Office Christmas Party: Product placement og prutter – så blev det alligevel Jul

Af Victor Harder Hesel

Med instruktørerne Will Speck og Josh Gordon ved roret byder Office Christmas Party på morsom og ukonventionel juleunderholdning, men kan lidt for meget plat pruttehumor og gennemskuelige reklameindslag skyde deres projekt i sænk?

 

Den bistre businesswoman Carol Vanstone (Jennifer Aniston) forsøger at lukke sin godmodige, men useriøse bror Clays filial. Hundredvis af ansatte står til at blive arbejdsløse, men Clay (T. J. Miller) får én chance for at få hende til at skifte mening. Han skal få en stor handel i hus med en nedtrykt klient, så assisteret af sine trofaste medarbejdere Josh (Jason Bateman) og Tracey (Olivia Munn) beslutter han sig for at imponere klienten med et brag af en julefest.

 

Plottet virker ved første øjekast temmelig overskueligt, men det udvikler sig alligevel mere eller mindre uforudsigeligt takket være en lang række farverige biroller, der skiftevis hæmmer og hjælper hovedpersonerne i løbet af aftenen. Vi ser for eksempel den strikse HR-medarbejder Mary (Kate McKinnon) komme til at lade en snekanon med en pose kokain, fordi en prostitueret, der blevet hyret til at agere kæreste for den usikre og nørdede Nate (Karan Soni), har glemt sin taske ved den føromtalte snekanon. Heldigvis er det kun den triste klient, der bliver ramt, da kanonen går af, og på grund af dette ret omstændige uheld kommer han i festhumør. Disse små indslag er for det meste sjove og lader både plottet og birollerne udvikle sig, men de fører også til mindre interessante scener med pruttehumor, voksenbaby-feticher osv., som filmen godt kunne have været foruden.

 

ANMELDELSE AF:
Office Christmas Party

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Will Speck & Josh Gordon

LAND:
USA

Udover humorens ildelugtende tilbøjeligheder, tynges filmen også ned af en række meget åbenlyse reklameindslag. Carol Vanstone bruger demonstrativt Uber frem for taxier, Marys rummelige Kia er i stand til at feje anonyme, mindre imponerende biler til side med lethed, Nate forsøger desperat at finde en date til julefesten på Tinder, hvor han hurtigt swiper hen over en række kønne ansigter, osv. Det bliver  ret forstyrrende for indlevelsen, selvom det på sin vis er ufrivilligt morsomt, fordi det er så klodset og iøjnefaldende.

 

Filmens plot og genre lægger ikke op til imponerende skuespillerpræstationer, men det bør alligevel nævnes, at både hoved- og birollerne for det meste bliver spillet med troværdig intern kemi og synlig entusiasme. Det gør den til tider lidt for fladpandede slapstickhumor mindre slem og får den mindre platte verbale humor til at have større effekt. Det er ikke en livstræt Adam Sandler med døde øjne og hans lige så deprimerende medsammensvorne, der hiver os rundt i manegen, men derimod et omfattende repertoire af spraglede og dynamiske personligheder. Denne distinktion er betydelig, da filmen således – til trods for den uelegante product-placement – får et skær oprigtighed, som så mange andre lignende komedier ofte mangler. Man får som seer indtryk af, at Will Speck og Josh Gorden havde lyst til at fortælle lige netop den her historie, og at hele filmholdet havde det sjovt under processen. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg blev godt underholdt af filmen.

 

Kommentarer