RETURN TO MONTAUK
Nogen har trukket håndbremsen i tysk kærlighedsdrama

Midt i den pulserende storby lander en skandinavisk forfatter i et kærlighedsdrama med sit livs kærlighed og sin kone. Det er hverken første eller sidste gang, at en films handling kredser om emnerne kærlighed, utroskab, og intriger og Return to Montauk indeholder dem alle. Men den dramatiske historie fortælles i et tempo, som føles som om, at publikum skal mærke de mange års ventetid Max og Rebecca har gennemgået, på egen krop.

 

Den intrigante Max Zorn (Stellan Skarsgård) rejser til New York for at promovere sin roman ”The Hunter and The Hunted”; en historie om en kærlighed han mistede for mange år siden. Den kærlighed hedder Rebecca (Nina Hoss) og hun befinder sig i New York. Max opsøger hende, og herfra ruller utroskabsdramaet, da Max og Rebecca sammen drager på en køretur til Montauk, længst ude på spidsen af Long Island, mens Max’ kone sidder tilbage i New York.

 

Den store kærlighed der har været imellem Max og Rebecca fortælles i meget bogstavelige vendinger, idet der konstant refereres til deres fortid i samtalerne imellem de to. Men de mange ”you always did this, you always did that,” vejer svagt, for kærligheden mellem Max og Rebecca bliver svær at tro på, da der ikke er så meget andet der peger på følelser mellem de to, end de replikker som skærer det lidt rigeligt ud i pap. Hovedrollen Max er ubeslutsom, og han har et smørret grin permanent plastret fast i sit ansigt. Det er som om alvoren af den situation, han har sat sig selv i, aldrig rigtig går op for ham. Rebecca er tilbageholdende og ligeglad, og mangler en sårbarhed til sin opførsel. Hun kommer i stedet til at fremstå kølig og afvisende. Da hun inviterer Max med på turen opstår et spinkelt håb om en forløsning mellem de to, men selv her er hun kølig i langt størstedelen af tiden. Først hen imod filmens afslutning sker der en interessant udvikling med den ellers afvisende Rebecca, og hun tilføjes den sårbarhed og empati, som har manglet gennem resten af filmen. Det er en ganske fin og rørende scene, som desværre falder længe efter, jeg har mistet interessen og håbet for Max og Rebeccas kærlighed.

 

Skuespilpræstationerne fejler ikke noget i sig selv, og der er castet en perlerække af dygtige skuespillere, som løfter op i den træge filmoplevelse. Særligt Bronagh Gallagher i rollen som Rebeccas veninde Rachel er en skæv og elskelig karakter, og et humoristisk sidestykke til den alvorlige Rebecca. Stellan Skarsgårds rolige og trygge gemyt fungerer godt som kontrast til den hektiske storby, og de mange travle kvinder Max omgås med.

 

Return to Montauk er et kærlighedsdrama, men det er desværre svært at mærke både kærligheden og dramaet. Selv da Max returnerer fra turen til Montauk, giver hans kone ham en silent treatment i stedet for et højlydt skænderi, som ellers ville have pustet lidt tiltrængt spænding ind i handlingen. Følelserne er underspillede til det ekstreme, og det virker ikke som om der for alvor er noget på spil for den ubeslutsomme Max. Det gør det vanskeligt at finde et følelsesmæssigt ståsted som tilskuer til det stille drama.