A NIGHTMARE ON ELM STREET: Da mareridtet begyndte

Af Bjarke Johansen

I 1974 blev en gruppe collegepiger myrdet i juletiden i Black Christmas (Bob Clarke, 1974) af en uset morder, alt imens en gruppe unge kæmpede mod en motorsavs-svingende, maskeret galning i Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974).

Fire år senere vendte Michael Meyers hjem til sin fødeby Haddonfield til Halloween iført sin nu ikoniske maske og begyndte en drabelig massakre i John Carpenters Halloween (1978). Yderligere to år senere mødte en gruppe teenagere ligeledes deres endeligt i den tidligere sommerlejr Camp Crystal Lake på ulykkens dag i Sean S. Cunninghams Friday the 13th (1980).

Med disse film var slashergenren skabt, og gennem 1980’erne kom en bølge af lignende film. Her gjorde voldelige mordere det af med de unge og moralsk afstumpede iført masker og med alverdens tænkelige og utænkelige mordvåben.

Film som Prom Night (Paul Lynch, 1980), Terror Train (Roger Spottiswoode, 1980), My Bloody Valentine (George Mihalka 1981), The Prowler (Joseph Zito, 1981), The Burning (Tony Maylan, 1981) og utallige andre trivedes i biograferne – og deres tavse, fysisk voldelige drabsmænd blev til filmenes stjerner.

Men så fik gyserinstruktøren Wes Craven en idé, der ledte til skabelsen af en af horrorgenrens mest ikoniske karakterer. Inspireret af avisartikler om unge, der på mystisk vis døde, mens de sov, skabte Wes Craven barnemorderen Freddy Krueger. Med sin stribede sweater, slidte hat, brændte hud og modbydelige klo-handske invaderede han mareridtene hos ikke kun sine ofre, men også hos sit publikum i den nu klassiske Nightmare On Elm Street (1984).

Freddy var anderledes end sine drabelige kollegaer. For det første var han ikke helt så tavs. Med skuespilleren Robert Englunds dybe stemme hånede han sine ofre og fik en pervers nydelse ud af sit værk, frem for kun at være drevet af hævntørst.

For det andet var han mere opfindsom. Ganske som Norman Bates gjorde brusebadet til en dødsfælde i Hitchcocks Psycho (1960), og stranden blev gjort usikre i Spielbergs Jaws (1975), slog Krueger til dér, hvor der burde være mest sikkert: I sine ofres drømme.

Med grufulde, kreative, surrealistiske mareridtsscenarier skræddersyet til at skræmme livet af sine ofre skar Freddy sig vej gennem utallige teenagere i hele ni film og banede vejen for flere overnaturlige mordere med sans for dyster komik, såsom den morderiske dukke Chucky i Child’s Play (Tom Holland, 1988) og den langt mere morsomme end uhyggelige Leprechaun (Mark Jones, 1993).

Freddy var et friskt pust i et overrendt marked – og ganske som et ondt mareridt nægtede han at dø. Den sjette film, Freddy’s Dead: The Final Nightmare (Rachel Talalay, 1991) blev trods sin titel fulgt af Wes Craven’s New Nightmare (Wes Craven, 1994), der gav karakteren et skræmmende metafiktivt spin.

I 2003 mødte han endda sin ærkerival Jason Voorhees fra Friday the 13th serien i en kamp på død og død i Freddy VS Jason (Ronny Yu, 2003). Også et remake blev det til i 2010, hvor Freddy Krueger denne gang blev spillet af Jackie Earle Haley. Freddy kom til verden for at sætte sig fast i vores mareridt, og han har aldrig forladt populærkulturens tanker siden.

Men det er dog stadig originalen, der gjorde Freddy til det ikon han er i dag – og det er stadig den bedste af dem alle. Og i denne måned kan den opleves i Cinemateket den 18. og 25. marts, fuldstændig som den bør opleves: I biografens mulm og mørke. Læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *