Artikel
Optakt til Glass: Få overblik over Eastrail 177 trilogien

Af Jonas Bang

Den til tider omdiskuterede manuskriptforfatter og instruktør M. Night Shyamalan er lige straks aktuel med filmen Glass (2019). Han fik sit store gennembrud med The Sixth Sense (1999), som blandt andet er berømt for sit uhyggelige ”I see dead people” citat, og det overraskende plot twist i filmens slutning. Glass bygger videre på to af hans tidligere film, Unbreakable (2000) og Split (2016). Filmen markerer derfor hans første trilogi, som i fanmunde omtales Unbreakable trilogien, eller Eastrail 177 trilogien.

Men hvorfor er der så mange år mellem de to første film, hvordan hænger de sammen med Glass og hvordan er det lige de indgår i et superhelte-univers?

Unbreakable (2000)

Den første film i serien kommer på et tidspunkt hvor M. Night Shyamalan netop har haft stor succes med The Sixth Sense og Walt Disney Studios køber spec scriptet til Unbreakable for uhørte 5 million dollars.

Filmen handler om sikkerhedsvagten David Dunn (Bruce Willis), der efter en jobsamtale i New York er med i en tragisk togulykke. I modsætning til de resterende 131 passagerer, overlever han på mirakuløs vis den fatale afsporing af Eastrail 177 toget. Han opsøges efterfølgende af den mystiske Elijah Price/Mr. Glass (Samuel L. Jackson), som præsenterer David for muligheden om at han måske ikke er helt som alle andre. Det gør han ved placere en note på Davids bilrude hvor der står ”How many days of your life have you been sick?”. Rigtig nok har David Dunn aldrig været syg, og derfor påbegynder det en længere eksistentiel krise hvor han prøver at finde ud af om han virkelig besidder overnaturlige evner, eller ej.

I stedet for en klassisk superheltefilm, har Shyamalan lavet en oprindelseshistorie om en mand der ikke ved at han har en superhelt skjult i sig. Det skaber en nærmest socialrealistisk, introvert og nervepirrende historie om en mand der søger efter sin egen identitet. Ved hjælp af utraditionel kameraføring, langsom pacing og en fængende visualitet er Unbreakable en film der er med til at dekonstruere og genfortolke superheltegenren. Filmen bliver en moderat økonomisk, men kritisk succes og havner blandt andet blandt Quentin Tarantinos yndlingsfilm.

Shyamalans succes og fiasko… og succes på ny

Nogle år efter Unbreakable daler M. Night Shyamalans popularitet drastisk. Formodentligt på grund af en række ret tvivlsomme film, herunder den udskældte tegnefilmsadaption The Last Airbender (2010) og den mærkværdige post-apokalyptiske thriller The Happening (2008). Han finder dog fodfæstet igen med The Visit (2015) og dette skaber grobunden for at det bliver muligt at fortsætte Unbreakable historien. Allerede tilbage i 2001 er der tale om en efterfølger, men det bliver afvist på grund af filmens skuffende økonomiske præstation i biograferne. På trods af håb fra både fans og hovedrolleindehaverne Bruce Willis og Samuel L. Jackson, ser en efterfølger i mange år ud til at være udelukket.

Split (2016)

Den tematiske efterfølger, Split, bliver i modsætning til Unbreakables svimlende budget på 75 millioner dollars, lavet for ydmyge 9 millioner dollars. Troen på Shyamalans evner er delvist genoprettet, men de helt store budgetter udebliver. Instruktøren må endda spørge Walt Disney producenten Sean Bailey om tilladelse til rettighederne til David Dunn karakteren fra forrige film. Det lykkedes under aftale om at hvis Split bliver en succes, skal Walt Disney Studios have del i dens efterfølger.

I starten af Split bortføres tre unge kvinder og det viser sig at være den personlighedsspaltede Kevin Wendell Crumb (James McAvoy) der står bag. Kevin har 23 personligheder til stede i sin krop og går derfor regelmæssigt hos psykologen Karen Fletcher (Betty Buckley). Karen er af den særlige overbevisning at hans personlighedsspaltning ikke er helt klassisk. Måske er det allerede nu, tydeligt hvor det her bærer hen…

Karen Fletcher har en teori om at personlighedsspaltningen ikke kun eksisterer i hans hjerne, men at han rent fysiologisk, på en måde, faktisk bliver til et andet menneske når hans personlighed spalter. Det er der selvfølgelig en vis sandhed i og Kevin viser sig at besidde denne unikke overnaturlige kraft, hvor han rent faktisk er de mennesker hans personlighedsspaltning giver sig ud for at være.

Det viser sig at der gemmer sig en hemmelig 24’ende personlighed, der endnu ikke har set dagens lys, inde i Kevins krop, der kaldes The Beast – og den er ikke til at spøge med.

Split (2016) er en noget anderledes film end Unbreakable (2000) og væk er den langsomme pacing, der er erstattet af relativt højt tempo, intensitet og en noget smallere historie. Filmen befinder sig nærmest i en anden genre og bærer mange fællestræk med horror, hvor Unbreakable i langt højere grad er et drama. Måden de to film er kædet sammen på, er selvfølgelig at både David Dunn og Kevin Wendell Crumb eksisterer i det samme univers, og begge har en slags superkræfter. Det betyder selvfølgelig at Mr. Glass også eksisterer i det her univers og det leder os til den tredje (og måske sidste?) film.

Glass (2019)

Hvad Glass byder på er endnu uvist, men Split blev en succes og derfor får Walt Disney selvfølgelig en del af kagen i denne film. Alt tyder på at David Dunn skal bruge sine superkræfter til at fange Kevin Wendell Crumb, som efter sidste film, er på fri fod. Hvordan den mystiske Mr. Glass er vævet ind i det hele, må vi vente med at finde ud af. I traileren ser det ud til at de tre sammen havner på en anstalt af en slags, men hvordan det præcis hænger sammen med de to øvrige film, er svært at vide. Til gengæld er det nok sikkert at det bliver på en mærkelig plot twistet måde, når nu det er M. Night Shyamalan der står bag.

Eastrail 177 – En usandsynlig trilogi

Det spektakulære ved denne filmtrilogi er at den er utraditionel, og endda usandsynlig. Utraditionel, fordi den skildrer fiktive karakterer med superkræfter, i et mere realistisk univers end hvad genren normalt tillader. Usandsynlig fordi den i første omgang ikke er tænkt som en filmserie, og fordi den første film ikke blev så stor en økonomisk succes som forventet. Om det tredje, og måske sidste, kapitel i serien lever op til sine forgængere, vil tiden vise…

Kommentarer