Bibelsk katastrofefilm sejler i langdrag

Af Line Gullander

De fleste kender til den bibelske fortælling om Syndfloden og Noas ark. I Bibelen hører man aldrig noget om, hvordan det lykkedes Noa rent praktisk at fuldføre sin opgave. De manglende huller prøver instruktøren Darren Aronofsky at udfylde i sin episke katastrofefilm Noa, der i store træk holder sig til oplægget – dog med et par nye inputs til plottet. Rent æstetisk bliver den desværre for stor en mundfuld, der drukner i halvdårlige animationer og b-filmstemning.

Kampklar kaosstemning

I Noa har Jorden forvandlet sig til en dystopisk verden, hvor alt det gode i mennesket er druknet i grådighed og hverdagsmyrderi. Da Gud sender Noa sit budskab om, at bygge en ark for at redde sin egen familie og alverdens dyreliv, truer den onde Tubal-Kain med at overtage arken med magt med hjælp fra sin barbariske hær. Den obligatoriske kampscene eskalerer  halvejs inde i filmen med masser af power og dommedagstoner, alt imens Jorden langsomt eksploderer i et gigantisk vandland med arken som eneste badedyr.

Good guys og bad guys

Russel Crowe hverken imponerer eller skuffer i rollen som en gudfrygtig Noa der, om noget en del sammenbidt, undervejs må betvivle Guds byrdefulde opgave. Hans hengivne hustru Nameeh spilles af Jennifer Connolly, der også før har spillet Russels kone i dramaet A Beautiful Mind (2001). Connelly formår at træde i karakter som en kvinde, der ikke altid er enig i sin mands beslutninger, men byder ellers ikke på overraskelser. Familiens tre sønner, Sem, Ham og Jafet er besat af de unge skuespillere Logan Lerman, Douglas Booth og Leo

Emma Watson og Douglas Booth danner par i Noa. Foto: UIP, 2014
Emma Watson og Douglas Booth danner par i Noa. Foto: UIP, 2014

Carroll, hvor de to første primært fungerer som magneter for publikums teenagepiger. Ila, en forældreløs pige familien tager til sig, spilles af Emma Watson, der skal have en cadeau for næsten at have skyllet sit gamle Hermione-alias af sig. Anthony Hopkins tager prisen som ensemblets standout som Noas farfar og mentor Metusalem, mens Ray Winstone, der spiller barbaren Tubal-Kain, er skurk på vanlig facon; en glubsk, men også intelligent satan, der aldrig giver op.

 

Spændingselementer fejler

De komplikationer, der kan have opstået under arkens sejlads, har Aronofsky og hans manuskriptpartner, Ari Handel, forsøgt at fortolke.  Følelsesmæssige konflikter og moralske dilemmaer, der også tidligere har luret i farvandet, kulminerer, og flere af familiemedlemmernes præ-kristne moral bliver sat på prøve. Som vi ved ender det hele dog godt, Familien Danmark kan roligt hive afkommet med i biffen, for det gode vinder over det onde ved hjælp af kærligheden magt. Det tilføjede digteri til plottet bliver desværre for forudsigeligt, og mens filmen lakker mod enden og arken driver mod land, falder spændingskurven, og publikums opmærksomme øje bliver i stedet henledt til uret på iPhonen. For en så velkendt historie er 2 timer og 16 minutters spillelængde lige i overkanten.

Arken i baggrunden mens alverdens slanger og fugle strømmer til. Foto: UIP, 2014
Arken i baggrunden mens alverdens slanger og fugle strømmer til. Foto: UIP, 2014

Flot location, haltende animation

Men hvad så? Er Noa overhovedet opmærksomheden værd, eller har Aronofsky helt og aldeles fejlet? Selvom plottet er nemt gennemskueligt er den filmiske fremstilling et udmærket bud på, hvordan verden kunne have set ud på Noas tid. Islands barske natur som baggrund passer godt ind i filmens mytologiske univers, og selve scenen hvor alverdens krybdyr, fugle, insekter og pattedyr stiger om bord på arken, er smuk på en guddommelig og storladen måde. Desværre bliver det for tydeligt at se, at alle dyr er animerede, ligesom de gigantiske stenkæmper, der hjælper Noa med at bygge arken, ligner en dårlig computerparring mellem Transformers og de talende træer fra De to tårne.  Svært at tage seriøst, og et par trin nedad på troværdighedsstigen.

ANMELDELSE AF:
Noa

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Darren Aronofsky

LAND:
USA

Noas dom

Har du, som jeg, haft skyhøje forventninger til Noa, og forventet et Aronofsky-mesterværk af samme karakter som balletdramaet Black Swan (2010), skal du forberede dig på en middelmådig skuffelse. Noa er en katastrofefilm i bibelsk mundering, der momentvis er æstetisk smuk og interessant fortolket, men som desværre drukner i et klichéfyldt spændingsforløb og halvdårlig CGI-animation.

Kommentarer