Anmeldelse
ONCE UPON A TIME IN HOLLYWOOD: Tarantino i topform

Af Sidsel Minuva

Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) var en af de helt store tv-stjerner i 50’erne og 60’erne. Men Hollywood-landskabet er ved at forandre sig for evigt. I 1969 er Daltons berømmelse falmet, og han kæmper for at træde vande i en branche, han pludselig har svært ved at begå sig i. Ved sin side har han sin tro følgesvend, sin faste stuntman Cliff Booth (Brad Pitt), og de prøver sammen at løse Daltons karrierekrise, mens der foregår mystiske ting og sager i Hollywood.

Once Upon a Time in Hollywood er i høj grad drevet af sine karakterer. Instruktør Quentin Tarantino formår at give os et dybt indblik i sine absurde, menneskelige figurer med enkle virkemidler. Vi får lov til at være i enerum med dem og opleve deres sammenbrud, se tårerne i Daltons øjne i nærbilleder og få et indblik i den fortid, de kun selv kender til. Vi kommer enormt tæt på dem og får lov til at følge hvert eneste skridt, de tager mod skæbnen.

Samtidig er der masser af humor og skuespillerkitsch at hente. Hele filmen er gennemsyret af en humoristisk undertone, mens Tarantino både hylder og tager fuldstændig pis på 60’ernes gyldne Hollywood-æra, hvilket kan mærkes. F.eks. er hver tidstypisk detalje i en sort-hvid westernserie hengivent genskabt, inklusiv både dens forældede charme og tidens forskellige brister.

I den sammenhæng er det især også spændende, hvordan karaktererne interagerer med den virkelighedstro verden. Hyldest/parodi-symbiosen kommer i høj grad til udtryk i skildringen af disse originaler. Dalton gennemgår nedsmeltning efter nedsmeltning, der fremstår både forståelige og fuldstændig patetiske. Cliff Booth kører i hurtige biler og begår sig som en malplaceret cowboy, mens han bor i en afdanket trailer med en muskelhund som sin livsledsager. Skuespiller og Charles Manson-offer Sharon Tate (Margot Robbie) prøver, som både en modsætning og lighed til Dalton, at tilkæmpe sig den berømmelse, hun endnu ikke har opnået. Hun ser sine egne film i biffen for at se, om folk nu kan lide hendes præstation. Once Upon a Time bliver i den forbindelse til en umådelig interessant udforskning af, hvad det vil sige at være vellidt, og tematikken bæres af figurerne.

Den karakterbårne fortælling vækkes til live ved hjælp af nogle skuespilmæssige kraftpræstationer. Alle hovedpersonerne bliver spillet fuldstændig formidabelt. Det er noget af det bedste skuespil, jeg nogensinde har set. Hvis ikke Robbie allerede har meldt sin ankomst som topskuespiller, så gør hun det her. Samtidig spiller Pitt og DiCaprio med musklerne – de er under ingen omstændigheder faldet af på den, og deres indbyrdes kemi er så god, at de lige så godt kunne være gift. Som prikken over i’et spiller resten af skuespillerne også fantastisk. Der er ikke en eneste middelmådig præstation iblandt dem. Især Margaret Qualley som Manson-pigen Pussycat udmærker sig; hun legemliggør den gæve, energiske teenagepige, som var hun født til at spille rollen.

Til gengæld er filmens tempo lige lovlig langsomt. Jeg elsker film, der er langsomt pacet og tager sig tid til at dvæle ved hver scene, men Once Upon a Time går et skridt for langt. Filmen er struktureret som en række vignetter, og omtrent en tredjedel igennem higede jeg efter fremdrift i historien. Tarantino fortæller og strukturerer filmen fuldstændig, som det passer ham, og det resulterer i en film, der er nummeret for langtrukken.

Det er frustrerende, at de interessante karakterstudier og fabelagtige skuespilpræstationer bliver bremset af fortælletempoet. Men i sidste ende kan det ikke forpurre, hvor godt fortællingen fungerer. Once Upon a Time in Hollywood byder på gedigen, fantastisk underholdning, som jeg vil kunne mindes med et fjoget smil på læben langt ud i fremtiden.

Kommentarer