Nocturama: Bonellos bevæbnede mannequiner

Af Victor Harder Hesel

Et terrorangreb ryster Paris i sin grundvold. En minister er blevet likvideret, sprængladninger er blevet detoneret rundt omkring i byen, og en statue af selveste Jean D’Arc er blevet sat i flammer. Gerningsmændene er imidlertid ikke skæggede jihadister med kalashnikov’er, men derimod en gruppe parisiske unge fra alle tænkelige samfundslag. Efter at angrebet er udført, overnatter gruppen i et indkøbscenter, hvor Instruktør Bertrand Bonello giver dem ubegrænset adgang til kapitalismens fordærvende dekadence.

 

Allerede fra filmens åbningsscene er det tydeligt, at man som seer selv har ansvaret for at stykke handlingen sammen. Hovedpersonerne begynder først at tale små ti minutter inde i filmen, og deres dialog er for det meste overfladisk. Den bruges ikke til uelegant at informerer seerne om gruppens bevæggrunde, men derimod til gennem ubetydelig hverdagssnak at styrke oplevelsen af dem som rigtige mennesker med naturlige interne relationer, til gennem leveringen af replikkerne og ikke selve replikkerne at viderekommunikere sindstilstande. At der bliver snakket, og hvordan der bliver talt, er af stor betydning, mens hvad der bliver sagt, i sidste ende ofte er uvæsentligt.

 

Selve historien og dens gennemsyrende temaer må derfor findes andetsteds, og det er her, filmens æstetik træder i kraft. Terroristernes stålsatte beslutsomhed vises gennem deres smukt koreograferede rejser gennem Paris’ gader og stræder, og vi får adgang til deres individuelle usikkerheder gennem visuelt formidlet mental subjektivitet. Vigtigst er dog billedets evne til at eksplicitere filmens tematik, hvilket især ses, da de unge terrorister giver efter for indkøbscenterets fristelser og går på opdagelse. En iklæder sig en gylden maske, mens andre konfronteres af mannequinner iført præcis det samme tøj som dem selv, inden de finder og bliver fascineret af meget virkelighedstro legetøjsvåben. Motivet bag angrebet omtales aldrig, men gruppens stræben efter identitet og mening samt de radikale midler, de tager i brug for at opnå disse, vises via smukt kameraarbejde og en medrivende kameraføring.

 

ANMELDELSE AF:
Nocturama

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Bertrand Bonello

LAND:
Frankrig, Tyskland & Belgien

Nocturama skildrer og observerer uden at moralisere. Tværtimod insisterer Bonello på at gengive de samme begivenheder adskillige gange gennem filmen, men næsten altid fra nye vinkler, ofte så fremmede eller uforudsete, at det kun er lydsiden, der er genkendelig. Seeren forsynes med et indblik i en kompliceret problemstilling og opfordres til refleksion, men det sker uden facitliste og uden løftet pegefinger.

 

Den førnævnte lydside er ligesom narrativet aldeles spartansk, men det er beundringsværdigt, hvordan den formår i bogstaveligste forstand at brillere ved sit fravær i især filmens første halvdel, hvor der næsten ikke benyttes nogen underlægningsmusik. De velvalgte lydeffekter taler deres eget tydelige sprog, og deres slagkraft mangedobles i kontrasten til den bemærkelsesværdige stilhed. Lydbilledet skaber stor indlevelse i den portrætterede verden, men det er i dens samspil med filmens eksemplariske kameraarbejde og koreografier, at den byder på kunstnerisk innovation og i sandhed imponerer. Dette ses for eksempel i en forrygende scene, der viser det uundgåelige opgør med ordensmagten.

 

Her kommer skuddene ét ad gangen med jævne mellemrum og kunstnerisk motiveret præcision. De etableres off-screen gennem lyd, inden de invaderer billedrammen og næsten forvandler deres ofre til de mannequinner, de tidligere har spejlet sig selv i. Snarere end at være en ødslet mindstebestandel i et klassisk Hollywood-shootout bliver projektilerne en ubønhørlig krystalisering af latente skæbnebilleder. Ved lyden af et enkelt skud bliver metamorfosen komplet og uigenkaldelig.

 

Instruktør Bertrand Bonello tager ikke sit publikum i hånden i Nocturama. Narrativet er stærkt underkommunikerende og fragmenteret, men har man ører og øjne åbne, trakteres man med et skræmmende, men betagende portræt af forbrugersamfundets skyggeside. Gennem visuel veltalenhed og en uhyre effektfuld lydside konfronteres seeren med en verden, hvor – som en af de unge terrorister selv siger – civilisation er forudsætningen for civilisationens undergang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *