Filmåret
Ordets top 10 film fra 2020

2020 er et år, der indskriver sig i historiebøgerne. Alle dele af vores hverdag blev slået ud af kurs tilbage i marts, og selv med lyset for enden af tunnelen er det svært ikke at savne de ting, vi tog for givet ved årets begyndelse.

Meget af filmåret har også været usædvanligt: Coronavirus satte næsten hele Hollywood på pause, så danske og europæiske film har måtte fylde biografsæder herhjemme, da de en stund – gudskelov – var åbne. Streamingfilm og tv-produktioner fik mere plads, og det samme gjorde filmperler fra 2019, der tog lidt tid om at komme til lille Danmark.

Ja, 2020 var ikke et almindeligt år. Men det var stadig et år fyldt med fantastisk gode film, og et år, der mindede os om, hvor vigtigt underholdning er for at bevare forstanden eller berige tilværelsen. Efter en tæt afstemning har redaktionen udvalgt de ti film fra det sørens år 2020, vi holdt allermest af.

10. Sound of Metal

(Darius Marder, USA)

foto: Camera Film

Darius Marder har, siden han skrev manuskript til den episk storladne slægtsfortælling The Place Beyond The Pines (2012), ikke haft et eneste credit på en film. Men her i 2020 har han pludseligt skabt en af årets største filmoplevelser – denne gang også som instruktør.

I Sound of Metal møder vi den unge trommeslager Ruben (Riz Ahmed), der sammen med sin kæreste, Lou (Olivia Cooke), spiller i et heavy metal band. Han begynder dog at miste hørelsen, og hans liv vendes med ét på hovedet.

Gennem et eminent lyddesign trækkes vi bogstaveligt talt helt ind i hovedet på Ruben, og vi mærker den brusende stilhed, som han hører den. I kontrast til storbylarm og høj musik ender stilheden alligevel med at overdøve støjen, og i kombination med en flot billedside giver det en utroligt sanselig oplevelse. Riz Ahmed er desuden fremragende i rollen som Ruben og fortjener en Oscar-nominering, og Paul Racis præstation som en nærmest guru-agtig figur er hamrende stærk.

Sound of Metal nåede desværre kun at spille en enkelt aften inden nedlukningen i december, men du må for alt i verden ikke snyde dig selv for en fantastisk og overrumplende tur i biografen, så snart det bliver muligt! – Benjamin Damon

(Sound of Metal afventer ny premieredato i 2021)

 

9. The Farewell

(Lulu Wang, USA/Kina)

foto: Angel Films

Hvem skulle tro, at årets sjoveste scene foregår på en kirkegård? Men det er altså noget af det, familiekomedien The Farewell kan. Her kan man dog ikke vide sig helt sikker, for skiftet fra underspillet humor til indespændt melankoli sker hurtigere og lettere end forventet og tager ofte fusen på latteren.

Denne rørende film foregår i Kina – et land, som nu mere og mere ligner Vesten. Det understreges med den kinesisk-amerikanske rapper Awkwafina i en Golden Globe-vindende hovedrolle, der drager fra sit bosted i New York til Changchun for at se sin bedstemor, der er syg med lungekræft. Der er bare lige det, at bedstemoren ikke ved, at hun er på dødens rand.

For nok er der mange ligheder mellem Vesten og Kina, men under et lag af middelklasse, karaoke og betonbygninger gemmer der sig et familieorienteret menneskesyn, som er næsten diametralt modsat i forhold til det vestlige. Dette fremhæver filmen elegant, når de amerikansk bosatte kinesere skal tage stilling til bedstemorens uvidenhed. Alt sammen med et hjertevarmt smil, der nogle gange stivner.

The Farewell dyrker det autentiske sublimt og gemmer sig aldrig bag simpel situationskomik. De bedste komedier er de ærligste, og The Farewell er, trods familiens store løgn, en ærligere film end de fleste. – Marcus Uhre

(The Farewell kan findes på Blockbuster eller Grand Hjemmebio)

 

8. Waves

(Trey Edward Shults, USA)

foto: A24

Trey Edward Shults’ æstetiske storværk gik under radaren i Danmark, hvor den hverken kunne ses i biografen eller på de større streamingtjenester. Det er en skam, for Waves er en auditiv og visuel rejse, der bør høres og ses på det størst mulige lærred.

Filmen følger Tyler (Kelvin Harrison, Jr.), en afroamerikansk high-school-atlet fra Sydflorida, der kan finde ud af det hele – bortset fra at vise svaghed. Da en skade gør en ende på hans begyndende sportskarriere, lider han et sammenbrud, der får alvorlige konsekvenser for hans familie.

Tylers udvikling fanges med et svævende kamera og en livlig klipning, som var man i en lang musikvideo om amerikansk ungdom, men da hans adfærd ændrer sig, øges intensiteten til bristepunktet. Efter filmens dramatiske midtpunkt falder tempoet, mens hans søster Emilys (Taylor Russell) fortælling tilføjer en følsomhed, forståelse og kærlighed, der ikke var plads til i starten.

Waves er et betagende virvar af sanseindtryk: Hænder, der griber ud efter solskinnet fra ruderne på biler, der spiller Frank Ocean-sange på høj volumen. Gråd og kærtegn mellem trængende mennesker. Neonlys og blinkende sirener i nattens mørke.

Men filmens skønhed stikker under overfladen i en fortælling om maskulinitet, selvdestruktion, sorg og den styrke, det kræver at være sårbar over for andre. Hvis du missede den indtil nu, har du en uforglemmelig filmoplevelse i vente. – Gustav Stubbe Arndal

(Waves kan findes på Google Play Movies eller YouTube)

 

7. 1917

(Sam Mendes, USA)

foto: Nordisk Film

Længe har filmskabere givet deres bud på, hvordan man skildrer nogle af menneskehedens mørkeste stunder. Men med Skyfall-instruktøren Sam Mendes’ 1917, er der sket et gennembrud i fortællingen om første verdenskrig, hvis mareridtsbilleder allerede har hjemsøgt os i 100 år.

Soldaterkammeraterne Blake og Schofield skal den ene ende af fronten til den anden for at advare de britiske tropper om et baghold. Med svimlende præcision, der har taget nøje beregning ned til mindste detalje, vises deres selvmordsmission i hvad der ligner én lang kamerabevægelse.

Og netop kameraarbejdet (og de uforlignelige special-effects) gør, at 1917 kryber ind under huden på fuldstændig uhørt vis. Man er ikke længere tilskuere af krigen, men del af den. Når Blake og Schofield kæmper sig gennem pigtrådsinficeret marskland og bruger deres sidste dyrebare dråber vand på at få jord og granatsplinter ud af øjnene, så kan det mærkes.

Filmens drævende indstillinger tvinger os til at se krigen i øjerne – uafbrudt. Der klippes ikke væk, og man skånes aldrig.

Men – i en genistreg – forlader Mendes den benhårde realisme for en stund. Gennem dansende skygger og en nattehimmel, der suger én mod stjernerne, mens kuglerne flyver om ørene på mænd, der løber for livet, opnår 1917 nye højder for, hvad historiefortælling kan præstere. – Karoline Gaia Bjerregaard Balstrøm

(1917 kan findes på bl.a. Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio)

 

6. Uncut Gems

(Josh & Benny Safdie, USA)

foto: Netflix

I Uncut Gems tager Safdie-brødrene den amerikanske drøm og vender den på hovedet.

Som var hovedkarakteren taget ud af en kapitalismekritisk nyfortolkning af Knut Hamsuns roman Sult, vandrer juveleren og ludomanen Howie (Adam Sandler) hvileløst rundt i New Yorks gader. Han skylder næst alt og alle penge og sætter sit håb til, at en illegalt importeret opal fra Etiopien kan redde hans røv. Det hele bryder sammen, når han låner ædelstenen ud til Celtics-basketballspilleren Kevin Garnett.

Tempoet er konstant i top; Howie er altid i bevægelse, altid søgende efter den næste gevinst, altid på flugt fra folk, han skylder penge og på jagt efter det næste adrenalinkick, og kameraet følger ham religiøst fra start til slut.

Adam Sandlers er med i næsten hver eneste indstilling, og hold kæft, han er vild! Hans præstation alene gør Uncut Gems værd at opleve; jeg har sjældent set nogen spille en karakter, der konstant vipper på kanten mellem undergang og overlevelse, så ikonisk og medrivende som Sandler gør her.

