UNDER THE SUN:
Nordkorea set fra en 8-årig piges perspektiv går lige i hjertet

Nordkorea: Et fremmed land, som det er svært at gøre andet end at ryste på hovedet af. Vi ved ikke helt, hvad der foregår, men vi ved, at der foregår noget, som ikke er godt. Dokumentaren Under the Sun giver et enestående indblik i et stærkt kontrolleret kommunistisk land, som forekommer uvirkeligt og giver kuldegysninger. Og så hjælper det naturligvis også, at dokumentaren følger den yndige 8-årig pige Zin-Mi, der med sit rene og uskyldige porcelænsansigt formår at få ens hjerte til at flyde over af medfølelse.

Aftalen omkring optagelserne af Under the Sun var klar: de koreanske myndigheder ville bestemme dokumentarens indhold, hvilket den russiske instruktør Vitaly Mansky i første omgang accepterede. Hvis man er i tvivl om, hvad propaganda er, så er dette et godt eksempel. Aftalen kollapsede dog undervejs, og Mansky og hans hold lod kameraerne rulle, selvom de skulle være slukket. Mansky er en erfaren instruktør med over 30 film på sin filmografi, hvoraf mange er prisbelønnede.

Dokumentaren følger Zin-Mi, hendes familie og hendes skolegang i hovedstaden Pyongyang. Zin-Mi står overfor et stort skridt ind i de voksnes rækker – hun skal nemlig indtræde i ”The Children’s Union” på den tidligere leder Kim Jong IIs fødselsdag. Dette er en stor nationalbegivenhed, men først skal Zin-Mi og hendes skolekammerater vide, hvordan verden hænger sammen. De sidder i deres matchende skoleuniformer og bliver undervist med hård disciplin – de skal lære, forstå og repetere i kor, at Nordkorea er det bedste land i verden og deres leder er god, venlig, respekteret og brillant, hvorimod japanere er aggressorer, og amerikanere er kujoner. Mansky har en tendens til at gøre scenerne lidt længere end, hvad der virker naturligt, hvilket er med til at fastholde én i Zin-Mis kamp for ikke at træde ved siden af. Det er udmattende, og sympatien for Zin-Mi har ingen grænser.

Du er ikke i tvivl om, hvornår kameraet skulle have være slukket. Flere gange bliver der råbt ”action” på koreansk, hvorefter en meget entusiastisk koreansk mand afbryder optagelsen og instruerer Zin-Mi, hendes familie, hendes skolekammerater og lærere. Hans instrukser er ikke til at tage fejl af – han ønsker patriotisme, smil, fællesskab, lykke, respekt overfor hinanden, nationen og vigtigst af alt til den store leder: ”Do it again….with patriotism”, gentager han. De koreanske medvirkende smiler og klapper ihærdigt, når kameraet filmer, men når kameraet er ”slukket”, forvandles de til udtryksløse mennesker, der smelter sammen med de kønsløse betonbygninger og den grå himmel – også kendt som Pyongyang. Der er en alvor og længsel i deres øjne, som Mansky formår at fange ved ofte at fastholde nærbilleder af de koreanske borgere, selvfølgelig til lyden af en lidende violin. Patos når det er bedst.

Efter ”The Children’s Union” er overstået og Zin-Mi har sværget på kommunismen og fremført ordene ”My heart is full with patriotism”, spørger intervieweren hende, hvad hun forventer af livet nu. Presset kulminerer og tårerne triller ned af Zin-Mis barnekinder. At en pige på otte år skal indtræde i de voksnes rækker og være så politisk bevidst virker fuldstændig vanvittigt og passer meget godt til den følelse, man har gennem hele dokumentaren. Man efterlader biografen dybt fortvivlet og bekymret, men også klogere og taknemmelig over, at man i modsætning til Zin-Mi fik lov at være et ubekymret barn, da man var otte år og ikke blev brugt som redskab i et stort politisk spin.

Kommentarer