MOD SOLNEDGANGEN:
Ømt og reflekterende japansk drama

Af Gustav Stubbe Arndal.

Kan et kunstværk, der er blevet fortolket og omformuleret, siges at være intakt? Oversætteren udøver selv en magt over materialet, som kan gå imod den oprindelige vision. Selv en anmeldelse som denne er en form for oversættelse, og det er altid en udfordring at fange en films helhed på så få ord.

Naomi Kawases nye film Mod solnedgangen, som konkurrerede på Cannes filmfestival, er særligt interesseret i denne type oversættelse. Den omhandler Misako (Ayame Misaki), der som synstolk arbejder med synshæmmede for at skabe lydbeskrivelser af film. Fra første scene forstår vi, hvad det indebærer, da vi hører hendes fortolkning af sine omgivelser som en indre monolog. Hvad, der for hende er en øvelse for at forbedre sine evner, er for os en vejledning til at anskue filmsproget fra et andet perspektiv.

Misako arbejder på en film fra en respekteret instruktør, men hun har svært ved at finde grænsen mellem at beskrive nok til, at de blinde forstår hele filmen og beskrive for meget, så hun påtvinger dem hendes egen fortolkning.

En særligt besværlig testperson er Nakamori (Masatoshi Nagase), en tidligere berømt fotograf, der i løbet af filmen mister den smule synsevne, han har tilbage. Han forsøger stædigt at leve videre alene og bærer stadig rundt på sit gamle kamera – sin ”sjæl,” som han insisterer på at kalde det. Han kommer op at skændes med Misako om hendes tolkning, men de to udvikler snart et smukt venskab.

Det er en udfordrende rolle, men Masatoshi leverer en næsten overnaturligt troværdig performance. Der er en mærkbar forskel i hans adfærd, efter han helt mister synet, og man ser ham vedligeholde gamle vaner fra før sin sygdom, især når han håndterer sit dyrebare kamera.

Han er hjulpet af kameraføringen, der holder sig tæt op ad skuespillerne, endda helt tæt på deres øjne. Fotografens lejlighed er badet i sollys, som bliver til tusind regnbuepletter, da det rammer en prisme, og mange af filmens scener er badet i solnedgangens røde skær. Det er næsten sørgeligt at se den skønhed, der snart går bort.

Mod solnedgangen er en meget selvreflekterende film. Den deler titel med den film, Misako forsøger at tolke – hendes tolkning af den film er altså også en tolkning af den film, hun er en del af. I filmens tvetydige slutning ser hun håb og livsmod, men da hun snakker med instruktøren, virker det ikke længere så simpelt.

Både Misako og Nakamori må lære, at der faktisk er et sted mellem håb og fortvivlelse, der lader os leve videre på trods af livets udfordringer. Deres fælles rejse knytter dem tæt sammen. Er deres forhold romantisk? Der er selvfølgelig kærlighed imellem dem, men det synes at være en dybere respekt og ømhed, der ikke behøver kys eller kærtegn.

Mod solnedgangen er tæt på at blive prætentiøst navlepilleri, og til tider svækkes filmen, når al dialog er proppet med symbolik – hvad laver disse folk, når de ikke tænker dybe tanker om betydning og håb? Der er heldigvis en tematisk dybde, der holder det hele sammen.

Men når vi til sidst ser, hvordan filmen-i-filmen rører publikum, blinde såvel som seende, kan man mærke en magi, der ikke helt kommer frem i Mod solnedgangen. Dens scenografi er udtryksfuldt, og dens skuespil er til tider fænomenalt. Men er det nok, at den får os til at tænke, når den så tydeligvis tilbeder filmmediets evne til at bevæge og forandre?