Uncut Gems er stress kogt ind til sit koncentrat – og måske er det den perfekte film at se, hvis man vil have svedt det sidste af 2020 ud af kroppen. – Christian Hejpøl

(Uncut Gems kan ses på Netflix)

 

5. Muldvarpen – Undercover i Nordkorea

(Mads Brügger, Danmark)

foto: DR

I en forstad til København bor familiefaren og førtidspensionisten Ulrich Larsen. Udadtil ligner han en hvilken som helst mand, du møder over kølemontren i Netto. Men denne mand har brugt de sidste ti år på at infiltrere Nordkorea, og heldigvis for os har hans mand i kulissen været Danmarks dygtigste dokumentarist, Mads Brügger.

Ulrich (Muldvarpen fra filmens titel) gør den både som skuespiller, spion og kameramand i sin indfangning af, hvad der sker bag dørene i verdens mest lukkede land. Og det er en helt vild rejse. Da Ulrich spørges, om han kender nogle rige samarbejdspartnere til Nordkorea, opfinder Brügger oliemilliardæren og verdensmanden Mr. James, spillet helt overbevisende af Jim Mehdi Latrache. Måbende sidder man tilbage, når nordkoreanske kvinder synger karaoke i diplomatiets navn, mens Muldvarpen og Mr. James tilbydes alt fra missilsystemer til narkotika-fabrikker.

Brügger forstår dramaturgi. Han skruer en fortælling sammen, der aldrig mister momentum. Hvert et tvist er overraskende og helt igennem skørt. Samtidig er Muldvarpen – Undercover i Nordkorea fyldt af Brüggers ironiske og humoristiske observationer. Det er både fantastisk skræmmende, men også utrolig underholdende, når Brügger, Muldvarpen og Mr. James løfter sløret for Nordkorea og deres måde at drive forretninger på. Og så er du så heldig, at du stadig kan se den i dens miniserie-format på DRTV. – Josephine Zabeo-Persson

(Muldvarpen kan ses på DR TV)

 

4. Druk

(Thomas Vinterberg, Danmark)

foto: Nordisk Film

Fire midtvejskrise-inficerede gymnasielærere, en catchy Scarlet Pleasure-sang, helvedes meget spiritus og en undskyldning til at drikke det i form af en norsk professor, der mener, at mennesket er født med en halv promille for lidt. I virkeligheden lyder Druk ikke af særlig meget, men heldigvis er helheden større end summen af de enkelte dele.

Med et nærmest antropologisk blik dissekerer Thomas Vinterberg danskernes forhold til alkohol på både godt og ondt. I centrum af det hele står Mads Mikkelsens formidable præstation, der endelig markerer hans tilbagekomst til Danmark efter et Hollywood-eventyr hos både Star Wars og Marvel. Gymnasielæreren Martin er uden tvivl hans bedste rolle siden Vinterbergs sidste storværk Jagten (2012).

Vinterberg og Mikkelsens powerteam har ramt en helt særlig nerve i danskerne, der strømmede til biograferne for at opleve Druk, som hverken glorificerer eller romantiserer alkoholkulturen. Tværtimod er filmen så forbløffende ærlig og sandhedsfremdrivende, at resten af dansk films skildring af drankere fuldstændig blegner i sammenligning.

Druk er en sand sejr for dansk film. Skål! – Marcus Uhre

(Druk kan findes på bl.a. Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio)

 

3. Little Women

(Greta Gerwig, USA)

foto: SF Studios

Greta Gerwig er langtfra den første til at filmatisere Louisa May Alcotts roman Little Women fra 1868, men hun er måske den, der har gjort jobbet bedst. I Gerwigs univers er det nemlig kvinderne, der bestemmer. Og her hersker følelserne, fornuften og passionen.

Historien følger sit literære udgangspunkt: De fire March-søstre Jo (Saoirse Ronan), Meg (Emma Watson), Amy (Florence Pugh) og Beth (Eliza Scanlen) vokser op sammen i borgerkrigens splittede USA. Som alle andre unge mennesker drømmer de om fremtiden, og hver især har de deres egen idé om, hvad udgør det gode liv.

Alcott var selverklæret feminist, men med Gerwig træder søstrene ind i det 21. århundrede. Væk er korsetterne og de stramme frisurer. Jo, Meg, Amy og Beth er frigjorte trods samfundets snævrende bånd. Med stensikker hånd væver Gerwig en særligt feminin ømhed ind i den klassiske fortælling om at turde gå sin egen vej i livet.

