog at være en fin investering, der introducerede et internationalt publikum for Hanekes vision og talent. Det har siden ledt til at etablere ham i den enestående position, han i dag indtager, som en af de absolut væsentligste instruktø- rer indenfor europæisk artfilm.

Den danske: Nigthwatch (1997) / Nattevagten (1994)
Som dansker er det oplagte eksempel Ole Bornedals amerikanske remake af Nattevagten (1994). Resultatet blev Nigthwatch (1997) med Ewan McGregor i hovedrollen. Selvom Bornedal formåede at lave en uhyggelig gyser efter alle genrekunstens regler, så forsvandt en del af den nerve, som havde gjort så stort et indtryk i den danske original. Man savner virkelig Ulf Pilgaard som den suverænt mest uhyggelige skurk i dansk film nogensinde. Samtidig er fokus fra det dystre miljø forskudt til en jagt på den næste chok-effekt, og den amerikanske censur har sat en stopper for nogle af de værste billeder. I sidste ende er det en lidt poleret efterligning uden originalens kraft og autenticitet.

Den uheldige: Vanilla Sky (2001) / abre los ojos (1997)
Hvor abre los ojos (1997) var en vellykket metafilm, hvor drøm, perception og tid blandedes på overrum- plende og effektfuld vis og med virkelig fine skuespillerpræstationer af bl.a. Penelope Cruz, så var remaket Vanilla Sky (2002) en temmelig tynd kop te. Penelope Cruz, som også er med i remaket, er igen rigtig god, men Tom Cruise og Cameron Diaz falder igennem i en film, hvor meta-lagene slet ikke fungerer ligeså fint, og hvor dramaet køres helt vildt op om jalousi og begær. Tilbage står en film, som næsten formår at slå skår af en ellers virkelig vellykket original.

Den mest afvigende: 12 Monkeys (1995) / La Jetée (1962)
Med 12 Monkeys (1995) benyt- tede Terry Gilliam sig af plottet fra Chris Markers modernistiske stillbillede-kortfilm La Jetée og fik skabt en overrumplende Hollywood science-fiction thril- ler med gode skuespillerpræstationer og en ekstremt karismatisk Brad Pitt som psykiatrisk patient. Det lykkedes at lave en virkelig velfungerende Hollywood spillefilm på baggrund af en modernistisk, fransk nybølgefilm i kortformat, som kun var skudt i still-billeder. Det er da virkelig et utroligt eksem- pel uden sidetilfælde i filmhistorien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *