OCEAN'S 8:
Ocean’s Middleweight

Der er så mange jokes om, hvorfor der kun er otte medlemmer med i Ocean-banden i denne omgang. De kan læne sig op ad både den sexistiske side (“der er ikke nok gode kvinder til jobbet!”) eller den feministiske side (“kvinder kan mere end mænd”), så der ingen tvivl er om, at Ocean’s 8 begrunder antallet godt.

Og det er ikke fordi, at der ikke var nok kvindelige skuespillerinder tilstede i Hollywood – der var bare ikke brug for flere på holdet.

Filmen starter med, at Debbie Ocean (Sandra Bullock) bliver løsladt fra et kvindefængsel efter over 5 år bag tremmer. Vi følger hende gennem en udmærket åbningssekvens, hvor hun snyder sig til parfume, make-up, en hotelsuite og tøj med et smil, og ved at trække på alle de små tips og tricks hun har i ærmet.

Derefter møder vi Lou Miller (Cate Blanchett), en ekstremt velsoigneret, chic og skrupelløs forretningskvinde. Planen sættes i gang, og en efter en får Debbie og Lou de andre kvinder om bord – det er nærmest en parade af de bedste kvindelige skuespillerinder, som falder over skærmen.

Debbie vil stjæle en diamanthalskæde fra Cartier, som er vurderet til 150 millioner dollars, fra The Met Gala.

I rigtig Ocean’s 11 (2001)-ånd er der hele vejen igennem spænding, hvor problemerne bliver løst kreativt og logisk. En af de andre ting, jeg må fremhæve, er også, at alle damerne sidder og spiser eller drikker gang på gang – en ting som jeg kan huske, var så fedt ved Dusty (Brad Pitt) i de andre film.

Nu når vi alligevel sammenligner, så er der ikke sparet: der er cameos, paralleller at trække, overraskelser og en hel del ligheder mellem Debbies og Dannys hold.

Dog kan Ocean’s 8 stadig holde opmærksomheden og trække sig i land rimelig uskadt. Spændingen skabes med den samme detaljeorienterede mentalitet, som de andre havde, og vi ser kun lige nok til at tro at det lykkedes, men i sidste ende er der flere detaljer, vi har overset som seere. Det er faktisk rimelig skønt; det er en af de film, som man sikkert skal se en eller to gange (eller måske flere) for at forstå, helt præcist hvad der foregår.

Jeg synes dog, at den var for kort. Den varer allerede hele 110 minutter – og det er ikke fordi, jeg nødvendigvis ville have mere action eller mere handling flettet ind. Det føles desværre bare lidt forhastet en gang i mellem. Det er så svært ikke at sige ”I Ocean’s 11, der…” fordi det er nogle film, jeg har set igen, og igen, og igen, så derfor føler man måske, at man kender karaktererne bedre.

Måske vil løsningen være at lave en Ocean’s 9, så vi kan lære alle karaktererne at kende. Vi hører om alle de nye karakterers baggrund – en tyv, en smykkeforfalsker, en hacker, en designer, en altmuligmand og de to ledere, Debbie og Lou. Der mangler bare det dér lille, sidste pift, der kunne gøre det mere vildt. Om det ville have hjulpet med ti ekstra minutter, ved jeg ikke.

Der er dog en ting, jeg ikke kunne lade være med at tænke, da jeg kom ud af biografen: hold kæft hvor var Cate Blanchett fed som Lou Miller. Hendes tøjstil var eminent, og jeg kunne ikke lade være med at tænke “så classy vil jeg også være”. At se hende køre væk på en motorcykel, over en Bixby Bridge-lignende bro… hold da op. Der fandt jeg vist lige et nyt girl crush.

Lou Miller vil jeg rigtig gerne se mere af. Ja tak

Og alle de andre også, selvfølgelig. Meget gerne.