Litte Women blev nomineret til hele seks Oscars, og man forstår godt hvorfor. Skuespillet er fantastisk, musikken poetisk og dialogen melodisk uden at blive forstilt. En gudesmuk billedside er bare prikken over i’et på en allerede helt igennem forrygende film. Den bliver svær at overgå, næste gang nogen forsøger sig med Alcotts klassiker. – Alma Nordenbæk

(Little Women kan findes på Blockbuster)

 

2. The Lighthouse

(Robert Eggers, USA)

foto: UIP

Vores dekadente pretty boy Robbert Pattinson får rystet det sidste glimmer af krop og karriere af sig med dette gotiske, sort-hvide, stemningsmættede vanvidsridt af en film, der efterlader din sjæl lige så fordrukken af indtryk, som de to karakterer er af sprut.

Rammen er simpel: den unge Ephraim Winslow (Robert Pattinson) ankommer til en mågedomineret ø for at passe et fyrtårn sammen med den erfarne, hemmelighedsfulde Thomas Wake (en storpruttende Willem Dafoe). Men fyrtårnets top er forbudt for Winslow, hvis besættelse af dets altopslugende, syretrips-indgydende, orgasmiske lys kun holdes stangen gennem slavearbejde, onani, aftendruk og en eskalerende konflikt med de skæbnesvangre havfugle.

Gentagelsens og isolationens mareridt opsluger langsomt både karakterer og en selv, når øen bliver et fængsel fyldt med paranoia, homoerotiske undertoner, dyrisk besættelse og ét styks banebrydende havfrue-vagina. Alt sammen til et både overvældende og klaustrofobisk lydbillede af tågehorn og kropsgasser, der sublimt supplerer Robert Eggers atmosfæretunge galskabskreation.

Kort sagt er The Lighthouse blandt årets mest originale what-the-fuck-oplevelser, der skal ses – måske bare ikke, hvis man i forvejen ligger med feber. Pattinson og Dafoe udgør en magnetisk duo; befriende uforfængelige i deres frådende og tiltagende kødelige magtkamp, mens de sejler rundt i en forurenet virkelighedspøl af hallucinationer og overtro og isolationsfremkaldt derealisation, der gør vores hjemmekarantæne under årets lockdown til skamme. – Olivia Alleslev

(The Lighthouse kan findes på Blockbuster og Viaplay)

 

1. Portræt af en kvinde i flammer

(Céline Sciamma, Frankrig)

foto: Camera Film

Det første, Portræt af en kvinde i flammer beder dig om, er at holde øje. Se, hvordan hun bevæger sine hænder, hvordan folderne i hendes kjole lægger sig. Jo mere opmærksom man er, når man ser Celine Sciammas overvældende, billedskønne mesterværk, jo mere er der at finde.

Der er en præcision over denne historiske LGBT-romance. Når kameraet bevæger sig, følger det nøje karaktererne gennem rummet. Når det står stille, er billedet malerisk komponeret. Når skuespillerne vender deres hoved, rammer de altid en smuk vinkel.

Dog har filmen også en varme, der overgår dens formelle stil, ligesom Marianne (Noémie Merlant) og Hélöises (Adèle Haenel) kærlighed brænder på trods af de sociale normer, der omgiver dem. Deres romance er ikke blot medrivende (og ikke så lidt sexet), den berører også temaer om kvinders rolle gennem historien, og om forholdet mellem kunstner og muse.

Sciamma viser gennem Marianne, at det kunstneriske blik og det elskende blik ikke er så langt fra hinanden. Filmen synes selv at være forelsket: i stormbruste klipper og lyden af knirkende trægulve; i skyggerne, der danser i pejsens flammende skær; i Haenels intense blik og Merlants nervøse åndedræt.

Mange af årets film har gjort et stærkt indtryk, men Portræt af en kvinde i flammer brænder sig helt ind i sjælen. Et kærligt kunstværk, en betagende romance og en ubeskriveligt smuk filmoplevelse.  – Gustav Stubbe Arndal

(Portræt af en kvinde i flammer kan findes på bl.a. Filmstriben, Blockbuster og Grand Hjemmebio)

Kommentarer